Corona-syge kan ikke melde sig syge i smitteapp med det samme efter hurtigtest

Hos Falck opdaterer man kun data om smittede en gang om dagen. Det bremser smitteopsporingen, siger ekspert.

I sidste uge annoncerede Sundheds- og Ældreministeriet, at Smittestop nu også ville virke med private testudbydere. Men sløv indberetning fra leverandørerne kan betyde, at hurtigtestene mister deres fordel, siger ekspert. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Hvis du bliver testet positiv for coronavirus med en hurtigtest, så kan det blive en langsom affære, hvis du bagefter vil melde dig smittet i den danske smitteopsporings-app Smittestop.

Flere private udbydere indberetter nemlig kun testresultater én gang i døgnet, og det er ifølge Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, et problem for den danske smitteopsporing.

- Det er uhensigtsmæssigt, fordi det hele handler om hurtighed. Fordelen ved hurtig smitteopsporing igennem Smittestop ryger, forklarer han.

Borgere, der er testet positiv med en hurtigtest, kan altså risikere, at de ikke kan melde sig smittede i Smittestop, fordi appen er forbundet med en database over testresultater.

Hvis det positive resultat ikke står i databasen, kan man ikke melde sig syg, så de folk, man har været tæt på kan få besked igennem appen.

Resultater overføres ikke så hyppigt

Da Sundheds- og Ældreministeriet i sidste uge annoncerede, at Smittestop-appen nu også virkede med private testudbydere, var det med to forbehold.

For det første er ikke alle teststeder koblet op med Smittestop endnu, og for det andet går indberetningen langsommere end med de offentlige PCR-test.

- Data fra de private testudbydere overføres ikke så hyppigt til appen, som data fra de offentlige teststeder, skrev ministeriet i en pressemeddelelse.

Falck er en af de udbydere af private hurtigtest, der kun indberetter testsvar en gang i døgnet. Falcks pressechef, Lisbeth Nedergaard, siger dog, at hastigheden kan sættes op, hvis myndighederne beder om det. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Falck er en af de leverandører af hurtigtest, som kun indberetter testresultater til MiBa, der er den danske mikrobiologidatabase som Smittestop arbejder sammen, én gang i døgnet. Også virksomheden virustest.nu indberetter en gang dagligt.

- Vi indrapporterer data en gang i døgnet, som Statens Serum Institut skal videreføre til smittestop-appen. Vi arbejder meget stærkt på at gøre det med en hyppigere frekvens, siger Lisbeth Nedergaard, der er pressechef hos Falck.

Ville I godt kunne indberette jeres resultater oftere, hvis det var det, de bad om?

- Ja, det kan vi godt. Det forestiller jeg mig ikke er et problem, forklarer hun.

Storstilet testprojekt kan miste fordel

I sidste uge meldte Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S) ud, at regeringen anlægger en storstilet teststrategi, hvor borgerne skal testes 2 gange om ugen.

Den enorme opgave skal løftes af et samarbejde mellem offentlige og private teststeder og bestå af både PCR- og hurtigtest.

Viggo Andreasen er bekymret for, at den langsomme indberetning kan koste vigtig tid for smitteopsporingen.

- For at smitteopsporingen kan virke, skal den smittede få besked højst 2-3 dage efter, man er blevet smittet. Så der er ikke ret meget tid at løbe på. Men hvis man så lægger data ind sent, så mister man noget af den fordel, der er ved hurtigtest, siger han.

Sundheds- og Ældreministeriet har tidligere sendt et skriftligt svar til DR Nyheder:

- Private testudbydere indberetter prøvesvar til MiBa med forskellige hyppighed, hvor nogle af testudbyderne kun indberetter prøvesvar til MiBa 1 gang dagligt, mens andre indberetter flere gange dagligt, skriver ministeriet.

Af svaret fremgår det også, at når først prøvesvarene er afleveret fra de private testudbydere går det relativt hurtigt med at sende dem videre til Smittestop-appen, hvorefter den covid 19-ramte kan melde sig syg igennem appen.

DR arbejder på at få en kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. Vi vil gerne spørge, om han har tænkt sig at kræve af de private testudbydere, at de indberetter prøvesvar hyppigere end én gang i døgnet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter