Dansk rumprojekt er landet på ISS

Kapslen med rumobservatoriet ASIM er nu ankommet til Den Internationale Rumstation, hvor astronauterne har grebet den med en robotarm.

SpaceXs Dragon-kapsel ankommer onsdag til ISS med Danmarks dyreste rumprojekt til dato, ASIM, ombord. (Foto: Nasa © Scanpix)

Der blev jublet både i Florida, på DTU Space i Lyngby og hos teknologivirksomheden Terma i Lystrup ved Aarhus, da rumobservatoriet ASIM mandag aften blev sendt succesfuldt afsted mod Den Internationale Rumstation (ISS) med en af SpaceXs Falcon 9-raketter.

Og efter halvandet døgns rejse er ASIM netop ankommet til ISS ombord på en Dragon-rumkapsel, som SpaceX rutinemæssigt bruger til at sende forsyninger til rumstationen.

Onsdag eftermiddag omkring klokken 15 dansk tid landede ASIM på ISS.

Da Dragon-kapslen og ISS mødtes, brugte astronauterne en robotarm til at gribe ud efter kapslen, som de hægtede fast uden på ISS.

Et arbejde der foregik, mens både rumstationen og kapsel bevæger sig med omkring 25.000 kilometer i timen rundt om Jorden.

Det tog nogle timer fra, at robotarmen greb fat i Dragon-kapslen til, at den var koblet fast.

Det er mere end 10. gang, at SpaceX bruger Dragon-kapslen til at levere forsyninger til ISS, og astronauterne ombord er efterhånden ret erfarne i at indfange kapslen.

Først om 8 dage bliver selve ASIM monteret udenpå ISS. Den næste uge bruger astronauterne nu på tømme andre ting fra kapslen: Mad og andet udstyr, som er vigtige for dem nu og her.

Den 314 kilo tunge rumkapsel skal bruge det næste lange stykke tid på at fotografere og måle en række lynfænomener i atmosfæren.

Fra Jorden hjælper Andreas Mogensen astronauterne på ISS med at styre robotarmen.

Som at stirre på maling, der tørrer

Dragon-kapslen var i kredsløb om Jorden allerede få minutter efter Falcon 9-raketten blev affyret fra Cape Canaveral i Florida mandag aften dansk tid.

Raketten afleverede kapslen i samme kredsløbsbane som ISS, men i lidt lavere højde. Det sidste halvandet døgn har Dragon-kapslen brugt på at “indhente” ISS, der ligger i en bane ca. 396 kilometer over Jorden.

Andreas Mogensen sidder hos NASA i Houston og styrer den robotarm, der skal gribe Dragon-kapslen, sammen med en astronaut ombord på ISS.

- Det tager tid, når man skal have en rumkapsel til at hægte sig sammen med en rumstation, der har en fart på 25.000 km/t, siger Kim Plauborg, afdelingsleder for rumelektronik i virksomheden Terma, der står for den tekniske del af ASIM-missionen.

Men selvom mødet mellem ISS og Dragon foregår ved voldsomme hastigheder, foregik selve processen med at få grebet kapslen og få hægtet den fast utrolig langsomt, fortæller Kim Plauborg.

- Jeg har en kollega, der sammenligner processen med at sidde og stirre på maling, der tørrer, griner han.

Facebook
Twitter