Accepterer du cookies? Her er fire metoder til at undgå overvågning på nettet

Du behøver ikke være programmør for at undgå internettets små sladrehanke.

(© (c) Colourbox (fotocollage Line Weltz Lyngbye))

Langt de fleste af os vælger at sige 'ja' eller 'OK' til de cookies, som nærmest alle hjemmesider efterhånden gerne vil have gemt i vores browser.

Det skyldes blandt andet, at det ofte kan virke langt hurtigere og lettere at sige 'OK', fordi mange hjemmesider ikke ligefrem gør en dyd ud af at vise dig, hvordan du kan sige nej til cookies.

Cookies er tekstfiler, der af hjemmesiderne kan bruges til blandt andet at genkende os og dermed samle viden om, hvad vi foretager os på nettet.

- Det er ofte besværligt at vælge dem fra, og det kræver noget at sætte sig ind i cookies på hver hjemmeside. Det har vi nok tendens til ikke at prioritere, vurderer Ayo Næsborg-Andersen, der forsker i it-ret på Syddansk Universitet.

Og lettere bliver det ikke af, at mange hjemmesider bruger metoder, der er på kant med loven for at få dig til at sige ja til deres cookies.

Men selv uden konsekvent at bruge tid på at sige nej på hver eneste hjemmeside, du besøger, kan du begrænse hvilke og hvor mange cookies, der lagres i din browser.

Her er fire råd til dig, der gerne vil begrænse hvor meget data, du giver videre på grund af cookies.

1

Slet dine cookies, men husk dine passwords

Du kan faktisk slette de cookies, som allerede er samlet i din browser. På den måde kan du starte på en frisk.

Hvordan du gør, afhænger af, hvilken browser du bruger. Og der er ofte en ret lang vej ind til netop de indstillinger, der kan hjælpe dig med at slette cookies.

Erhvervsstyrelsens hjemmeside kan du finde mere detaljerede beskrivelser for alverdens browser-typer.

Men hvis du sletter alle dine cookies, kan det godt være, du lige skal tjekke op på, om du kan koderne til Facebook, Instagram og alt det der.

For når du igen vil ind på tjenesterne, kan de ikke længere genkende dig.

2

Slå tredjeparts-cookies fra

(Foto: Mathias Jacobsen)

Selv om du sletter alle cookies, vil din browser begynde at samle nye op, så snart du begiver dig ud på nye digitale eventyr.

Der er forskellige kategorier af cookies. Der er førsteparts-cookies, som ejes af den webside, du besøger.

Førsteparts-cookies er ofte teknisk nødvendige.

Det er for eksempel dem, som sørger for, at du kan putte ting i indkøbsvognen på en butiksside. Dem bliver du ikke engang spurgt om. Simpelthen fordi siden ikke giver mening uden dem.

Statistik-cookies, som bruges af hjemmesiderne til at samle viden om deres besøgende, hører blandt andet også under førstepart-kategorien.

Men så er der også tredjeparts-cookies. De ejes af nogle andre end den webside, du besøger. For eksempel Facebook, Google eller et firma, der reklamerer på siden.

Og netop tredjeparts-cookies kan du relativt let undgå. Du kan nemlig indstille din browser til altid at afvise dem.

Hvordan du specifikt gør, afhænger af, hvilken browser du bruger. Erhvervsstyrelsen har lavet en vejledning, der guider dig igennem det i de forskellige browsere.

3

Brug en anonym browser

Du kan undgå cookies ved at surfe anonymt – det betyder, at browseren ikke gemmer cookies – overhovedet.

Hvordan du surfer anonymt, afhænger også af din browser.

I Chrome skal du højreklikke på ikonet og vælge 'Nyt inkognito-vindue'. I Safari skal du slå 'privat browser' til. I Firefox vælger du 'nyt privat vindue', og i Microsoft Edge skal du ind under 'sikkerhed' og vælge 'InPrivate-Browsing'.

Forbrugerrådet Tænk har beskrevet, hvordan du kan surfe anonymt i flere browsere.

Når du surfer anonymt, kan det gå ud over brugeroplevelsen, og visse sider kan slet ikke besøges.

- Det er faktisk ikke lovligt at lave den type 'cookie-walls', men alligevel sker det, fortæller Midas Nouwens, der forsker i digitale rettigheder på Aarhus Universitet.

Modsat dine indstillinger i forhold til tredjeparts-cookies, skal du tilvælge anonym surfing hver gang, du åbner browseren.

4

Undgå pop-up vinduer med en browser-udvidelse

Det er besværligt at skulle forholde sig til pop-up vinduer, hver gang du besøger en ny hjemmeside. Men hvad med at få teknologien til at klare det for dig?

Der findes browser-udvidelser, som forsøger at gøre det for dig.

Aarhus Universitet har for eksempel lavet én, kaldet Consent-O-Matic, som du kan installere i din browser.

Den vil så automatisk svare på cookie-pop-up vinduer for dig.

- Fordi vi så tit møder de her popup-vinduer, der i deres design ofte er opbygget, så de skubber dig til at sige 'ja', opgiver mange at sige nej. Derfor har vi forsøgt at bygge en add-on, som simpelthen klarer det for os, siger Midas Nouwens fra Aarhus Universitet.

Consent-O-Matic kan hentes gratis, og når du først har valgt, hvilke cookies den skal acceptere.

Lad os sige, du for eksempel er ok med statistik-cookies, men overhovedet ikke er cool i forhold til reklame-cookies. Så er det det, du indstiller den til.

Den er dog kun udviklet til to typer browser. Find den her til Chrome og Firefox.

Er det ikke nok at undgå cookies, kan du her få flere råd til hvordan du undgår at give din data på nettet.