Corona-appen er udkommet: Her er, hvad den kan

Efter en hård fødsel udkommer Danmarks corona-app, Smittestop.

Appen registrerer andre telefoner, hvis du har stået tæt på dem i længere tid. Derefter kan du give dem anonymt besked, hvis du bliver testet og viser dig at være smittet med Covid-19.

21.06: Tilføjet citater med Magnus Heunicke (S)

Danmarks officielle app i kampen mod coronasmitten er nu klar til at blive hentet ned til din telefon.

Appen skal hjælpe med at optrevle og stoppe corona-smittekæder, inden de løber løbsk. Lige nu er det op til Styrelsen for Patientsikkerhed - sammen med den smittede selv - at opspore de nære kontakter, man har haft i perioden op til den positive test.

Det er den opgave, appen skal være et supplement til, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

- Vi kan jo kun smitteopspore dem, vi kender og dem, vi har navne og telefonnumre på. Den her app skal opspore alle de andre – de skjulte smittekæder. Derfor er det et vigtigt redskab. Så jeg håber virkelig på, at folk vil være med på den, downloade den og bruge den, siger han.

Sådan virker den

Smittestop bygger på Apple og Googles bluetooth-løsning exposure notifications, det vil sige, at den både kan bruges på iPhones og på Android-mobiler.

Den bruger din telefons bluetooth-signal til at registrere og huske, hvem du har mødtes med. Men møderne gemmes anonymt på din egen telefon og ikke på en central server. Myndighederne kan altså hverken snage i, hvem du har været sammen med, eller hvor I mødtes.

Se i denne trin-for-trin-guide, hvordan Smittestop virker:

Bliver du testet og får et positivt resultat, der viser, at du er smittet med Covid-19, kan du vælge at give besked til de andre app-brugere, du kunne have udsat for smittefare. Her lader Google/Apple det være op til det enkelte land at fastsætte, præcis hvor langt og tæt et møde skal være.

I den danske Smittestop-app har sundhedsmyndighederne defineret smittefare som, at man har haft kontakt med en Covid-19-positiv app-bruger i mere end 15 minutter på en afstand på cirka en meter - en måling, der estimeres ud fra bluetooth-signalstyrken.

Endelig har myndighederne bestemt, at mødet skal være foregået, i perioden fra to dage før symptomerne startede og indtil otte dage senere, fordi det er i den periode, man smitter mest. Som bruger vil man blive spurgt til, hvornår symptomerne viste sig, i det øjeblik man anonymt indberetter til appen, at man er smittet.

De andre app-brugere, du måtte have udsat for smittefare, vil altså ikke få at vide, hvem der er testet positiv. De vil blot få en notifikation om, at de har været tæt på en person, der er blevet testet og har fået et positivt resultat for nyligt. De vil så få anbefalinger til, hvad de skal gøre - herunder at tage en coronatest.

Det er selvfølgelig kun muligt at give besked til folk, der rent faktisk også har downloadet og bruger appen. Dens effektivitet er derfor fuldstændig afhængig af, at mange vælger at bruge appen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke vil dog ikke sætte tal på, hvor mange der skal bruge den, for at han vil betegne appen som en succes:

- Jeg kommer ikke til at sætte tal på, men beskeden er helt klar: Det er et godt redskab, og det er vigtigt for, at vi kan få stoppet smittekæderne.

Norsk app har ikke fundet én corona-smittet

Den danske app deler navn med Norges app, der udkom allerede i april.

Men her har appen ikke ført til én eneste positiv coronatest endnu, oplyser Folkehelseinstitutt til DR. Samtidig er appen midlertidigt lukket ned, fordi den har fået kritik for omfattende overvågning af borgerne.

Alligevel er det nemt at forestille sig scenarier, hvor appen - i hvert fald i teorien - vil kunne være anvendelig.

Eksempelvis da 15.000 mennesker mødtes til Black Lives Matter-demonstration i København, hvilket fik læger og virologer til at frygte for en smitteopblomstring, hvis en superspreder skulle have været til stede. Fodboldkampe, fitnesscentre, biografer eller storcentre er andre steder, hvor man kan have stået side om side med fremmede folk i længere tid.

- Der er mange eksempler, hvor vi er sammen med mennsker, vi faktisk ikke lige kender. Det vil sige, at det er umuligt at opspore de mennesker, med mindre vi har noget teknologi, siger Magnus Heunicke.

Vil du kalde det samfundssind at downloade den her app?

- Vi vil jo alle sammen godt have så åbent et samfund som overhovedet muligt. Men man kommer ikke udenom, at der kommer til at være skjulte smittekæder. Og der kommer den her app til at være et meget, meget vigtigt redskab, hvis altså vi får mange til at downloade den. Og det er altså opfordringen.

Professor: App er kun et supplement

Ifølge Søren Riis Paludan, der er virolog og professor ved Institut for Biomedicin på Århus Universitet, er appen et godt supplement til den manuelle smitteopsporing:

- Jeg synes, det er ét af flere værktøjer, som jeg tror, kan bruges. Specielt nu, hvor vi har gode testfaciliteter, siger han.

- Det er en god måde at smide et tætmasket net under os.

Appen må dog ikke blive en falsk tryghed, siger han. Smitten kan nemlig også ske ved helt kortvarig kontakt, mens appen kun vil advare dig om kontakter på mere end 15 minutter:

- Den vil overse en masse smittetilfælde. Det er ikke sådan, at virus tænker: "Nå, nu er der gået 15 minutter. Så er det tid". Hvis en person nyser dig i hovedet, så kan smitten ske dér.

Skal appen være en succes, er det dog afgørende, at man fortsætter med at have testfaciliteterne til rådighed, siger han:

- Appen kommer til at skyde for bredt, men det er sådan set meningen. Den kommer til at sende for mange beskeder, men det er helt okay.

Screendump fra Smittestop til iOS

Ikke alle funktioner klar i første version

Selvom det efter alt at dømme bliver meget småt med turister herhjemme denne sommer, så burde du via appen kunne give besked til den tysker, som du har udsat for smittefare i køen til iskiosken. I hvert fald på et tidspunkt.

Apple/Googles løsning betyder nemlig, at appen teknologisk set virker på tværs af landegrænserne. Men første version af appen fungerer ikke sammen med andre landes apps, fremgår det af Smittestop.dk.

Tyskland er et af de få lande, der allerede har lanceret en app med Apple/Googles løsning - det skete tidligere i denne uge. Appen er i øjeblikket den mest downloadede i den tyske App Store.

Smittestop, som appen hedder, har haft en hård fødsel. Første udkast måtte skrottes, efter kritikere harcelerede over dens dataindsamling og overvågning, der gik langt ud over det nødvendige for at udføre dens funktion - nemlig at finde og advare potentielt coronasmittede. Senere sadlede regeringen om for at satse på tech-giganterne Apple og Googles bluetooth-teknologi.

Med valget af Apple/Googles bluetooth-løsning stod det imidlertid klart, at myndighederne og regeringen ikke længere ville få data om, hvem der mødtes med hvem og hvor ofte. Informationer, som ellers kunne give myndighederne viden om, hvorvidt vi overholdt corona-restriktionerne og holdt afstand. Den slags overvågning tillader Apple/Googles løsning ikke.

I stedet ønskede man at lade brugerne frivilligt dele data om eksempelvis, hvor mange kontakter de har haft med hinanden om dagen. Den funktionalitet er ifølge DR's oplysninger ikke blevet klar til første version af appen.

Rettelse: Det har tidligere fremgået, at Smittestop var 'flere måneder' forsinket. Dette er ikke korrekt. Myndighederne havde tidligst arbejdet med en lanceringsdato 30/4.