Droner godkendt til take-away: Nu får australiere leveret kaffe og piller fra luften

Efter en prøveperiode kan beboere i Canberra nu få leveret madvarer og medicin via droner. Næste skridt er Europa.

Firmaet Wing har nu planer om at teste deres luftleveringer med droner i Finland. (© Associated Press)

Næste gang du bestiller pizza eller sushi, så forestil dig, at maden kommer flyvende hjem til dig med en drone.

Det er ikke længere et fremtidsscenarie for beboere i en række forstæder til hovedstaden Canberra i Australien.

Virksomheden Wing, der er ejet af Googles moderselskab Alphabet, har efter en prøveperiode på 18 måneder nu fået tilladelse til at starte en kommerciel drone-leveringstjeneste.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Til at starte med er det omkring 100 hjem i forstæderne Crace, Palmerston og Franklin, der nu kan få leveret varer fra blandt andet caféer og apoteker via de små selvstyrende flyvemaskiner.

Tilladelsen kommer dog med en række restriktioner, skriver mediet Business Insider.

Dronerne må for eksempel ikke flyve over hovedveje. De må kun flyve i tidsrummet mellem 07 og 20 på hverdage, og så må de ikke flyve for tæt på mennesker.

I videoen via linket HER kan du se, hvordan dronen fungerer. Den lander ikke på privatgrunde, men hejser varerne ned fra luften.

Overhaler Amazon

Wing er langt fra de eneste, som arbejder på at indføre droner som leveringstransport rundt i verden.

Sidste år kunne firmaet Flytrex for eksempel prale af at være de første til at indføre luftleveringer med droner i Reykjavik, Islands hovedstad.

Det har blandt andet gjort det hurtigere at få bragt takeaway ud i områder, hvor man normalt skal køre udenom en flod.

En af de største drone-konkurrenter til Wing er Amazon. De har længe kørt prøveperioder med luftlevering med droner forskellige steder i verden. Men de har endnu ikke introduceret tilbuddet.

Dermed har Wing indhentet Amazon. Og nu arbejder Wing på at indføre de flyvende bude i Finland.

Firmaet regner med at køre en forsøgsordning i landet til foråret.

Facebook
Twitter