Bilfabrik giver robotskeletter til sine arbejdere

Exoskeletter skal hjælpe arbejdere, der hver dag laver 4.600 løft med det, der svarer til en tung melon.

Mange universiteter og virksomheder arbejder på at udvikle exoskeletter, der kan give for eksempel fabriksarbejdere udholdenhed og gorillakræfter. (© Ford)

Hvis du vil have nogle ekstra muskler, så kan du begynde at pumpe noget jern og svinge med nogle kettlebells.

Eller du kan købe et exoskelet.

Det er et slags mekanisk skelet, som du monterer på kroppen, så du får ekstra power og udholdenhed i for eksempel overkrop og arme.

Det kan du for eksempel bruge, hvis du har et fysisk arbejde, hvor du skal løfte tunge ting. Eller hvis du står ved et samlebånd.

Den amerikanske bilfabrikant Ford er netop begyndt at give exoskeletter til arbejdere, der dagligt laver de samme løft og gentagelser.

Det er et eksempel på, hvordan teknologien langsomt er ved at blive en del af vores hverdag. Men hvis du drømmer om fremtid, hvor du kan tage et robotskelet på og løfte 200 kilo, så er der langt igen.

- Vestene hos Ford er tilpasset den specifikke arbejdsopgave, så de fungerer ikke på for eksempel skraldemænd i Danmark, siger Jørgen Christian Larsen, der er Ph.d. og civilingeniør i robotteknologi på Syddansk Universitet.

Løft melon 4.600 gange

Det er nemlig ikke de mest avancerede exoskeletter, som Ford er begyndt med. Der er ingen batterier eller motorer i vestene. Derimod er der mekanik, som hjælper og støtter overkrop og arme, når der bliver lavet løft i hovedhøjde.

For nogle af arbejderne svarer det ifølge Ford til, at de 4.600 gange om dagen løfter en melon eller en pose mel op over hovedet.

I første omgang bliver vestene uddelt på 15 fabrikker over hele verden, hvor de kan bruges af 75 arbejdere.

Det er ikke mange, for Ford har 200.000 ansatte. Men Ford har testet exovestene i halvandet år på en enkelt fabrik, og har planer om at rulle dem og andre typer exoskeletter ud i større skala.

- Vi er begyndt med at fokusere på en enkelt type exoskelet, og så udvider vi det derfra, siger Marty Smets, der er Fords tekniske ekspert på menneskelige systemer og virtuel produktion, til tech-mediet Engagdet.

Og der er god grund til at begynde i det små, siger Jørgen Christian Larsen.

- Det bliver meget mere komplekst, når der er batterier og motorer, og der er nok en grund til, at Ford ikke går den vej endnu. For der bliver lavet tests, men de virker kun i laboratorier, og er ikke færdigudviklede tli at komme ud i virkeligheden, siger Jørgen Christian Larsen.

Exoskeletter fra Aalborg

Der er masser af virksomheder, institutioner og universiteter, der over hele verden arbejder på langt mere avancerede exoskeletter.

Blandt andet har forskere på Aalborg Universitet udviklet et kugleled, der er lige så avanceret som leddene i den menneskelige krop.

Projektet er lavet i samarbejde med et amerikanske hospital og testet på børn med en sygdom, som gør, at de ikke har nogen biceps.

Løft som en gaffeltruck

Japanske Panasonic forudser, at exoskeletter vil blive almindelige indenfor eksempelvis landbrug, fragt og byggearbejde inden de næste 15 år.

Men de vil også kunne bruges af for eksempel sygeplejersker og tjenere, siger Tyler Clites, der er ph.d-studerende på Biomechatronics Lab, som hører under Massachusetts Institute of Technology, til BBC.

- I dag kan man bruge en gaffeltruck til at løfte tunge ting, men hvis man kunne tage et exoskelet på og gøre det samme, vil man også bedre kunne relatere sig til den opgave, man laver, siger Tyler Clites til BBC.

Men det er vanskeligt at sætte en dato på, hvornår exoskeletter bliver almindelige, siger Jørgen Christian Larsen.

- Jeg ved ikke, om jeg tør bruge ordet "almindeligt". Men vi vil se dem meget mere indenfor 15 år, siger Jørgen Christian Larsen.

Så hvad med drømmen om at kunne købe et exoskelet, så du kan løfte 200 kilo?

- Exoskeletter er ikke 50 år ude i fremtiden. Men det bliver ikke en julegave, som du kan få indenfor de næste fem år, siger Jørgen Christian Larsen.

Facebook
Twitter