Mange har en idé om, at internettet er trådløst og findes et sted oppe i ”skyen”.
Men internettet er faktisk en fysisk ting. Det rejser gennem millioner af kilometer lange kabler, der ligger på verdens havbunde. Kablerne sørger for, at telefonopkald, internet og anden data bliver sendt rundt i verden. Det kan du læse mere om her.
På internettets rejse er der masser af mellemstop rundt i verden, hvor folks internetforbindelser samles i større eller mindre såkaldte krydsfelter.
Herhjemme er der blandt andet sådan et i nærheden af det gamle Carlsberg på Vesterbro i København.
Men nogle gange er krydsfeltet mere end en samling af forbindelser. For store internetgiganter placerer deres mest brugte data i mini-centre i nogle af krydsfelterne. Det skal sikre, at du får dit indhold så hurtigt og billigt som muligt.
På Carlsberg har internetleverandøren Fiberby derfor også server-skabe stående.
- Hvis du sidder på Vesterbro og søger på nettet, så rejser dine data ned i ledninger i din kælder og bliver sendt over til det her center, siger Mark Bailey, der er systemarkitekt hos Fiberby.
Selve den trådløse del af rejsen går faktisk kun fra din computer og til din router. Fra routeren bliver trafikken fysisk og sendt gennem kabler og datacentre. Og det kan være svært at forstå for mange, fortæller direktør i Fiberby, Jacob Frederiksen:
- Mine egne børn er af den generation, der er helt sikker på, at alt internet er noget fluffy noget, der er trådløst. Og når de gamer, skælder de mig ud, fordi internettet er dårligt. Men det er altså fordi, at deres wifi er dårligt sat op, siger han.
Google bor lige i nærheden
I krydsfeltet på Vesterbro har Google blandt andet en server til at stå. Det betyder for eksempel, at når Fiberbys kunder googler en kattevideo eller en opskrift, så rejser deres anmodninger ofte ikke længere end rundt om hjørnet.
- Så får de faktisk svar fra Googles kasse, som står her på Vesterbro, siger Mark Bailey Fra Fiberby.
- For os betyder det, at vi sparer data. Vi skal ikke sende dataene ind og ud af Fiberbys netværk. Samtidig får brugerne et hurtigere svar, fortsætter han.
Ligesom Google har andre medier også et netværk af lokale servere i Danmark, for eksempel streamingtjenesten Netflix.
Internetudbydere deler servere
Hvis dataene ikke ligger på et mellemstop som på Vesterbro, kan det være, at en internet-søgning skal igennem et søkabel og måske helt til USA for at finde det, som kunden ønsker at søge frem på sin computer.
Men det kan også være, at en anden internetudbyder har et datacenter i nærheden, hvor dataene er tilgængelige.
Og så kan trafikken gå igennem, det der hedder internet exchanges. Det fungerer kort sagt som gammeldags telefoncentraler. Her mødes mange internetudbyderes forbindelser og udveksler data.
Hos Interxion i Ballerup mødes over 50 internetudbyderes kabler. Det er et af Danmarks største datacentre, og det er topsikret.
- Hvis det data, du skal tilgå, sidder i et andet netværk end din specifikke internetudbyders netværk, så bliver trafikken udvekslet henover Interxions datacenter til det andet netværk, siger Brian Bade, der er new business sales director i Interxion.
Store dele af internettrafikken ryger forbi Interxions netværk.
- Enten bliver tingene produceret og distribueret herfra. Eller også ryger det forbi datacenteret, siger Brian Bade og fortsætter:
- Det kan være en lang vej. Man kender aldrig præcist til vejen. Sådan fungerer internettet. Trafikken kan løbe ad forskellige veje.