Adskilt ved fødslen: Astronomer finder Solens "tvilling"

Stjernen er næsten identisk med Solen og kan være det bedste sted at lede efter liv i Universet.

Stjernehoben Trumpler 14, som består af over 2000 stjerner, minder om den Solen og dens tvillinger blev til i. Billedet her er taget af Hubble-teleskopet.

En international forskergruppe har gjort en sjælden opdagelse 184 lysår borte.

Her skinner en stjerne, der er næsten identisk med Solen. Og huser den planeter, kan den være det perfekte sted at lede efter liv, mener den danske astrofysiker Christoffer Karoff:

- Finder vi en planet omkring den her stjerne i den rigtige afstand ville det være det mest oplagte sted at lede efter liv i universet.

Efter alt at dømme blev stjernen med det mundrette navn HD 186302 født i samme stjernetåge som vores Sol og på samme tidspunkt for ca. 4,6 milliarder år siden.

Dannet sammen med Solen

Forskergruppen bag opdagelsen er ret sikre på, at der ikke kun er tale om ligheder, men at stjernen er en decideret tvilling til Solen, skriver de i en pressemeddelelse.

I dag er vores solsystem relativt isoleret. Men da Solen blev dannet for milliarder af år siden, var den en del af en tæt flok af unge stjerner, der alle blev født i samme stjernetåge.

De blev dog splittet kort tid efter fødslen af Mælkevejens tidevandskræfter. Og siden har stjernerne rejst væk fra hinanden gennem flere milliarder år.

Men forskerne fra det såkaldte AMBRE projekt, leder ihærdigt efter de adskilte familiemedlemmer. Og her matchede HD186302.

Næsten identisk sammensætning

Stjernen har cirka samme alder, samme indhold af metaller og samme grad af kulstofisotoper som Solen. Nærmere en tvilling kommer man ifølge forskerne ikke.

Lighederne er så slåene, at de kun er fundet én gang før, da astronomer i 2014 opdagede stjernen HD1628265.

Ved at se på stjernernes ligheder, kan astronomerne blive klogere på det miljø, som Solen blev dannet i og dermed også blive klogere på Solen.

- Det giver os mulighed for at bruge den her stjerne til at studere Solen. Er den ligesom Solen på alle andre måder?, siger Christoffer Karoff.

- Det kan afsløre små forskelle, der kan være væsentlige.

Det perfekte sted at lede efter liv

At stjernen er så tæt på Solen, åbner samtidigt for en meget spændende mulighed.

Der er nemlig en teoretisk mulighed for, at den fjerne stjerne måske huser planeter, som kan være blevet sået med de samme betingelser for liv, som Jorden blev ved solsystemets dannelse, forklarer en af forskerne bag i pressemeddelelsen.

- Nogle teoretiske beregninger viser, at der er en ikke-ubetydelig sandsynlighed for, at livet spredte sig fra Jorden til andre planeter, siger astronomen Vardan Adibekyan.

Ifølge Christoffer Karoff er det meget nærliggende at tænke sådan. For det eneste liv vi kender, er opstået omkring Solen. Så hvis der er en planet i kredsløb om HD186302, er den værd at kigge nærmere på.

Næste skridt er da også at skanne for eventuelle planeter i kredsløb om stjernen - og sammenligne dem med planeterne i vores solsystem.

Forskningen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Astronomy and Astrophysics.

Facebook
Twitter
Emner: