Teknologi

Diller-ø, skraldeyacht og svævende vakuum-tog: Her er 4 vilde rigmandsbyggerier

Nogle af verdens rigeste mænd er i gang med deres eget rumkapløb. Og det er langt fra de eneste skøre idéer, der kommer fra milliardærerne.

Svævende tog gennem rør, hvor luften er pumpet ud, er blandt andet noget af det nogle af verdens rigeste arbejder på. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

Lige nu dyster to forskellige rigmænd om at være først og størst i rummet.

SpaceX-stifter Elon Musk står bag den store genbrugsraket Facon Heavy, som sender forsyningsfartøjer til ISS, den Internationale Rumstation.

Og Paul Allen, der var med til at grundlægge Microsoft, vil nu bruge kæmpe fly til at sende raketter op i rummet. Det kan du læse mere om her.

Musk og Allen er langt fra de eneste rigmænd, der bruger deres formuer på vilde projekter. Lige nu er flere store byggerier enten i gang eller på tegnebrættet. Nogle af dem er mere vanvittige end andre.

Bjerg-ur skal måle tiden i 10.000 år

Hvad er det, der går og går, men ingen vegne kommer i 10.000 år?

Det er verdens mest langtidsholdbare ur, som lige nu bliver bygget inde i et bjerg midt ude i ørkenen i det vestlige Texas.

Det er stifteren af Amazon, Jeff Bezos, der nu fører den amerikanske opfinder Danny Hillis idé ud i livet. Intet mindre end 42 millioner dollars (270 millioner kroner) har Jeff Bezos indtil videre skudt i projektet.

Og hvad er så meningen med det skøre byggeri? Svaret er lidt abstrakt. Ifølge projektets hjemmeside er det et kunstprojekt, der skal symbolisere langtidstænkning.

- Inden for urets levetid vil USA ikke længere eksistere. Du kan ikke forestille dig den verden, som vil prøver at få det her ur til at passere gennem, sagde Jeff Bezos til magasinet Wired tilbage i 2011.

Du vil i princippet kunne besøge uret. Men det bliver ikke nemt. På projektets side, skriver Jeff Bezos, at det er flere kilometer til nærmeste lufthavn, og gåturen til uret er besværlig og går over stejt terræn.

Amazon-stifteren Jeff Bezos bygger nu et ur i et kæmpe bjerg i Texas. (Foto: LINDSEY WASSON © Scanpix)

Kæmpe yacht skal gøre rent i havet

Nogle rigmandsprojekter kommer menneskeheden mere til gavn end andre.

I 2020 være skal et 181 meter langt forskningsskib være klar til at samle plastik fra havet. Bag projektet står den norske olie-rigmand Kjell Inge Røkke, der ønsker at gøre noget ved plastikforureningen i havene.

Planen er, at den store yacht skal opsamle fem ton plast fra havet hver dag, skriver mediet yachtharbour.com. På skibet bliver der plads til cirka 60 forskere og 40 besætningsmedlemmer.

Skibet, der bygges i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, bliver desuden udstyret med moderne laboratorier og udstyr til at lave målinger i atmosfæren og i havet.

Her er en illustration af Kjell Inge Røkkes forskningsskib. (© revocean.org)

New York får en flydende park

”Diller Island” er navnet på en flydende park til 1,6 milliarder kroner, der efter planen skal ligge i Hudsonfloden i delstaten New York.

Udover træer, stier og andre rekreationsområder, skal parken indeholde svampeformede kolonner og et kæmpe amfiteater.

Parken er opkaldt efter manden bag: Den amerikanske mediemogul Barry Diller. Han har sammen med konen Diane Von Fyrstenberg lagt de fleste penge i projektet. Men New York by og Hudson River Park Trust har også lagt lidt i kassen.

Projektet har dog haft sine problemerog er flere gange steget i omkostninger. Og på grund af for meget besvær droppede Barry Diller alle planerne sidste år, men genoptog dem igen nogle måneder efter.

Nu arbejder Barry Diller og folkene bag på at få de sidste tilladelser til at begynde byggeriet.

Svævende tog skal suse over 1000 kilometer i timen

I fremtiden kan flytrafikken få en stor konkurrent. I hvert faldt hvis den såkaldte hyperloop-teknologi bliver en realitet.

Det går ud på at sende meget hurtige magnet-tog gennem rør, hvor luften er pumpet ud. Det fjerner luftmodstanden, hvilket kan få togene til at køre over 1000 kilometer i timen.

Projektet blev startet i 2013 af SpaceX-stifteren Elon Musk. Men han har givet ideen fra sig til fri afbenyttelse, så andre nu kan hoppe på og udvikle teknologien.

Og en af dem, der har investeret i teknologien er den britiske virksomhedsentreprenør Richard Branson, der står bag det succesfulde varemærke Virgin. Projektet hedder Virgin Hyperloop One.

I videoen herunder kan du se, hvordan det så ud, da DR K-programmet "Frække fly og flyvende biler: Sådan designer vi fremtiden" besøgte Hyperloop One's testbane i Las Vegas.

Facebook
Twitter