DNA-teknologi fanger afrikanske elfenbens-smuglere

Forskere kortlægger smuglerkarteller i Afrika, der hvert år dræber tusindvis af elefanter.

Forskerne har tidligere i deres forskning fundet ud af, at den ulovlige jagt på elefanter især foregår tre steder i Afrika. (© Karl Ammann)

Den afrikanske elefant er Jordens største landdyr. Men det majestætiske dyr er alvorligt truet af krybskytteri.

Det er især på grund af den ulovlige jagt, at der er forsvundet 111.000 elefanter mellem 2005 og 2015. Det viser en rapport fra den uafhængige organisation World Conservation Union. I dag er bestanden af elefanter på anslået 415.000 individer.

Men nu har forskere fundet et nyt våben i kampen mod krybskytteri.

Et hold af internationale forskere har udviklet et DNA-baseret værktøj, som de bruger til at kortlægge den lyssky handel med elfenben.

Forskerne har allerede fundet og identificeret tre større afrikanske karteller, der fra 2011-2014 har stået bag ulovlig handel med elfenben.

Forskerne analyserede DNA fra beslaglagt elfenben til at spore den ulovlige traik med elefanternes stødtænder.

- Vores tidligere arbejde med at teste DNA fra ulovlige forsendelser af elfenben har vist, at antallet af brændpunkter for krybskytteri er relativt få, siger professor Samuel Wasser fra University of Washington, der er ledende forsker bag værktøjet, i en pressemeddelelse.

- Nu har vi vist, at antallet og beliggenheden af de store smuglernetværker, som smugler store forsendelser af elfenben ud af Afrika, også er relativt få, siger Samuel Wasser.

Forskerholdet fandt frem til, at de tre største afrikanske smuglerkarteller opererer omkring havnene i Mombasa, Kenya; Entebbe, Uganda og Lomé, Togo.

DNA giver beviser mod smuglere

Store forsendelser dominerer i øjeblikket handlen med elfenben. Cirka 70 procent af beslagt elfenben mellem 1996 og 2011 var i store partier på mindst et halvt ton.

Når elfenben bliver sendt ud af Afrika, så er det ikke unormalt, at et par stødtænder fra én elefant bliver adskilt og sendt til forskellige destinationer.

Ud af 38 store forsendelser af elfenben, som forskerne undersøgte, kunne de kæde 11 af forsendelserne sammen, fordi det var muligt at matche par af stødtænder, der var blevet adskilt.

At forbinde forskellige forsendelser til det samme netværk af smuglere vil ifølge Samuel Wasser være med at kunne opbygge beviser mod kartellerne.

Normalt bliver lederne af smuglernetværkerne nemlig kun stillet for en domstol ved enkelte, store beslaglæggelser.

Forskernes værktøj vil i fremtiden kunne hjælpe myndighederne med at sigte kartel-lederne for flere for overtrædelser.

Krybskytter bliver finansieret af smuglere

Ved at bruge DNA-analyse på beslaglagte elfenben har forskerne fundet ud af, at meget elfenben kommer fra det samme område, forklarer Samuel Wasser.

- Det betyder, at det samme kartel får elfenben fra det samme område igen og igen, siger han.

Derfor mener Samuel Wasser, at krybskytterne i de områder bliver finansieret af kartellerne.

- Det giver god mening, når du tænker over det faktum, at det koster 25-35 dollars for en enkelt kugle til at dræbe en enkelt elefant. Og vi taler om flere tusinde elefanter, der bliver dræbt, siger Samuel Wasser.

- De stakkels krybskytter kan ikke betale for det. Så hvis du kan få fat på den person, der står for driften af det hele, så har vi virkelig mulighed for at få ram på nogen.

Et eksempel er Feisal Mohamed Ali, der er bagmanden bag et af de tre store karteller. Han er den største og mest berygtede elfenbensmugler i Afrika.

- Vi har kædet ham sammen med 13 forskellige store beslaglæggelser - alt fra et ton til fire ton. Det er meget ødelæggelse, som han er ansvarlig for, siger Samuel Wasser.

Biolog: Ressourcekrævende, men effektivt

Thor Hjarsen, der er seniorbiolog hos WWF Verdensnaturfonden, mener, at der er grund til begejstring for forskernes redskab i bekæmpelsen af krybskytteri.

- Det er jo nærmest retsmedicinske metoder. Det er selvfølgelig ressourcekrævende, men også meget effektivt, siger Thor Hjarsen.

Her er det ifølge Thor Hjarsen især interessant, at de internationale forskere har fundet frem til, at det især er tre områder i Afrika, at den illegale jagt på elefanter har fundet sted.

- Der vil man så kunne sætte ressourcer ind med overvågning og kontrol, hvor parkvagter vil kunne holde øje med elefanterne i de områder i højere grad. Så det er også en måde at lave en mere omkostningseffektiv overvågning af elefanterne, siger Thor Hjarsen.

Og moderne retsmedicinske metoder kan ifølge Thor Hjarsen være en stor hjælp for efterforskningen af kriminalitet i naturen.

- DNA-analyser, som vi ser her, er bare én metode, og den er jo ganske effektiv.

Facebook
Twitter