'Det er ikke tit, at mennesker er så tæt på at blive ramt af en meteorit'

En meteorit bragede gennem taget og landede på en canadisk kvindes hovedpude.

Der er ingen mennesker, der er døde af at få en meteorit i hovedet, siger dansk ekspert.

Den canadiske kvinde Ruth Hamilton fik sig noget af et chok, da hun en oktober-aften vågnede til lyden af sin gøende hund og en efterfølgende eksplosion.

En meteorit var bragtet igennem hendes tag og lå nu ved siden af hende på hovedpuden.

Det skriver The New York Times.

Ruth Hamilton var heldig. Meteoritten, der vejer 1,2 kilo, havde lige præcis ikke ramt hende i hovedet.

- Det er en vild historie. Det er ikke tit, man hører om, at mennesker er så tæt på at blive ramt af en meteorit, siger Line Drube, der er projektleder ved DTU Space og har en ph.d. i astrofysik.

Flyver med 20 kilometer i sekundet

Når asteroider flyver gennem universet, kommer de med cirka 20 kilometer i sekundet, fortæller Line Drube.

Når en asteroide eller komet rammer Jordens atmosfære bremses den, og hvis den ikke er for stor, vil den eksplodere i atmosfæren, og rester herfra kan ramme Jorden.

De rester bliver kaldt meteoritter.

Hvis der sker en atmosfærisk eksplosion, vil meteorerne tabe deres fart og ramme Jorden med en hastighed, der svarer til vores tyngdekraft.

- Det er nok til, at meteoritten går gennem taget hos den canadiske kvinde. Men kom den med 20 kilometer i sekundet, var den gået gennem hele huset og alt på dens vej, siger Line Drube.

Ruth Hamilton vågnede op med puds fra loftet i ansigtet, som ramte hende, da meteoritten bragede gennem hendes tag og loft. (Foto: Ruth Hamilton © The Canadian Press/PA Images)

Asteroider rammer atmosfæren konstant

Der flyver mange asteroider mod Jordens atmosfære hver dag. For det meste brænder de op, før de når Jorden.

Hver gang du ser et stjerneskud, er det partikler eller støv fra asteroider eller kometer, der brænder op i Jordens atmosfære.

Der kommer masser af den type materiale mod Jorden hele tiden.

- Det er estimeret, at der i gennemsnit kommer 100 tons sten, partikler og lignende mod Jorden hver dag. Men langt det meste brænder op i atmosfæren eller er meget små stykker, der rammer Jorden, siger Line Drube.

Ikke noget du skal være bange for

Selvom der flyver mange asteroider mod Jordens atmosfære hver dag, skal du ikke være bange for at få en i hovedet.

- Man kender ikke til tilfælde, hvor der er mennesker, der er døde af at få en meteorit i hovedet, siger Line Drube.

Det, man dog kan være mere bekymret for, er, hvis der kommer en stor meteor og eksploderer over din by.

Det er ikke ofte, at det sker, men det hænder.

Det skete eksempelvis i Rusland i 2013, hvor en meteor på cirka 20 meter eksploderede over byen Tjeljabinsk.

- Trykbølger fra eksplosionen smadrede blandt andet vinduerne i flere tusinde bygninger og sendte mange på hospitalet på grund af glassplinter, siger hun og fortsætter:

- Ingen omkom heldigvis, men eksplosionen lavede store og dyre skader.

FacebookTwitter