Advarsel fra Apple: Hold ikke din iPhone 12 tæt på din pacemaker

Kraftige magneter i de nye iPhones kan forhindre ICD-pacemaker i at virke.

Både iPhone 12 og Apples trådløse oplader indeholder kraftige magneter, og skal derfor holdes væk fra pacemakere. (Foto: BROOKS KRAFT/APPLE © Scanpix)

Hvis du eller en af dine kære har en pacemaker, så er det med at læse videre nu, hvis du også har købt en iPhone 12.

Apple har netop udsendt en advarsel, hvor virksomheden opfordrer personer, der har pacemakere eller defibrillatorer (en form for indopereret hjertestarter, kaldet ICD) til at holde sin iPhone 12 i en afstand af mindst 15 centimeter fra pacemakeren.

Det siger Sam Riahi, der er overlæge i hjertemedicin og klinisk professor ved Aalborg Universitet.

Designet til at blive stoppet af magnet

De nye anbefalinger kommer, fordi iPhone 12 indeholder nogle kraftige magneter.

De kraftige magneter gør, at telefonen bedre kan lade op med Apples trådløse opladere MagSafe.

Men netop magneter kan forhindre din ICD i at virke.

En ICD giver blandt andet hjertet et livreddende, elektrisk stød, hvis du får et hjertestop - ligesom en hjertestarter.

Når der er en kraftig magnet tæt på en ICD stopper den med at overvåge, om der er rytmeforstyrrelser i hjerteslagene.

ICD er nemlig lavet sådan, at en kraftig magnet kan stoppe ICD-pacemakeren, hvis den eksempelvis giver mange, unødvendige stød. På den måde kan læger stoppe en ICD uden at man skal operere.

- Men hvis du er ved at få et hjertestop, og den kraftige magnet fra din iPhone er tæt på ICD, kan magneten forhindre, at du får det stød, der får dit hjerte til at slå i en normal rytme, siger Sam Riahi.

Hold din telefon fra brystlommen

Det er derfor en god idé at holde din iPhone 12 væk fra din ICD.

Men præcist hvor stor afstand du skal holde, er svært at sige.

Sam Riahi vurderer, at Apple nok fastsætter grænsen til 15 centimeter ud fra et forsigtighedsprincip.

- Men som hovedregel jeg vil anbefale, at du i hvert fald sørger for ikke at have din iPhone 12 i din brystlomme - så er iPhone og ICD nemlig meget tæt på hinanden, siger han.

Helt overordnet anbefaler læger, at smartphones slet ikke opbevares i brystlommer, hvis man har nogle former for pacemaker.

- Elektronisk udstyr som smartphones mistænkes for at udsende elektriske signaler, der kan forstyrre pacemakeren, siger Sam Riahi og fortsætter:

- Vi har ikke videnskabeligt bevis for det, men det er ud fra et forsigtighedsprincip. Vi har set tilfælde, der kunne tyde på, at smartphones har forstyrret pacemakere.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter