Bitcoin sluger strøm som aldrig før

Hele Danmarks strømforbug er lavere end kryptovalutaens mindst mulige strømforbrug.

Størstedelen af Bitcoins computerkraft og strømforbrug stammer kæmpe bitcoin-farme, som tjener penge på at høste bitcoins. (Foto: CHRISTINNE MUSCHI © Scanpix)

I december 2017 havde kryptovalutaen Bitcoin sin storhedstid, hvor prisen steg voldsomt og nåede op på knap 20.000 dollars for én enkelt bitcoin.

Prisstigningen skabte stor opmærksomhed. Og det blev også hurtigt klart, at der var en bagside til den digitale mønt - energiforbruget.

Folk lægger nemlig en masse computerkraft til Bitcoin-netværket i håb om at få bitcoins.

Et estimat fra Digiconomist anslog i december Bitcoin-netværkets strømforbrug til at være på størrelse med hele Danmarks strømforbrug.

I dag er prisen på én bitcoin faldet til 6.500 dollars, men strømforbruget er ikke faldet.

Bitcoin bruger stadig enormt meget energi. Det seneste estimat fra Digiconomist viser, at Bitcoin-netværket bruger 73 TWh om året, hvilket er en fordobling i forhold til december.

Selv minimum for strømforbrug er et enormt tal

Digiconomists tal er blevet kritiseret for at være for høje. Men Alex de Vries, der er står bag Digiconomist, har udregnet et minimum for Bitcoin-netværkets strømforbrug.

Detaljerne i beregningerne fremgår af en videnskabelig artikel, der i foråret blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cellpress.

Det er udregnet ud fra den samlede computerkraft på Bitcoin-netværket, og så Alex de Vries har kigget på en af de maskiner, der giver mest computerkraft i forhold til strømforbruget.

På den måde udregner han Bitcoin-netværkets strømforbrug til minimum at være på 2,55 gigawatt, hvilket svarer til 22,34 TWh om året.

Minimum overgår Danmarks elforbrug

Alex de Vries forklarer, at det tal kun er steget siden, at han offentliggjorde artiklen, da den samlede computerkraft på Bitcoin-netværket også er steget:

- Jeg lavede en ny beregning af minimale strømforbrug for et par dage siden, og der lå det på omkring 40 TWh om året, siger Alex de Vries.

Det betyder altså, at det mindst mulige strømforbrug for Bitcoin nu overgår Danmarks samlede strømforbrug.

Og Alex de Vries forklarer, at det tal er for lavt, da det tal går ud fra, at det er de mest effektive maskiner, der bliver brugt, hvilket ifølge ham ikke er sandsynligt. Og så er køling er heller ikke medregnet, som normalt er et stort problem.

Derfor vurderer Alex de Vries, at det rigtige tal med garanti vil være endnu højere.

Strømforbrug er ved at stabilisere sig

På Digiconomists index kan man se, at Bitcoins strømforbrug har holdt sig på et stabilt niveau de seneste par måneder.

En graf over Digiconomist estimat for Bitcoins energi forbrug det senest år. (© Digiconomist)

Det forklarer Alex de Vries med, at prisen på Bitcoin er faldet, og den efterspørgslen på maskiner, der kan levere computerkraft til Bitcoin-netværket er blevet mættet.

Derfor skal der ske noget før, at energiforbruget for Bitcoin begynder at stige igen.

- Enten skal prisen gå op eller brugen af Bitcoin skal gå op, så folk betaler mere i transaktionsgebyrer, siger Alex de Vries.

Energivenlig alternativ

De fleste andre kryptovalutaer bruger også metoder som Bitcoin, der kræver rigtig meget computerkraft og energi, derfor bliver muligheder for andre grønne alternativer undersøgt.

I lang tid har der eksempelvis været planlagt en opdatering for Ethereum, der er den næstmest værdifulde kryptovaluta efter Bitcoin. Opdateringen skal gå over til den mere energivenlige metode 'Proof of Stake'.

Ved 'Proof of Stake' slipper man for at bruge computerkraft i store mængder som ved Bitcoin.

Men Ethereum er endnu ikke gået over til 'Proof of Stake', og det skyldes ifølge Lasse Birk Olesen, der medstifter af Bitcoin-børsen Coinify, at det er bøvlet at skifte til en anden metode.

- Det er lidt ligesom at bygge en rumraket. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, siger Lasse Birk Olesen.

Derfor er det nemmere at starte fra bunden, og det har man gjort med den forholdsvis nye kryptovaluta Tezos, der bygger på 'Proof of Stake'. Metoden mangler dog endnu at bevise sig på en større skala.

- 'Proof of Stake' har ikke fået sin endelige test endnu. Men indtil videre så ser det positivt ud med hensyn til Tezos, som teknisk har fået en god start, siger Lasse Birk Olesen.

Og den gode start er positiv, forklarer Lasse Birk Olesen, fordi 'Proof of Stake' er det centrale i forhold til energivenlige alternativer til Bitcoin.

Facebook
Twitter