Apple lancerer ny iPad: Skal bane vej til klasseværelset

Apples nyeste og billigste iPad understøtter nu blyant og en række nye værktøjer designet til klasseundervisning.

Udenpå ligner det den nuværende iPad på en prik. Men ny softaware designet til skoler, lærere og elever, skal gøre det mere attraktivt, at bruge Apples tablet i undervisningen. (© Apple)

Apple har netop præsenteret firmaets nyeste iPad - der blot hedder iPad - og som ligner forgængeren på en prik. Det skete ved en lukket begivenhed afholdt på en skole i Chicago.

Præsentationen havde ét fokus; nemlig at gøre iPad og Apples produkter mere attraktive at bruge i undervisningen.

Udover de vanlige små opdateringer af indmaden var den største nyhed ved tablet-computeren, at den nu understøtter brugen af Apple Pencil og en ny digital blyant udviklet af Logitiech, som koster det halve af Apples.

Indtil videre har blyanten været forbeholdt den langt dyrere iPad Pro, men det er altså nu slut med at have eneret på den.

Til gengæld har den nye iPad ikke Pro'ens såkaldte smart connector, som gør det muligt fysisk at koble et tastatur til, som får strøm fra iPaden. Her er man nødt til at bruge et bluetoothtastatur, hvis man vil bruge computeren som en bærbar.

Den nye iPad får en startpris i Danmark på 2.799 kroner for en version med 32 GB, men bliver angiveligt en anelse billigere for skoler. Den er allerede sat til salg.

Ny software skal gøre den attraktiv for skoler

Mens tablet-computeren naturligvis kan bruges af alle, så præsenterede Apple flere nye tiltag, der skal gøre det attraktivt at vælge deres produkt i stedet for de mange Google Chromebooks, der florerer i uddannelsessystemet.

Først og fremmest kommer der en ny app, der hedder Classroom, som gør det muligt, at alle elever kan følge med i undervisningen på hver deres iPad via lærerens iPad.

Samtidig understøttes flere brugere på hver iPad, så mange elever kan deles om et klassesæt.

Apple lancerede også en ny app, de kalder Schoolwork. Den gør det muligt for læreren at uddele opgaver og lektier og for eleverne at sende deres besvarelser og skolearbejde retur.

Blyant understøttes i iWork

For at blyanten skal (for)blive en aktiv del af skolearbejdet, har Apple netop opdateret sit svar på Microsoft Office-pakken, iWork. Her bliver det nu muligt at skrive noter og tegne med pennen direkte i et tekstdokument eller regneark, som det allerede er tilfældet med Microsofts software.

Herudover havde Apple fokus på to læringsinitiativer, de kalder Everyone can code og Everyone can create.

Førstnævnte handler naturligvis om at gøre det let og attraktivt for børn at lære at kode. Sidstnævnte skal gøre det sjovt at lære at lave musik og video, samt at fotografere og tegne.

Kreativiteten skal få skolerne til at vælge iPad

Netop de kreative elementer, satser Apple klart på, skal gøre iPad til et mere attraktivt skoletilbud sammenlignet med for eksempel en Chromebook eller en almindelig bærbar, grundet de mange eksisterende apps og de muligheder, som et kamera og en touchskærm giver.

Sammen med Augmented Reality - en teknologi, der lægger et digitalt lag ovenpå virkeligheden og understøttes af iPad - er tanken at gøre det sjovere, mere legende og visuelt for børn at lære.

Apple har igennem et stykke tid haft svært ved for alvor at få hul på undervisningssektoren, typisk fordi firmaets bærbare computere er dyre sammenlignet med konkurrenternes.

Det skal denne satsning - og 200 GB fri plads i iCloud til alle elever - nu forsøge at gøre op med.