Canadisk firma har opfundet usynlighedsteknologi

Opfindelsen skal i første omgang bruges af militæret.

Måske har du engang drømt om superevnen til at gøre dig usynlig, eller at der i bedste Harry Potter-stil lå en usynlighedskappe under juletræet til dig.

Så er teknologien nu et skridt tættere på at kunne gøre de drømme til virkelighed.

Det canadiske firma Hyperstealth har nemlig udviklet et materiale, de kalder Quantum Stealth, der fungerer som en slags camouflage. Man bliver ikke helt usynlig, men materialet dækker og slører, hvad der er bag det.

Materialet er næsten papirstyndt, og så er det billigt at producere. Faktisk er det samme teknologi, som man bruger på eksempelvis billeder, der skifter, alt efter hvordan man vender og drejer det.

Teknologien gør brug af fysikkens lov om lysbrydning også kendt som Snells lov, der handler om, hvordan lysets retning bøjes fra et materiale til et andet. Det er for eksempel derfor, at en ske ser ud, som om den er bøjet, hvis den er i et glas med vand.

Materialet her bøjer altså også lyset, så genstande eller mennesker, der står med camouflagepladerne med en vis afstand, vil blende ind og blive usynlige.

I første omgang er planen, at militæret skal have gavn af den nye camouflageteknik.

Facebook
Twitter
Emner: