Dårligt nyt for Facebook? Google vil gøre det sværere at indsamle data om Android-brugere

Da Apple lavede lignende ændringer sidste år, kostede det Facebook 65 milliarder kroner.

Google vil begrænse muligheden for at spore brugernes færden i apps. Men vil samtidig finde en løsning, så annoncører stadig kan markedsføre målrettet. (Foto: MARKO DJURICA © Ritzau Scanpix)

Har du en Android-telefon?

Så kan du muligvis se frem til mere beskyttelse af dit privatliv.

Det er i hvert fald, hvad Google, der står bag Android-styresystemet, nu lægger op til med udviklingen af deres såkaldte ‘Privacy Sandbox’.

Tech-giganten vil i løbet af de næste to år begrænse muligheden for at overvåge og indsamle data om din færden i de apps, du har installeret på din Android-telefon eller -tablet.

Dermed vil virksomheder ikke kunne snage lige så meget i dit privatliv, som de normalt er afhængige af for at kunne målrette annoncer.

- Brugere forventer privatliv både på nettet og på forskellige apps. Derfor udfaser vi nu, at man som bruger bliver tracket på tværs af internettet og digitale tjenester, siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef hos Google.

Google går dermed i samme retning som Apple, der sidste år lavede lignende privatlivsindstillinger for deres brugere.

Apples tiltag har fået store konsekvenser for virksomheder, der lever af at målrette annoncer på nettet. Og ligeledes for sociale medier som Facebook, der indsamler data og deler dem med annoncørerne.

Ifølge Meta, selskabet bag Facebook, har Apples tiltag kostet det sociale medie mere end 10 milliarder dollars (65 milliarder kroner).

Googles nye initiativ kan derfor også ramme Facebook, mener Pernille Tranberg, der er dataetisk rådgiver:

- Det er et af de firmaer, der tjener allerflest penge på data. Det vil også ramme masser af andre, men i meget mindre grad end Facebook.

Ikke det samme som Apple

Der er dog en stor forskel på Apples og Googles ændringer.

Google vil nemlig finde en løsning, hvor annoncører stadig kan servere målrettede annoncer. Helt præcis hvordan det kommer til at ske, skal Google nu finde ud af med input fra industrien.

- Små og mellemstore virksomheder skal stadig kunne annoncere effektivt, da de er afhængige af det, siger Jesper Vangkilde.

Men horfor skal der går to år. Er det ikke at trække det i langdrag?

- Hvis vi ændrede det her over natten, vil det få store negative konsekvenser for hele industrien, der ikke længere vil kunne annoncere på en god måde. Derfor udvikler vi det her i fuld åbenhed og med en respekt for, at mange millioner virksomheder også kan følge med.

Ifølge Pernille Tranberg er den grundlæggende forskel på Apple og Google, at Apple lever af at sælge dyre produkter, mens Google til dels er afhængig af data.

Derfor har det ikke været nødvendigt for Apple at finde frem til en metode, der tager hensyn til annoncørerne. Men det er Google nødt til, og det er ikke uden grund, at de kommer med en tidshorisont, der hedder to år, mener Pernille Tranberg:

- Det er en meget stor pengemaskine for dem og for alle dem, som er med i økosystemet. De vil blive upopulære, hvis de stopper nu.

Hun er generelt positiv overfor Googles tiltag, men er også skeptisk. Hun vil først se, hvad løsningen ender med at blive, før hun ved, om hun er rigtig glad.

- Jeg er skeptisk, fordi der er masser af andre spillere i det her økosystem, som vil presse på for, at det vil blive stoppet eller trukket i langdrag, fordi vi har et internet i dag, som er baseret på betaling med data.

(Foto: Graf: Ingeborg Munk Toft © DR)
(Foto: Grafik: Ingeborg Munk Toft © DR)

Det hele afhænger af løsningen

Mens Pernille Tranberg er bekymret for privatlivet, er Halfdan Timm optaget af, om Google finder en løsning, der rent faktisk kan komme virksomhederne til gavn.

Halfdan Timm er partner i marketingsbureauet Obsidian Digital, som hjælper danske virksomheder med at sælge deres produkter via for eksempel Facebook og Google.

- Den gode nyhed er, at vi har to år til at finde en løsning. Men den dårlige nyhed er, at hvis vi ikke gør det, så vil det gøre det sværere for virksomheder at lave markedsføring, siger han.

For annoncørerne er det en fordel at følge med i, om brugerne klikker på annoncerne, og om de vælger at købe produktet eller ej. På den måde kan de se, om deres annoncer kan betale sig.

- De her teknikker som Google og Apple stiller til rådighed, muliggør at man kan se, om ens annoncering rent faktisk resulterer i nye kunder. Så kan man lade vær med at bruge penge på det, der ikke virker, og i stedet bruge penge på det, der virker, siger Halfdan Timm.

Han er optimistisk når det kommer til at finde en løsning på problemet.

- Den perfekte løsning, tror jeg ikke findes lige nu, men jeg er sikker på, at den faktisk findes. Det er også derfor, at Google nu har lavet en tidshorisont på to år.