Danske Tommy hjælper FBI med at fange oprørere fra stormløbet mod Kongressen

Teknisk kiks fra det sociale medie Parler giver internetdetektiver masser af information om oprørerne.

FBI har åbnet mere end 200 sager og arresteret over 100 mennesker blandt andet på baggrund af tips fra amerikanere, der kunne genkende folk i videoer på nettet. Manden i midten, Jake Angeli, medlem af konspirationsgruppen QAnon, er blevet sigtet. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

- Tag din maske på, jeg vil ikke have dem til at se os.

Sådan lyder det fra en af de amerikanere, der den 6. januar deltog i stormløbet på Capitol Hill i Washtington D.C., i en video, han selv har lagt op på det censurfri sociale medie Parler.

Han vil ikke have, at politiet skal have mulighed for at genkende veninden, der er iklædt en t-shirt med sloganet 'God, Guns, Trump', som han filmer.

Men det er for sent nu.

For nu ligger et billede af hendes umaskerede ansigt på hjemmesiden FacesOfTheRiot. Lokationsdata, der er gemt i videoens metadata, placerer kvinden lige under Capitol Hill-kuplen i midten af kongresbygningen.

En lovovertrædelse, der kan koste år i fængsel, hvis kvinden bliver fanget af USA's nationale sikkerhedstjeneste, FBI.

Computernørder, hackertyper og internetdetektiver, såkaldte arkivister, fra hele verden har de sidste uger sat alt ind på at samle, kategorisere og udstille billeder af oprørerne og informationer, der kan identificere dem.

En af dem er danske Tommy Carstensen, der beskriver sig selv som 'imod fascisme', men ikke er medlem af nogen organisation eller noget politisk parti.

Tommy Carstensen. (Foto: PRIVATFOTO)

'Her kunne jeg endelig gøre en forskel'

Fra en Starbucks i Lima, Peru, hvor han i øjeblikket opholder sig, har Tommy Carstensen, der er uddannet biokemiker, de sidste par uger drevet en hjemmeside, der samler over 1.000 videoer fra stormløbet og deler de data, der ligger gemt i videoerne.

Data om tid, sted og nogle gange med informationer om folks computere eller telefoner. Han har lavet et kort, så man kan se, præcist hvor de forskellige videoer er optaget.

Videoerne kom fra det primært højreorienterede censurfri sociale medie Parler. Med lidt teknisk snilde har man kunnet downloade samtlige videoer på platformen på lovlig vis.

Ved at filtere videoer, der ifølge metadata var optaget ved Kongressen, var det muligt for Tommy Carstensen at fokusere på videoer fra den specifikke begivenhed.

Det amerikanske medie ProPublica har gjort det samme og lavet en omfattende gennemgang af alle videoer fra Parler den 6. januar.

- Parler har klokket i den. Når du uploader en video til Twitter, fjerner de alle metadata, der ligger bag videoen. Det er ikke sket i det her tilfælde, så der ligger rigtig meget data tilgængeligt, siger han.

Tommy Carstensen har selv set 10-11 timers video fra den 6. januar igennem med alt fra fredelige demonstrationer til voldelige angreb på politiet. Da der på Twitter opstod en efterspørgsel efter et værktøj til at identificere oprørerne, gik han i gang.

- Jeg tænkte, at jeg gerne ville skabe en ressource, så videoerne ligger samlet et sted. Så er der folk, der er gået ind og har set videoerne, har genkendt folk og meldt dem til FBI, siger han.

Screenshot fra Tommy Carstensens hjemmeside. Her er alle videoerne fra stormløbet på kongressen, som blev uploadet til Parler, placeret på et kort ud fra de lokationsoplysninger, der lå gemt i filerne. (© Tommy Carstensen)

Tommy er hverken hacker eller softwareingeniør. Han siger, at det var 'nemt' at downloade alle videoerne fra Parler. Og han var motiveret for at gøre en forskel, så FBI kunne fange de oprørere, som han selv kalder 'terrorister'.

- Det frustrerer mig, når demokratiet forfalder i USA, Ungarn, Polen, Danmark og alle andre lande. Her kunne jeg endelig gøre en forskel, siger Tommy Carstensen.

Samarbejder med FBI

Tommy Carstensen og de andre arkivister opfordrer til, at man ikke foretager sin egen efterforskning, men i stedet kontakter FBI, hvis man genkender en person på videoerne.

Selv har Tommy anmeldt en kvindelig oprører til efterretningstjenesten.

- Hun stod og flirtede uden for kongressen og sagde, hun gerne ville have sig en Proud Boy (medlem af højreekstrem gruppe, red.) og gav sin Instagram. Og så så jeg hende i en anden video, hvor hun rendte rundt inde i kongressen, forklarer han.

FBI havde i starten af denne uge modtaget over 140.000 tips og åbnet sager mod over 200 mennesker. Tommy Carstensen har læst flere anklageskrifter, hvor FBI henviser til det arbejde, han og andre har lavet.

Det, du og andre gør - at lægge billeder op oplysninger om folk på nettet - et det ikke doxing (offentliggørelse af personlige oplysninger, red.)?

- Jo

Er det lovligt?

- Jeg har været bekymret for, om vi bryder nogle love vedrørende privatliv. Men jeg har taget hovedet under armen og har tænkt, 'målet helliger midlet', siger Tommy Carstensen og tilføjer:

- Videoerne er gjort offentligt tilgængelige og er optaget på et offentligt sted blandt en forsamling af mennesker. Det er den afgørende faktor for mig.

Artiklen er opdateret d. 25/1 med oplysningen om, at Tommy Carstensen beskriver sig selv som 'imod fascisme'.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter