Armbånd forvandler kropsvarme til strøm: Kan blive fremtiden for smartwatches

Teknologien har dog nogle udfordringer, siger ekspert.

Jo koldere det er udenfor, desto mere strøm genererer armbåndet. Billedet er et arkivfoto og har ikke noget med det nye armbånd at gøre. (Foto: ASWIN CHANDRAN © Unsplash.com)

Forestil dig, at du ikke behøver oplade batterier i dit smartwatch eller din fitnesstracker.

Det er en af mulighederne med en teknologi, der omdanner kropsvarme til elektricitet.

Forskere fra Harbin Institute of Technology i Kina har udviklet et armbånd med en såkaldt TEG (termoelektrisk generator).

Den fungerer ved at bruge forskellen på temperaturen i huden og i omgivelserne til at generere strøm. Ifølge forskerne kan armbåndet lave nok strøm til et lille LED lys, som sidder fast på toppen.

- Det nye og interessante i det her er, at de har lavet et armbånd, der kan generere strøm hele vejen rundt om dit håndled og samtidig kan tåle at blive bøjet 10.000 gange, uden at det påvirker effekten, siger Dennis Valbjørn Christensen, der er forsker på DTU Energi.

Afhængig af vejret

Teknologien, som forskerne bruger, har dog sine ulemper.

For at få termoelektricitet til at virke skal du have en varm side og en kold side. I det her tilfælde er den varme siden huden, og den kolde side er omgivelserne.

- Jo større temperaturforskel, du har mellem den varme og kolde side, desto mere elektricitet kan du generere. Men det er også en af ulemperne ved teknologien, siger Dennis Valbjørn Christensen og fortsætter:

- For temperaturforskellen er ofte ikke særlig stor mellem den varme og kolde side, når elektricitet skal genereres fra kroppens varme. Det virker godt, hvis du motionerer på en kold vinterdag, men hvis det er varmt udenfor, er det begrænset, hvor meget strøm, du kan generere.

Med en temperaturforskel på 18 grader kan forskerne fra Harbin Institute of Technology generere cirka 0.6 mW effekt.

- Det lyder ikke af meget, men det er nok til en del processer inden for Internet of Things, siger Dennis Valbjørn Christensen.

Bliver allerede brugt til ure

Selve idéen med at bruge termoelektricitet til gadgets om håndleddet er ikke ny.

- Tilbage i slutningen af 90’erne så man firmaer lave almindelige ure, hvor batterierne blev ladet op på denne måde. Og der er faktisk smartwatches på markedet lige nu, som bruger den her teknologi, siger Dennis Valbjørn Christensen.

Men fælles for de produkter på markedet, der er drevet af termoelektricitet, er, at det er begrænset, hvor meget strøm de kan skabe.

Fordelen ved de kinesiske forskeres nye armbånd er, at det kan generere strøm hele vejen rundt om håndleddet, og det øger strømkapaciteten.

Men der er lang vej endnu, før vi kommer til at se et termoelektrisk-smartwatch fungere på lige fod med markedets populære modeller, der både har mange funktionaliteter og en sikkerhed for, at opladningen altid virker - også i varmt vejr. Det forklarer Dennis Valbjørn Christensen:

- Udover udfordringerne med temperaturforskellen arbejder man stadig på at finde nogle bedre materialer. De skal have en god effektivitet i forhold til at omdanne varme til elektricitet.

- Det prøver man lige nu at forbedre, men det er meget svært, fortsætter Dennis Valbjørn Christensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk