Big science: Videnskabens tunge drenge samlet i Danmark

Ni af de vigtigste, store forskningsinstitutioner i Europa mødes i København i dag og i morgen for at snakke om verdens helt store forsknings- og udviklingsprojekter.

Store forskningsanlæg som Large Hadron Collider ved CERN i Schweiz er bygget i samarbejde mellem både internationale og med kommercielle virksomheder. I denne uge mødes forskere og forretningsfolk i København for at lægge planer for fremtidens store videnskabsmaskiner. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Det er ikke hver dag, at de øverste direktører fra Europas største og mest betydningsfulde forskningsinstitutioner mødes. Og endnu sjældnere er det, at de åbent viser frem, hvad deres forskellige organisationer arbejder på i de kommende år.

Det var faktisk ret unikt, da ni direktører en efter en gik på scenen til Big Science Business Forum i København tidligere i dag, og hver især fortalte, hvordan deres forskellige store videnskabsinstrumenter skal opgraderes de næste par år.

Stor videnskab skal løse store problemer

Big Science er en betegnelse for forskning der er helt ude på kanten af det mulige, hvor man skal bruge store og enormt komplicerede maskiner og mange penge for at gøre nye opdagelser.

Tænk på CERNS ringformede partikelaccelerator, der er 26 kilometer i omkreds, som forskere bruger til at undersøge atomers mindste bestanddele.

Eller tænk på det kommende ELT-teleskop, der med sine 30 meter brede spejle skal kigge længere ud i universet end vi mennesker nogensinde har kunnet før.

Den slags projekter kræver ekstrem know how. Og det er branchen samlet i København for at udveksle.

Dybest set handler den type forskning om at blive klogere på vores univers, og på, hvordan vi kan løse de problemer vi står med akut, siger direktøren for XFEL, verdens kraftigste røntgenmikroskop, Robert Feidenhans'l til DR Viden:

- Vi jagter løsningerne på nogle af de mest komplekse problemstillinger verden står overfor. Tag bare energi - hvis vi kan lære de dybere processer i hvordan planter laver og lagrer energi, kan vi løse mange af verdens problemer, siger han.

Almindelige virksomheder skal lege med

Selvom det er forskningsfaciliteter med langsigtede mål, så består de jo af en masse dele - både højt specialiserede, men også almindelige dele, som mange ingeniørvirksomheder kan levere.

Og for at forskerne kan lykkedes med at lave banebrydende opdagelser i fremtiden, skal der opdyrkes en hel underskov af underleverandører, som kan bygge instrumenterne i dag.

Det er meningen med Big Science Business Forum, forklarer Søren Bang Korsholm, seniorforsker ved DTU og stifter af BigScience.dk, en af organisationerne bag Big Science Business Forum:

- Der er brug for leverandører her og nu. Og med konferencen prøver vi at vise frem, at man som virksomhed kan samarbejde med mange af de her førende forskningsinstitutioner, hvis man har interessen, siger han til P1 Morgen.

Ved konferencen er der udover forskningsinstitutionerne, samlet en lang række virksomheder. Flest fra Frankrig og Spanien. Men på tredjepladsen kommer Danmark.

Håbet fra blandt andet Forskningsministeriet er, at Big Science kan blive et vækstområde for Danmark.