Dna fra barnebarn løser mystisk sag om lig i grotte

Genteknologi afslører, at det var liget af en øksemorder, der blev fundet i 1979.

Joseph Henry Loveless, som liget er identificeret som, er mistænkt for at have slået sin kone ihjel med en økse i 1916. (© (c) Colorbox)

En hyggelig udflugt til en grotte i Idaho i USA blev i 1979 en anderledes oplevelse for en lille familie. De fandt nemlig en torso fra et menneske, der var iklædt en rød trøje.

Familien skyndte sig ud af grotten og kontaktede straks myndighederne, der hurtigt var på sagen for at opklare, hvordan torsoen var havnet i grotten.

Men de kunne ikke løse mysteriet.

Der gik 11 år, før der var nyt i sagen. Det skete i 1991, da endnu et uhyggeligt fund blev gjort af en familie, der også var på udflugt i grotten.

Familien fandt en mumificeret arm og en hånd, der også var iklædt rødt stof. I en efterfølgende eftersøgning blev også den anden arm og to tilhørende ben fundet.

Både lokale politifolk og FBI blev sat på sagen for at finde det manglende kranie og finde svar på, hvem offeret var. Men igen endte sporene blindt.

Mysteriet har siden været en 'cold case'. Indtil nytårsaftensdag 2019.

Liget havde ligget i 103 år

Den 31. december 2019 kunne det lokale politi i Idaho nemlig offentliggøre en pressemeddelelse om, at liget endeligt var blevet identificeret.

Det viste sig at være 103 år gammelt.

Det skriver flere internationale medier. Blandt andet The New York Times, The Guardian og CBS News.

Ved hjælp af genetisk genealogi, der er en kombination af dna-test og slægtsforskning, har forskere fundet frem til identiteten: En mand ved navn Joseph Henry Loveless.

- Det er imponerende, at man på baggrund af data fra et lig, der er mere end 100 år, kan nå frem til en identifikation baseret på en dna-profil. Jeg har ikke kendskab til, at vi før har identificeret et så gammelt lig på den måde, hvor forskerne ikke havde en idé om, hvem de ledte efter.

Det siger Bo Thisted Simonsen, der er leder af retsgenetisk afdeling på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Han er ikke en del af forskerholdet bag den nye undersøgelse.

Barnebarn blev 'kronvidne'

Gennembruddet i mordsagen kom, da forskere og studerende fra Idaho State University begyndte at arbejde sammen med det frivillige projekt 'DNA Doe Project'.

DNA Doe Project er en samling af professionelle retsmedicinere og frivillige civile, der alle ønsker at hjælpe med at kortlægge stamtræer ud fra dna fra ukendte drabsofre.

Forskerne tog dna fra liget og undersøgte det.

- Dna'et blev taget fra en knogle, og det var meget velbevaret, siger Samantha Blatt, der er assisterende professor i antropologi på Idaho State University. Hun er en del af forskerholdet bag den nye undersøgelse.

Dna-prøven blev efterfølgende uploadet til flere store databaser, som bruges af millioner af mennesker til at søge efter slægtninge ved hjælp af dna-match.

I flere tilfælde har både amerikansk politi og private efterforskere i USA brugt dna-databaserne til at finde personer, der kan være i familie med en gerningsmand.

Det samme gjorde forskerne fra Idaho State University i dette tilfælde.

På den måde fandt de frem til et 87-årigt muligt barnebarn til liget fra grotten, som indvilgede i at afgive en dna-prøve.

Det viste sig at være Joseph Henry Loveless' barnebarn.

Ud fra dna-oplysningerne og ligets tøj, mener forskerne, at han døde i 1916. Der blev han nemlig efterlyst med tøj, der matcher det, som blev fundet på liget.

Han havde selv liv på samvittigheden

Joseph Henry Loveless blev i 1916 efterlyst, fordi han var forsvundet - frivilligt. Han var nemlig på flugt.

I flere af de nye artikler beskrives han som en spritsmugler, der havde dræbt sin kone, Agnes Loveless, med en økse.

Hele to gange var han stukket af fra to forskellige fængsler. Begge gange ved at gemme en lille sav i sin støvle, så han kunne save sig ud af tremmerne og flygte.

Og det var sådan en flugt, man mener, at han var på, da han døde.

Hvordan og hvorfor Joseph Henry Loveless endte død og parteret i vulkan-grotten, ved hverken forskere eller politi.

Men grotten har gjort, at Joseph Henry Loveless’ identitet nu er blevet opdaget.

Perfekt temperatur i grotten bevarede liget

I grotten var kropsdelene blevet mumificeret. Omgivelserne er nemlig perfekte, da der er en stabil temperatur på omkring seks grader året rundt.

- De tørre og kølige omgivelser hjalp med at bevare og mumificere kropsdelene. Ligeledes hjalp det, at kropsdelene var gravet ned og dermed ikke var ikke eksponeret over for insekter og ådselædere, siger Samantha Blatt, assisterende professor i antropologi på Idaho State University.

Hun forklarer, at der dog er mange variabler, der spiller ind, når det handler om bevarelse af et lig. Derfor var det også svært at fastslå dødstidspunktet kun ud fra liget.

- Det skyldes, at nedbrydningen af lig varierer meget ud fra miljøet, som liget ligger i, siger Samantha Blatt.

FacebookTwitter