ANALYSE Pengene værd? 3 ting der skiller vandene ved de nye iPhones

Er det rimeligt, at en telefon koster op til 13.000 kroner? Er der overhovedet noget nyt under solen? Og kan det virkelig passe, at den nye ‘billige’ iPhone har en skærm som en iPhone 4?

Apple bliver ved med at hæve prisen på de nye iPhones. Er det OK, og er der overhovedet nok nyheder og særlige egenskaber til at retfærdiggøre den højere pris end konkurrenternes telefoner? (© Apple)

Apple lancerede i går 2018-udgaven af firmaets flagskibsprodukt, iPhone.

Det blev til tre forskellige modeller.

En ny kæmpe-iPhone med en skærm på 6,5 tommer, som bærer navnet Xs Max. Dens lillebror, som hedder Xs, der er fuldstændig magen til blot med en mindre 5,8 tommer-skærm (og som iøvrigt ligner sidste års iPhone X på en prik).

Og til sidst en ny såkaldt ‘billig-telefon’, iPhone Xr, med en skærm på 6,1 tommer, der ikke har samme høje specifikationer, som Xs’erne - men som alligevel koster mere end konkurrenternes topmodeller.

Så hvad er det bedste og værste ved de nye iPhones (vel at mærke inden nogen har haft mulighed for at teste telefonerne)?

Vi opsummerer argumenterne for og imod på tre punkter, der ser ud til at skille vandene på nettet: Pris, nyheder og specifikationer på den 'billige' iPhone.

Pris

Det taler imod: Priserne bliver mere og mere vanvittige

Det, der springer mest i øjnene ved de nye iPhones, er prisen.

For andet år i træk har Apple hævet prisen for den dyreste iPhone. Sidste år var mange - med god grund - ved at falde ned af stolen, da prisen på 8.899 kroner for 64 GB-udgaven af iPhone X blev offentliggjort.

Den topper Apple i år med 9.799 kroner for Xs Max i en model med kun 64 GB og 12.999 kroner for den med 512 GB lagerplads. Det er det glade vanvid.

Selvom skærmen er større, er det ganske enkelt forkert, at prisen på et teknologi-produkt, der stort set er identisk med sidste års model, stiger.

Det er bestemt ingen formildende omstændighed, at Apple er verdens mest værdifulde firma med en markedsværdi på over 1.000 milliarder dollars. De skal snart give noget tilbage til de brugere, der har gjort firmaet stenrige.

Måske Margrethe Vestager fikser noget af det ved at kræve, at Apple begynder at betale en rimelig skat.

Det taler for: Du får, hvad du betaler for

Vil man have det ypperste af det ypperste, må man betale.

En iPhone er jo ikke bare en telefon, et kamera og en computer. Det er et helt økosystem af apps og services, du får med i købet. Og så er privacy noget, Apple faktisk tager alvorligt.

OLED-skærmen står knivskarpt, og sort er virkelig sort. Desuden er der lidt længere batteritid i årets udgaver, og den var allerede god i sidste års model.

Ja, prisen er høj, men iPhone Xs Max er jo heller ikke for alle. Det er en telefon for de absolutte entusiaster og luksusforbrugere med hang til kæmpetelefoner. Og for det segment gælder der bare andre spilleregler.

Nyheder

Det taler imod: Der er jo nærmest ingen nyheder

Men hvad får man så for den vanvittige pris på de nye Xs-modeller sammenlignet med sidste års X?

S-modellerne har tit budt på brugbare nye features såsom fingerlåsen Touch-ID og assistenten Siri. Men i år er nyhederne så små, at Apple næsten ikke engang selv kan forklare dem.

Ja, Xs er en smule hurtigere, låser en smule hurtigere op og har en smule bedre kamera. Ellers ville det jo ikke give mening at lave en ny telefon.

Men der er ingen nyheder, der tilnærmelsesvis er så banebrydende, at det retfærdiggør, at man køber en ny, hvis man har sidste års model.

Den største nyhed må næsten være det åndsvage navn Xs Max (betyder det Extra Small Kæmpestor?). Og så får du ikke længere et omformerkabel med, så du kan bruge dine hørebøffer med ledning. Det skal du betale ekstra for. Tak Apple.

Det taler for: Djævlen ligger i detajlen

Det kan godt være, at nyhederne ikke er store. Men det er jo ikke som en bil, der bare står og keder sig 99 procent af tiden.

Mange af os hiver telefonen op af lommen over 120 gange om dagen og bruger flere timer med den i hånden hver dag. Så derfor er en fed telefon og en hurtigere oplåsnings-mekanisme noget, der gør en forskel.

Det samme med kameraet. Billeder og videoer af børnene skal man jo leve med i mange år, så er det altså ret fedt, de ikke allesammen ser ud som dem, man tog med mobilen for fem år siden.

Har du ikke allerede en iPhone X eller et af de nyeste Android-flagskibe, så er der altså markant mere skærm på mindre plads, fordi rammen rundt om skærmen stort set er væk.

Og så virker Face ID virkelig godt. Du kommer ikke til at savne at bruge fingeren til at låse op. Det er en klar opgradering af din vigtigste computer.

Er den 'billige' Xr god nok?

Det taler imod: For dyr og har en skærm som en iPhone 4

Problemet med den såkaldte 'billige' iPhone XR er, at den slet ikke er billig.

Med en startpris på 6.699 kroner er den billigste nye iPhone klart dyrere end (nogenlunde) tilsvarende telefoner eller endda smartphones med højere specifikationer fra fx Samsung, Huawei eller LG.

Du skulle måske også tage et kig på One Plus 6 for 3.899 kroner eller Xiaomis Mi2 for 3.990 kroner. Måske er det tid til at prøve noget nyt?

Kan du ikke forlade Apple-land, skal du i hvertfald vide, at skærmen på den nye Xr har den præcis samme pixeltæthed på 326 ppi som iPhone 4 fra 2010. Det er naturligvis langt fra det eneste parameter for, hvor god en skærm er. Men alligevel.

Det taler for: Xr vil holde længe - og kan videresælges

Det kan godt være, at iPhone Xr ikke er den billigste telefon. Eller for den sags skyld den med den bedste skærm. Men den har trods alt den samme processor som Xs’erne. Derfor burde den kunne holde sig velkørende langt frem i tiden.

En telefon kan jo nemt holde i tre år. Så med en pris på 6.699 svarer det til lige godt 185 kroner om måneden. Og så kan du endda sælge den videre. Sikkert for 1.500 kroner, hvis du har passet på den.

Vil du have en iPhone uden at blive flået, så er der jo også andre modeller end de nye. En iPhone 7 koster nu 3.999 kroner. Så må du selv finde ud af hvor på prisskalaen, du ligger.

Smartphones er jo ikke anderledes end alle andre varer. De kommer i forskellige varianter og prisklasser og så længe, der er nogle, der er villige til at betale prisen, så er den jo rigtig.

Facebook
Twitter