Dit password er elendigt: Her får du hjælp til at lave et nyt

Center for Cybersikkerhed advarer mod dansk password-sjusk. Se her, hvordan du laver et stærkt kodeord.

Vil du have et stærkt password? Så sørg for, at det indeholder store bogstaver, små bogstaver, tal, specialtegn og er sådan cirka 200 karakterer langt. Og husk så at skifte det ofte.

Du er garanteret stødt på en anbefaling, der minder om ovenstående.

Men faktisk er komplekse adgangskoder og hyppige skift langt fra den bedste måde at sikre sig mod, at uvedkommende får adgang til dine forskellige konti på nettet.

Sådan lyder det fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste, der advarer mod, at Danmarks cybersikkerhed er udfordret af dårlige danske passwords.

Problemet er, at mange af os ændrer adgangskoden til noget, der minder om en tidligere kode, når vi bliver bedt om at udskifte den - for eksempel på arbejdscomputeren.

- På den måde bliver sikkerheden ikke bedre, men faktisk dårligere, siger Thomas Lund-Sørensen, som er chef for Center for Cybersikkerhed.

Han opfordrer til, at man på arbejdspladserne genovervejer praksis med regelmæssige skift og i stedet stiller krav om, at koderne bliver længere.

Længden på dit password er også vigtigere for sikkerheden, end kompleksiteten er. Så hellere bruge mange bogstaver end få forskellige specialtegn og tal.

Ifølge Center for Cybersikkerhed skal en stærk adgangskode, der ikke indeholder tal eller symboler, være mindst 20 tegn lang.

Lad nu være med at bruge dit navn

I password-generatoren i toppen af denne artikel har vi illustreret, hvordan du kan kan lave et stærkt kodeord.

Det er vigtigt at understrege, at der er tale om inspiration.

Hvis du for eksempel indtaster dit navn i generatoren, laver den et kodeord på baggrund af bogstaverne i navnet. Det giver altså en potentiel hacker en fordel, fordi det reducerer antallet af passwords, vedkommende skal igennem for at gætte dit kodeord.

Derfor er det vigtigt, at din kode er lang og består af ord, som ikke umiddelbart har nogen sammenhæng med din tilstedeværelse på nettet.

I øvrigt er det altid en god idé at slå to-faktor-godkendelse til, hvor det er muligt. Det øger sikkerheden betydeligt.

Herunder kan du se Center for Cybersikkerheds anbefalinger til, hvordan du laver et stærkt password:

  • Tænk på en sætning:

  • Gerne noget personligt, der er lettere at huske - og lav den til et password.

  • Her tager man de to første bogstaver, det første med stort, fra ordene i en sætning:

  • Sætningen 'Husk! Bestil 1000 liter olie til fyret' bliver på den måde til adgangskoden 'Hu!Be1000L.OlTiFy'.

  • Adgangskoden skal minimum være 12 tegn lang.

  • Forkort med tegn:

  • Man kan også forkorte ordene, erstatte dem med specialtegn, eller kun benytte det første bogstav:

  • Sætningen 'Danmark blev nummer fire til europamesterskabet i fodbold i 1964' bliver på den måde til 'DKb#4=EMif-64'.

  • Tilfældige ord:

  • Find nogle tilfældige ord uden sammenhæng, der samtidig er nemme at huske. Bruger man ikke specialtegn, skal adgangskoden mindst være 20 tegn lang.

  • For at styrke adgangskoden, kan man bruge specielle hjemmelavede 'regler'.

  • Eksempelvis her, hvor bogstav nummer to i hvert ord er med stort. Samtidig er der med vilje lavet stavefejl:

  • Ordene 'cykle motion stol paradis' bliver med den metode til adgangskoden 'sYklemOtjonsTolpAradis'.