Brugere i chok: Facebook logger alle sms’er og telefonopkald

Flere Android-brugere har fået sig en slem overraskelse over Facebooks dataindsamling. Facebook undskylder sig med, at brugerne selv har givet tilladelse.

Facebook samler detaljerede oplysninger om mange Android-brugeres sms'er og teelfonopkald. Det kommer bag på en del brugere. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Bølgerne omkring brug og misbrug af Facebook-data har gået særdeles højt den seneste uges tid.

Afsløringen af, hvordan firmaet Cambridge Analytica har fået adgang til - og misbrugt - Facebook-brugernes personlige data, har fået en række brugere til at slette deres Facebook-konto.

På de sociale medier kører der en kampgane med hashtagget #deleteFacebook, og de personer, der har fulgt den opfordring, har i flere tilfælde fået sig endnu en ubehagelig overraskelse.

Som led i at lukke en sin konto får man mulighed for at downloade alle de oplysninger, Facebook har om en. Her viser det sig, at det sociale medie har indsamlet detaljerede oplysninger om alle sms-beskeder og telefonopkald fra flere Android-brugere.

Twitter-brugere deler deres fund

På Twitter har flere folk delt deres ubehagelige fund.

Dylan McKay fra New Zealand har skrevet en længere tråd, hvor han viser hvilke informationer, der er tale om. I et tweet skriver han:

- Metadata om hver eneste tekstbesked jeg nogensinde har modtaget eller sendt. Til oplysning: Jeg bruger ikke Messenger til at sende sms’er.

- Og metadata om hvert eneste mobilopkald jeg nogensinde har foretaget inklusiv tid og længde.

Flere andre brugere stemmer i:

- Åh, wow filen med mine slettede Facebook-data indeholder info omkring hvert eneste mobilopkald og hver eneste tekstbesked, jeg har sendt i et års tid. Cool - slet ikke skræmmende, lyder det ironisk fra Mat Johnson.

Facebook: Brugerne har selv accepteret

At den negative omtale påvirker Facebook, er tydeligt. Firmaet har således svaret i et blog-indlæg, hvor de lægger skylden tilbage på brugeren.

- Du har måske læst, at Facebook har logget folks telefonopkald og sms’er uden deres tilladelse. Dette er ikke korrekt, skriver Facebook, inden de giver sig i kast med en forklaring.

- Logning af opkalds- og beskedhistorikken er en opt-in feature (noget du aktivt skal sige ja til, red) for folk, der bruger Messenger og Facebook Lite på Android. Det hjælper dig med at finde og forblive forbundet til de mennesker, du holder af, og giver dig en bedre oplevelse på tværs af Facebook, lyder det i Facebooks vanlige marketings-sprog.

Sms + telefonopkald + kontaktinfo = detaljeret log

Sammen med funktionen, som synkroniserer alle kontakter fra adressebogen med Facebook (og som mange brugere har slået til ), betyder det altså, at der bliver genereret en super detaljeret log over Android-brugernes opkalds- og beskedhistorik. Herunder hvem man har kontaktet.

Men det er ifølge Facebook slet ikke noget problem.

- Dine oplysninger er sikkert gemt, og vi sælger ikke denne information til tredjepart, lyder det ganske tonedøvt fra Facebook i lyset af den verserende sag om Cambridge Analytica.

Som en trøst minder Facebook om, at de ikke indsamler indholdet af beskederne eller telefonsamtalerne, men kun oplysninger om, hvornår de har fundet sted - og med telefonopkald også hvor længe, de har varet.

Import af kontakter er en del af problemet

Selvom Facebook påstår, at brugerne selv har givet tilladelsen, så er det altså ikke noget brugerne erindrer, de har gjort.

Ifølge mediet ArsTechnica kan det blandt andet skyldes, at den oprindelige tilladelse på Android-telefoner er givet af brugeren i forbindelse med den førnævnte import af kontakter fra adressebogen.

Tidligere var det nemlig en del af pakken, som brugere blev nødt til at acceptere, hvis de ville importere deres kontakter.

I slutningen af 2017 har Google ændret Android, så der specifikt skal spørges om tilladelse til de forskellige typer data-indsamling.

Grunden til, at det kun rammer Androidbrugere - og ikke folk der har en iPhone-, er, at Apple aldrig har tilladt denne form for dataindsamling.

Guide: Sådan slår du synkronisering af kontakter fra

Hvis du er blandt de mange, der har givet Facebook lov til at gå på rov i din adressebog og eventuelt at logge alle dine beskeder og telefonopkald, guider vi her til, hvordan du slår det fra igen:

Messenger:

  1. 1

    Åbn din Messenger-app.

  2. 2

    Tryk på dit profilbillede.

  3. 3

    Tryk på ‘Personer’.

  4. 4

    Deaktiver ‘synkroniser kontakter’.

I Facebook-appen på Android:

  1. 1

    Åbn Facebook-appen.

  2. 2

    Tryk på ikonet med de tre streger.

  3. 3

    Tryk på Appindstillinger.

  4. 4

    Tryk på Løbende overførsel af kontakter.

  5. 5

    Slå indstillingen fra.

  • Du kan også trykke på ‘Synkroniser din opkalds- og sms-historik’ for at deaktivere den indstilling, som giver Facebook tilladelse til at indsamle data om dine sms’er og telefonopkald - altså den problematik som er nævnt i artiklen.

I Facebook-appen på iPhone eller iPad:

  1. 1

    Tryk på ikonet med de tre streger.

  2. 2

    Tryk på Indstillinger Kontoindstillinger Generelt.

  3. 3

    Tryk på Overfør kontakter for at slå indstillingen fra.

  • Som nævnt kan der på Apple-enheder ikke indsamles data om dine telefonopkald eller sms’er, og derfor kan det hellere ikke slås fra.