De sociale medier er blevet danskernes forsamlingshus, når det kommer til at diskutere politik. Men debatten er ikke altid lige lødig eller objektiv.
Ifølge en opgørelse foretaget af Politiken er opslag fra såkaldte junkmedier tilsammen ligeså populære på Facebook som morgenavisen Jyllands-Posten. De tvivlsomme medier lykkes endda med at påvirke den politiske debat.
Og Facebooks egne algoritmer ser faktisk ud til at hjælpe til i spredningen af indhold, der er stærkt holdningspræget eller direkte misinformerer.
Det viser en ny undersøgelse fra analysebureauerne Analyse & Tal og Common Consultancy:
- Vores studier tyder på, at der er en sammenhæng mellem det høje antal delinger og junkmediernes brug af virkemidler, som fx en hård tone, der bliver forstærket af Facebooks algoritmer, fortæller Tobias Bornakke, der er partner i Analyse & Tal.
Tobias Bornakke har været med til at indsamle data på danske junkmediers opslag over de sidste to år og har fundet nogle særlige kendetegn, der giver junkmedierne en fordel i at få spredt deres opslag ud til så mange som muligt.
Ikke talstærke, men dedikerede følgere
Først og fremmest har siderne ikke særligt mange følgere sammenlignet med de etablerede medier, men til gengæld er følgerne langt mere dedikerede:
- De har nogle følgere, der er enormt dedikerede, så deres delinger overgår mange af de store danske medier og når dermed længere ud, selvom deres følgerskare er langt mindre end fx DR eller TV2, fortæller Tobias Bornakke.
Undersøgelsen viser blandt andet, at hvert Facebook-opslag fra de såkaldte junkmedier i gennemsnit har 49 delinger. Opslag fra etablerede medier har i gennemsnit 30 delinger, og politikere og partierne sniger sig op på 33 delinger.
Junkmedierne slår altså medierne af banen, når det kommer til delinger – også selvom de store, nationale medier har mere end 6 gange så mange følgere som junkmedierne.
Hadefuld tale og groft sprog puster til ilden
Hvad er så forklaringen på det her store antal delinger? Ifølge undersøgelsen fra Analyse & Tal kunne en del af forklaringen være mængden af groft og hadefuldt sprog, som man kan finde i kommentarfelterne på junkmediernes Facebooksider.
- Junkmediet lægger en nyhed op om en sag, som de synes er vigtig, og italesætter det i et hårdt sprog. Så vil det blive fulgt op af deres følgere, der engagerer sig og også skriver i en hård tone om det, fortæller Tobias Bornakke og fortsætter:
- Ved at have en følgerskare, der er dedikeret og går op i deres sag, tikker det ind i Facebooks algoritme, der sørger for at sprede det, fordi den kan se, at folk engagerer sig i det.
Og følgerne nøjes ikke bare med at ’synes godt om’. De deler i meget højere grad opslagene og tilføjer sikkert en lang tekst i et hårdt sprog.
Det hårde sprog får måske endnu flere op af stolen, og fordi algoritmen ser, at opslaget får brugerne til at reagere, så forstærker den opslaget, fordi det fanger folks opmærksomhed.
En gratis megafon til alle, der råber
Opmærksomheden er netop de sociale mediers vigtigste valuta.
De fleste sociale medier er bygget til at fange din opmærksomhed, så man kan samle så mange visninger, likes og kliks som muligt.
Dit feed på fx Facebook er en arena, hvor alt indholdet kæmper om dine dyrebare sekunder.
Og din opmærksomhed er lettest at få, hvis indholdet fx gør dig vred eller forarget.
Den mekanisme er, ifølge specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder Lumi Zuleta, ikke uden konsekvenser:
- Her under valgkampen er de sociale medier jo et vigtigt redskab for mange politikere til at komme i dialog med vælgerne. Men tonen afskrækker folk fra at deltage i debatten, og det er særligt kvinderne. Så du får lige pludselig en meget ensidig debat, og det, mener jeg, er en demokratisk udfordring, siger Lumi Zuleta.
Det synspunkt er Tobias Bornakke enig i:
- Vi risikerer at Facebook bliver et sted, hvor alle står og råber. Og dem, der står og råber, får endda udleveret en megafon, siger han.
Facebook er opmærksom på problemet
De fleste sociale medier er bygget til at udbrede indhold, der trækker meget opmærksomhed, og Facebook, der er det største af dem herhjemme, er da også opmærksom på udfordringen.
I Facebooks svar på undersøgelsen, henviser de til et blogindlæg fra november sidste år, hvor stifter og CEO Mark Zuckerberg blandt andet skriver:
- Et af de største problemer, sociale medier står overfor, er, at når de står ukontrollerede, vil folk engagere sig uforholdsmæssigt mere med sensationelt og provokerende indhold. Dette er ikke et nyt fænomen.
I blogindlægget fremhæver Mark Zuckerberg Facebooks egne undersøgelser, der viser, at uanset hvor man trækker stregen, for hvad der er tilladt på platformen, vil indhold, der er tættest på den streg, altid gennemsnitligt få mest opmærksomhed.
Ifølge Mark Zuckerberg er Facebooks fokus primært på at neddæmpe spredningen af misinformation og clickbait, og her mener han, at Facebook kan have fundet løsningen:
- Ved at reducere sensationalisme i alle former skaber vi en sundere og mindre polariseret debat, hvor flere mennesker føler sig trygge til at deltage, skriver han.