Amazon-boss får milliarder til at udvikle kæmperaket

Med kontrakten træder Blue Origin et skridt tættere på at være en del af den etablerede rumfartindustri.

Blue Origins store New Glenn raket bliver på størrelse med Saturn V-raketten, der blev brugt til at sende mennesker til månen. (© Blue Origin)

Det amerikanske luftvåben tildelte onsdag tre rumfartvirksomheder kontrakter for samlet to milliarder dollars - svarende til næsten 13 milliarder kroner.

Pengene skal gå til at udvikle nye raketter, der skal være i stand til at opsende satellitter for den amerikanske regering.

Og her er Amazon-stifter Jeff Bezos raketvirksomhed Blue Origin en af de virksomheder, som får hele 500 millioner dollars - eller cirka 3,2 milliarder kroner - til at udvikle virksomhedens nye raket New Glenn.

Det skriver The Verge.

SpaceX, som er grundlagt af Elon Musk, er derimod ikke blandt de tre virksomheder, der har fået en kontrakt, selvom virksomheden på nuværende tidspunkt opsender satellitter for det amerikanske forsvarsministerium.

United Launch Alliance og Northrop Grumman Innovation Systems (tidligere Orbital ATK) er de to andre virksomheder, som har fået del i de to milliarder dollars fra det amerikanske luftvåben.

New Glenn er lidt mindre end Saturn V

New Glenn er designet til at lande på jorden efter sin tur i rummet - ligesom SpaceX' Falcon 9-raket.

Efter planen vil New Glen være lidt mindre end Saturn V, som blev brugt til at sende mennesker til Månen i Apollo-missionerne.

Raketten vil ifølge Blue Origin kunne løfte 13 ton i geostationær bane om Jorden og 45 ton i lavt jordkredsløb.

Til sammenligning kan SpaceX' Falcon 9, der er i brug på nuværende tidspunkt, løfte 22,8 ton til lavt jordkredsløb.

Blue Origin vil ikke kun bruge pengene fra den nye kontrakt på at udvikle raketten.

Virksomheden vil også bygge et affyringssted til deres New Glenn-raket i Californien. Derudover planlægger Blue Origin at bruge NASA's tidligere opsendelsessted i Florida.

Ekspert: Skaber øget konkurrence

Kontrakten til Blue Origin er endnu et skridt i retningen af øget konkurrence i rumfartindustrien.

Hidtil har det primært været United Launch Alliance, Northrop Grumman Innovation Systems (tidligere Orbital ATK) og SpaceX, som har fået del i de offentlige kontrakter i USA.

- De her kontrakter gør, at de private virksomheder kan udvikle raketter. SpaceX har for eksempel i høj grad udviklet deres raketter på de her offentlige kontrakter, siger Kristian Pedersen, direktør for DTU Space.

Og når pengene fra den nye kontrakt primært går til at udvikle Blue Origins New Glenn-raket, så kan det på sigt være med til at gøre Blue Origin til en seriøs konkurrent til den andre rumfartvirksomheder.

- En af de rigtig store udgifter er opsendelsen, når man skal sende satellitter ud i rummet, derfor kan forskere, virksomheder og regeringer, der benytter sig af raketterne, glæde sig over den øgede konkurrence, siger Kristian Pedersen

- Det interessante er, hvor langt ned vi kan komme i pris på opsendelsen, fordi desto længere ned vi kommer, desto mere tilgængelig bliver rummet, siger han.

USA vil være uafhængige af russiske dele

De milliardstore kontrakter er et led i det amerikanske forsvarsministerium program 'Launch Service Agreement' eller LSA, der har til formål at sikre USA's regering har adgang til rummet ved at støtte udviklingen af kommercielle raketter.

LSA-programmet blev startet for at gøre amerikanerne uafhængige af russiske raketter, som de i høj grad har været det sidste årti med raketten Atlas V, der er bruger russiske RD-180 motorer.

Siden Rusland i 2014 invaderede Krim-halvøen, har det amerikanske forsvarsministerium prøvet at udfase brugen af de russiske RD-180 motorer.

Facebook
Twitter