Artikel om kræft og mobilstråling vækker voldsom kritik: Sådan gik det, da jeg jagtede sandheden bag tallene

I debatten om 5G fyger det med påstande om, at flere og flere får en bestemt form for hjernekræft, men holder tallene?

For et par uger siden udgav jeg en artikel her på dr.dk, hvor jeg undersøgte om 5G-stråler kan give hjernekræft. Det fandt jeg ikke nogen beviser for, men siden er jeg blevet kimet ned på telefon og mail med beskyldninger om, at jeg havde fat i de forkerte tal. Jeg er derfor gået på jagt efter de "rigtige".

Vi har ændret enkelte ord i rubrik og indledning på grund af forskellige opfattelser af hændelsesforløbet i dialogen med Rådet for Helbredsikker Telekommunikation. Ligeledes fremstod det oprindeligt som om, at tallene fra Rådet for Helbredssikker Telekommunikation ikke var korrigeret for befolkningens udvikling, men vi har modtaget dokumentation for, at det er de.

Da jeg i forrige uge skrev en artikel om, hvorvidt mobilstråling - og i særdeleshed stråler fra 5G - øger risikoen for kræft, blev jeg mødt med en voldsom kritik fra Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der er en privat forening - ikke en myndighed.

Jeg blev kimet ned på telefonen og fik omkring 20 utilfredse mails, der forlangte ændringer og tilføjelser.

I artiklen “Om lidt tænder de for 5G: Skal jeg være bange for Wifi og mobiltelefon på natbordet?” havde jeg fremlagt tallene for hjernekræft i Danmark, men de tal var ikke specifikke nok, lød kritikken.

Helt konkret var det den ondartede hjernekræft glioblastom, jeg burde kigge på. For ifølge Vibeke Frøkjær, der er videnskabelig rådgiver for Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, har den kræftform været i en voldsom stigning siden 2005, og der er syv befolkningsstudier og adskillige dyrestudier, som viser en sammenhæng mellem mobiltelefoni og glioblastom, siger hun.

Men er det rigtigt, at glioblastom er i voldsom stigning?

Umiddelbart tænkte jeg, den påstand ville være hurtig at faktatjekke. Men det skulle vise sig at være sværere at skaffe de tal, end jeg lige umiddelbart troede.

På hjernekræft-afdelingen har de ikke tallene

For at komme til bunds i sagen, tjekkede jeg som det første cancer-registret. Men her kan man ikke dykke dybere ned i tallene end den overordnede kategori ‘hjernekræft’ - og der findes, ifølge det britiske svar på Kræftens Bekæmpelse “Cancer Research UK”, mere end 130 forskellige slags hjernetumorer. Det hjalp mig altså ikke meget videre.

Derfor ringede jeg til to eksperter, der ved rigtig meget om kræft i hjernen - og som jeg også brugte i artiklen for et par uger siden. Men ingen af dem havde de specifikke tal.

Jane Skjøth-Rasmussen, der er neurokirurg på Rigshospitalet og er en af dem, der netop tager imod de patienter, hvor der er mistanke om en eller anden form for kræft i hjernen, havde ikke tallene.

Hendes oplevelse er dog, at de på afdelingen diagnosticerer lidt flere med glioblastom end tidligere, men det er typisk mennesker over 70 år. Altså ikke dem, der bruger mobiltelefonen mest - det viser tal fra en undersøgelse som DR fik lavet tilbage i 2015.

Jane Skjøth-Rasmussen sendte mig i min jagt på tallene videre til sin kollega Hans Skovgaard Poulsen, der er leder af neuro-onkologisk afdeling på Rigshospitalet. Det var, efter eget udsagn, ham, der startede afdelingen op tilbage i starten af 90’erne. Han har altså behandlet hjernekræft længere, end det har været normalt at have en mobiltelefon.

Og han oplever da også en stigning i glioblastom, men han har ikke de konkrete tal. En stigning, som han vurderer, vi ikke kender årsagen til i dag.

- Jeg tror ikke, at hele forklaringen på stigningen ligger i bedre scannere og flere operationer på ældre. Men jeg tror heller ikke, det er mobiltelefonerne, der skyld i det her. Det kunne være spændende, hvis nogen fandt forklaringen, siger han og fortsætter:

- I Korea og Japan er der langt færre hjernetumorer end i Vesten. Og de bruger jo ikke deres mobiltelefon mindre, end vi gør. Men når de flytter til et vestligt land, går der en generation, og så er deres risiko for hjernekræft på højde med vores. Der må altså være en eller anden miljøpåvirkning her, der er skyld i det.

Heller intet held hos Kræftens Bekæmpelse

Hans Skovgaard Poulsen fra Rigshospitalets afdeling for hjernekræft sendte mig videre til Kræftens Bekæmpelse, som han mente, havde tallene. Helt konkret skulle jeg have fat i Gerda Engholm, der er seniorstatistiker hos organisationen, anbefalede han.

Men heller ikke Gerda Engholm kunne hjælpe mig med konkrete tal. Hun havde ikke data og måtte heller ikke trække den ud til mig, da Kræftens Bekæmpelse kun har adgang til databaserne i forskningsregi.

I stedet anbefalede hun mig at tage fat i Sundhedsdatastyrelsen. Indtil 1997 var det Kræftens Bekæmpelse, som stod for den store database som cancerregistret er, men i 1997 overtog Sundhedsstyrelsen driften. Og i 2012 blev Sundhedsstyrelsens registre flyttet til Sundhedsdatastyrelsen.

- Du skal have fat i forskerservice, sagde hun. De har tallene.

Kun en stigning hos de ældre

Mens jeg er på jagt efter tallene, sender Vibeke Frøkjær fra Rådet for Helbredssikker Telekommunikation mig en række tal, som kom frem, da tidligere Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby den 12. april i år fremlagde tallene som svar på et paragraf 20-spørgsmål.

Tallene viser, at der er sket en stor stigning i antallet af patienter, der er blevet diagnosticeret med glioblastom siden 1995.

Men ifølge Jane Skjøth-Rasmussen, der er neurokirurg på Rigshospitalet, er tallene præsenteret på en mærkelig måde.

Tallene bag Vibeke Frøkjærs graf her stammer fra tidligere Sundhedsminister Ellen Thrane Nørbys svar på et paragraf tyve spørgsmål den 12. april 2019. Om grafen siger Vibeke Frøkjær: "Grafen starter ved år 1995, fordi det er de data, Sundhedsstyrelsen har givet Sundhedsudvalget. Professionelt arbejder jeg med epidemiologisk forskning, og det er en almindelig præsentationsmåde at tage udgangspunkt i en "baseline" og så se på en eventuel stigning i forhold hertil. Grundet almindelig variation fra år til år, er det rimeligt grafisk at se på et såkaldt glidende gennemsnit, her et tre-års glidende gennemsnit."

- Jeg er ikke statistiker, men man kan fumle meget med statistik, så meget ved jeg dog. Det er mærkeligt at tage et nulpunkt og beregne en stigning ud fra det. Så ser stigningen kraftigere ud, end hvis du ser på antallet, siger hun.

Også for Christoffer Johansen, der er professor i Senfølger efter Kræft på Rigshospitalet, ser tallene mærkelige ud.

- Det er rigtigt, vi ser en stigning i tumorformen. Men der er en stigning, der skyldes, at vi detekterer flere tumorer hos ældre mennesker. Det skjuler de her tal, hvor alle over 30 år er i samme bunke, siger han.

Lang ventetid hos forskerservice

Hos forskerservice hos Sundhedsdatastyrelsen kunne de godt hjælpe mig. Men jeg skulle udfylde en ansøgning om at få adgang til data hos dem, og der kunne gå uger eller måneder, før jeg fik tallene, fortalte de mig.

Den tidshorisont opererer man sjældent med som journalist.

I et sidste desperat forsøg ringede jeg til Sundhedsdatastyrelsens pressekontakt - og her var jeg endelig heldig. De kunne godt hive tallene ud til mig, fortalte de.

Men det ville nok lige tage et par uger.

Og i torsdags lå der langt om længe en mail med tallene i min inbox. Tallene viser rigtig nok en stigning, men kun hos den ældre del af befolkningen.

Tallene skal være aldersopdelt, før de kan bruges

Når man sammenligner det talmateriale, jeg har modtaget fra Sundhedsdatastyrelsen, med Vibeke Frøkjærs tal, er materialet påfaldende ens. Men til forskel fra hendes tal, har jeg også modtaget data, hvor tallene er fordelt på mange flere aldersgrupper.

Og det er vigtigt - ellers kan man ikke bruge tallene til så meget, forklarer Maria Feyching, der er professor i miljømedicin ved Karolinska Instituttet i Sverige, og forsker i lige netop den her sammenhæng mellem cancer og stråling fra mobiltelefoner.

- Når alle aldre fra 30 år og opefter kombineres, er det ikke muligt at afgøre, om stigningen er sket hos den ældre del af befolkningen eller i den yngre. Desuden stiger risikoen for alle former for kræft med alderen, så det er helt naturligt, der er en stigning, når vi bliver ældre, siger hun.

Men det er også vigtigt, at tallene bliver korrigeret for, at befolkningen er vokset siden 1990. Man kan ikke bruge de totale til noget.

Når jeg sammenligner de tal, jeg selv har fået, hvor der er blevet korrigeret for, at befolkningen i Danmark er vokset siden 1990, med de tal, der ikke er, står der da også en række tydelige forskelle frem. På de ikke-korrigerede tal ser aldersgruppen 60-74 år ud til at have haft en voldsom stigning, men på de korrigerede tal er det faktisk tydeligt, at det er hos danskere over 75 år, hvor stigningen har været størst.

På de yngre grupper ligger tallene helt stabilt.

Flere scannere og bedre behandling giver stigningen

Christoffer Johansen, professor i Senfølger efter Kræft på Rigshospitalet, tolker den stigning, som tallene trods alt viser, som en konsekvens af, at lægerne opdager flere tilfælde af glioblastom, og ikke at flere bliver ramt af sygdommen end tidligere.

- Tidligere blev ældre med uspecifikke cerebrale symptomer ikke så ofte udredt, og deres hjernetumorer blev ikke fundet. Det gør de i dag. Jeg synes, det understreges af de stort set flade kurver for de øvrige aldersgrupper, siger han og fortsætter:

- Vi er et af de lande i verden med allerflest scannere per indbygger. De sidste 20 år har vi fået stigende adgang til CT, MR og PET-scannere - og så er det klart, at flere tumorer bliver opdaget.

Også for Hans Skovgaard Poulsen, leder af neuro-onkologisk afdeling på Rigshospitalet, afspejler tallene, at der er sket en ændring i den måde, vi i Danmark behandler sygdommen på. En ændring der muligvis betyder, at vi diagnosticerer flere med glioblastomer.

- Stigningen sker lige omkring 2005 - og det var der, vi startede på en helt ny behandling. Det år kom det nemlig frem, at hvis man kombinerer kirurgi, strålebehandling og kemoterapi, så overlever patienterne længere. Siden vi er blevet opmærksomme på det, er kirurgerne begyndt at operere på ældre og ældre patienter, og så opdager de jo de her tumorer, siger han.

De seneste 15 år er adgangen til CT-scannere som den her, men også MR-scannere blevet meget nemmere. Det kan være en af grundene til, at vi ser den her stigning i de seneste år. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Og så skal vi heller ikke glemme, at der er sket et holdningsskifte i forhold til at udrede og behandle mennesker langt op i alderen, forklarer Jane Skjøth-Rasmussen, der neurokirurg på Rigshospitalet.

- Der er kommet en helt anden holdning til, om vi skal operere de ældste patienter. Det var anderledes for bare 15 år siden. Og når man kigger i nogle af de gamle studier af effekten på kræftbehandling, stopper de efter 65 år. Man behandlede simpelthen ikke folk, der var ældre end det dengang, siger hun.

Men de argumenter køber Vibeke Frøkjær, der er videnskabelig rådgiver for Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, ikke.

- Når hjernekirurgerne oplever, at de opererer flere, ved de ikke, i hvilken grad det skyldes, at diagnostikken er ændret, så der sættes præcis diagnose på flere ramte, eller i hvilken grad det skyldes, at der er flere tilfælde. Faktum er, at der er en stigning i antal detekterede glioblastomer, og på baggrund af den omfattende øvrige evidens er det sandsynligt, at det i større eller mindre grad skyldes mobiltelefoni, siger hun.

Du får kun diagnosen, hvis du får behandling

På trods af at flere og nyere scannere gør det lettere at opdage tumorer i hjernen i dag, kan glioblastom kun diagnosticeres gennem en vævsprøve. Derfor får du kun diagnosen, hvis du får tilbudt behandling, forklarer Bo Halle, der er neurokirurg på Odense Universitetshospital med speciale i lige netop glioblastomer.

- En MR-scanning kan sandsynliggøre, at det er en højgradstumor, patienten har. Men det kan både være grad tre (anaplastisk astrocytom) og fire (glioblastom). Andre gange er scanningssvaret ikke retvisende. Vi tror, det er et glioblastom, men så er det en metastase, som er en helt anden cancerform. Derfor kan vi kun stille diagnosen med en vævsprøve, siger han.

Men en vævsprøve fra hjernen er ikke noget, man bare lige gør. Der er en stor risiko forbundet med at tage sådan en prøve - og derfor tager man den kun, hvis patienten er rask nok til videre behandling, forklarer han.

- Det er en operation, hvor patienten er i fuld narkose. Der bores herefter et hul i kraniet og med en lang prøvetagningskanyle udtages en vævsprøve. Ved et sådant indgreb er der en risiko på fem procent for at patienten får en betydende blødning. Og det kan føre til hjerneskade eller døden, siger han.

Bo Halle opererer patienter med glioblastom en til to gange om ugen, og det er oftere, end man gjorde tidligere, fordi behandlingsmulighederne er blevet meget bedre, forklarer han.

- Vi opererer folk, der ikke tidligere ville blive tilbudt behandlinger. I dag opererer vi 80-årige. Og man skal ikke mere end 10 år tilbage, før vi ikke gjorde det, siger han.

Tallene giver ingen forklaringer

På trods af at tallene her giver indikationer af, at diagnostik og behandling nok er årsag til stigningen, skal vi passe på med at tro, at tallene viser sammenhænge, advarer professor i miljømedicin ved Karolinska Instituttet i Sverige, Maria Feyching.

- Forskning, der kigger på incidensen af bestemte sygdomme, kan ikke bevise, at der er en sammenhæng - hverken med mobiltelefoner eller bedre diagnostik. De her tal kan bruges til at sammenligne med epidemiologiske undersøgelser om eksempelvis timingen for stigningerne passer, siger hun.

Epidemiologiske undersøgelser er forskning, hvor store mængder data fra sygdomsregistrene bliver analyseret for at forsøge at finde en årsag til, at vi bliver syge. En epidemiologisk undersøgelse på det her område kunne eksempelvis være at kigge på, om der er en sammenhæng mellem det at have et mobilabonnement og risikoen for at udvikle glioblastom.

Noget som Christoffer Johansen allerede undersøgte i et forskningsprojekt i 2012, hvor han kiggede på kræftrisikoen for flere hundrede tusinde mobilabonnenter i Norden. Og her fandt han altså ingen sammenhæng.

Den lille stigning, vi ser i tallene, fortæller altså med andre ord ikke noget om årsagen til stigningen, forklarer Christoffer Johansen.

- De tal her siger ikke noget i sig selv. Man er nødt til at finde en årsagssammenhæng, der kan forklare stigningen. Og den kender vi ikke, siger han.

Spurgte de syge om deres mobilvaner

En anden måde at undersøge, om der er en årsagssammenhæng mellem mobilstråling og glioblastom er at interviewe de mennesker, der har fået diagnoser om deres vaner, inden de blev syge.

En af de få forskere, der benytter sig af de såkaldte “case-kontrol-studier” og som bliver ved med at finde en sammenhæng mellem brugen af mobiltelefoni og glioblastomer, er den svenske forsker Lennart Hardell.

Selvom både Christoffer Johansen, Maria Feyching og mange andre af de forskere, jeg har talt med er meget kritiske overfor Hardells forskning, har den alligevel sat sit aftryk forklarer, Christoffer Johansen.

Han satte sig derfor sammen med en række andre forskere for at undersøge, om Hardells påstande holdt vand. Og det gjorde de altså ikke, viser hans forskning.

- Når vi anvendte de samme risikoestimater, som Hardell havde fundet - og gennemførte en undersøgelse af alle borgere i de nordiske lande, fandt vi ikke en stigning. Og den burde have været den, hvis Hardells tal skulle være rigtige, siger han.

Og de kom altså ikke frem til samme konklusioner som Hardell.

(I forbindelse med research til denne artikel og radioserien "Frygten for 5G" forsøgte jeg at få et interview med Lennart Hardell, men han ønskede ikke at stille op.)

Svenske undersøgelser fyldt med fejlkilder

I det hele taget skal man være påpasselig med at bruge case-kontrol-studier for at undersøge, om der er en sammenhæng mellem mobilstråler og glioblastomer, forklarer Christoffer Johansen.

- Det er et metodologisk svagt design, særligt når det kommer til hjernetumorer. Tumorer i hjernen har det med at påvirke hukommelsen - og det er netop hukommelsen, som den type undersøgelser er afhængige af. Vi kalder også det problem for recall-bias - altså at patienterne måske ikke husker rigtigt, siger han.

En række svagheder som han gjorde opmærksom på sin forskning, men som Hardell aldrig nævner, forklarer han.

Men Vibeke Frøkjær mener nu ikke, at man bare kan feje case-kontrol-studierne væk på den måde. Den metode er netop valgt, fordi sygdommen er så sjælden, at det er svært at vise sammenhængen med mobiltelefoni i de store epidemiologiske undersøgelser, forklarer hun.

Maria Feyching er dog også kritisk overfor Hardells forskning.

- Hardell bliver ved med at rapportere, at mennesker, der begyndte at bruge mobiltelefon før de fyldte 20 år, har den største risiko for at udvikle et gliom. De første mobiler kom i 1987, så dem der var under 20 år dengang og allerhurtigst til at få en telefon, vil maksimalt være 51 år i dag. Men vi ser altså ikke en øget risiko for den gruppe i tallene, siger hun og fortsætter:

- I det hele taget blev mobiltelefoner først udbredt i slutningen af 1990’erne - kun fem procent havde en mobiltelefon i 1987. Hvis Hardells tal skulle passe, ville vi have set en stigning allerede i begyndelsen af 00’erne - og det gjorde vi ikke.

Før 2006 blev glioblastom hos de ældre ikke opdaget

Der er altså en stigning i antallet af personer, der bliver diagnosticeret med glioblastomer her i Danmark. Men kun når vi kigger på danskere over 60 år - og i særdeleshed folk der er over 75 år.

Hvorfor den her stigning sker, er der ikke for alvor forsket i her i Danmark.

Men det er der i USA. Kyle M. Walsh, der er lektor i neurokirurgi på Duke University, som er det sted i verden, hvor de er allerbedst til at behandle hjernetumorer, har kigget på de danske tal, jeg har sendt ham.

Og ifølge ham ligger forklaringen i at de ældre patienter tidligere har været underdiagnosticeret.

- Vi ved, at den vigtigste årsag til glioblastomer er alder. Risikoen stiger mere eller mindre støt, indtil vi bliver 75 år. Derfor tyder stigningen på, at danskere over 60 år tidligere har været underdiagnosticeret. Der har simpelthen været en række tilfælde, hvor man ikke har haft en vævsprøve, så man med sikkerhed kunne give dem diagnosen glioblastom. Det vil jeg vurdere, er den vigtigste årsag til stigningen, siger han.

Et andet argument, der taler for, at det er en ændret diagnostik, der kan forklare stigningen, er, at man ser det samme mønster for andre sygdomme, forklarer Jane Skjøth-Rasmussen.

- Vi kan se den helt samme udvikling inden for aneurismer [udposning på arterier i hjernen, der kan føre til hjerneblødninger]. Her er der også sket en stor stigning hos de ældre patienter, fordi vi simpelthen opdager flere tilfælde, siger hun.

Vi ved meget lidt om glioblastom

Men om bedre diagnosticering hos de ældre aldersgrupper kan forklare hele stigningen, er Kyle M. Walsh ikke sikker på. For vi ved i det hele taget meget lidt om årsagerne til glioblastomer.

Det er Christoffer Johansen helt enig i.

Han har sammen med kolleger forsøgt at finde ud af, om bestemte genændringer kan være skyld i sygdommen

- Vi har lavet store internationale studier, hvor vi har ledt efter gener, der kunne være ansvarlig for sygdommen. Men vi har ikke fundet noget, siger han og fortsætter:

- Det kunne jo også være noget i vores mad, noget vi bruger på markerne eller noget vi giver til vores dyr for at forebygge sygdomme. Det er jo steget lige så meget i anvendelse som mobiltelefoni. Vi kender ikke årsagen, og derfor kan vi kun spekulere.