Datatilsyn giver Facebook den størst mulige bøde

Cambridge Analytica-skandalen ulmer stadig. Nu får Facebook en bøde for at behandle brugeres data skødesløst.

Facebook-stifter Mark Zuckerberg. (Foto: © LEAH MILLIS, Scanpix)

De britiske myndigheder giver nu Facebook en klækkelig bødestraf for to overtrædelser af den britiske databeskyttelseslovgivning.

Datagiganten får en bøde for ikke at beskytte brugernes information godt nok. Og for ikke at være åbne om, hvordan den information, brugerne giver til Facebook, kan høstes af andre end Facebook.

Bøden er den højeste, som det britiske datatilsyn kan uddele. Den er på £500.000, svarende til 4,2 millioner danske kroner. Bøden kommer nok ikke til at ruinere det sociale medie, der i første kvartal af 2018 havde et overskud på 31,69 millarder kroner.

Første bøde i stor undersøgelse

Bøden er den første konsekvens af de britiske myndigheders store efterforskning af, hvordan brug af datanalyse på sociale medier påvirker politik og demokrati.

Datatilsynet har 40 fuldtidsansatte til at efterforske en række spørgsmål. Blandt andet konsulenthuset Cambridge Analyticas brug af dataanalyse til at målrette annoncer i Storbritanniens folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab.

Cambridge Analyticas snedige metoder var bygget på analyser af massevis af data om Facebook-brugere. Problemet var, at brugerne aldrig havde sagt ja til, at konsulenthuset måtte få fingrene i dataen og analysere dem.

Det havde Facebook ret beset heller ikke. Data var indsamlet af akademikeren Alexander Kogan til forskningsformål. Senere solgte han data til Cambridge Analytica i strid med den aftale, han havde med Facebook. Det sociale medie får nu en bøde, fordi det var muligt for Kogan at lave det trick.

Facebook skal svare igen

Girokortet på £500.000 er dog ikke dumpet ind af Facebook-skaber Mark Zuckerbergs postkasse endnu.

Ifølge reglerne har Facebook mulighed for at svare igen på datatilsynets anklager - og det modsvar skal myndighederne tage alvorligt, før de udsteder den endelige bøde.

I Facebooks eneste kommentar til sagen vil virksomheden ikke svare på, om virksomheden vil forsøge at modsætte sig straffen eller ej.

- Som vi tidligere har sagt, burde vi have gjort mere for at undersøge de anklager, der var mod Cambridge Analytica og handlet på dem i 2015. Vi har arbejdet med det britiske datatilsyn og andre landes myndigheder i undersøgelsen af Cambridge Analytica. Vi vil tage stilling til tilsynets rapport og vende tilbage med et svar snart, siger Erin Egan, Facebooks direktør med ansvar for brugernes privatliv, i en skriftlig kommentar, som DR Viden har fået tilsendt.

Svaret skal lande hos det britiske datatilsyn i slutningen af denne måned.

Undersøgelsen fortsætter

Offentliggørelsen af, at det britiske datatilsyn vil straffe Facebook med en bøde, kommer som en enkelt konklusion i en lang foreløbig rapport af tilsynets efterforskning af, hvilen rolle data spiller i det britiske demokrati.

Undersøgelsen er langt fra færdig - og Facebook er formentlig kun det første selskab af mange, der kan se frem til en straf.

I rapporten skriver myndighederne, at de overvejer både bøder og politianmeldelse af Cambridge Analytica og andre data-konsulenthuse. Rapporten beskriver også, at det britiske datatilsyn har advaret 11 britiske partier om, at deres indkøb og brug af data kan være problematisk.

Desuden fortæller tilsynet, at det har fundet problemer med brug af data hos begge sider af den britiske EU-folkeafstemning i 2016.

Både den officielle 'Leave'-kampagne og den officielle 'Remain'-kampagne har tilsyneladende indsamlet og købt persondata fra forskellige steder, hvor tilsynet mener, at personerne ikke har givet samtykke til at få deres data delt til politiske kampagner på den måde.