Facebook kommer til at ændre sig på en række områder i fremtiden, men det er ikke noget, som den gængse bruger nødvendigvis kommer til at opleve ved den daglige brug af det sociale medie.
Man vil i stedet se ændringer på nogle af de mere skjulte områder af Facebook, som brugerne har sværere ved at efterprøve og holde øje med.
Sådan lyder vurderingen fra digital rådgiver Astrid Haug, efter at Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, i går stod skoleret i sin anden høring i Kongressen på to dage.
- For den gængse bruger på Facebook vil der ikke komme en forandring. Man vil stadig kunne oprette begivenheder og grupper og bruge sin messenger helt ligesom førhen, siger Astrid Haug og fortsætter:
- Det er mere de skjulte ting, man som bruger har svært ved at efterprøve og holde øje med, som vil ændre sig.
Skandalen med Cambridge Analytica
Høringerne i de to kamre i Kongressen kom på baggrund af, at mediet The Observer for knap fire uger siden kunne afsløre, at analysefirmaet Cambridge Analytica i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016 havde høstet data fra millioner af brugere.
Der var bred enighed om, at Zuckerberg kom godt igennem den første høring i Senatet, men i går gik medlemmerne af Repræsentanternes Hus anderledes hårdt til stålet mod milliardæren.
Det har Zuckerberg lovet
- •
Hvis ikke brugeren har brugt en app i tre måneder, fjerner Facebook app'ens adgang til data.
- •
Reducere den data, en app får adgang til, når brugeren godkender den, så det begrænser sig til navn, profilfoto og emailadresse.
- •
Apps ikke bare skal godkendes, men også underskrive en kontrakt, der pålægger dem restriktioner i forhold til at bede om adgang til for eksempel brugerens posts og andre private data.
I den fem timer lange høring bekræftede Mark Zuckerberg blandt andet, at Facebook indsamler data om brugerne, selv når de ikke er logget ind på Facebook. Det sker typisk ved, at man besøger en side, hvor der er en Facebook dele- eller like-knap.
Samtidig bekræftede han, at Facebook indsamler data om folk, der slet ikke har en Facebook-profil. Ifølge Zuckerberg gør Facebook dette af “sikkerhedsmæssige årsager”, uden at Facebook-stifteren begrundede det yderligere.
Digital rådgiver Astrid Haug vurderer, at Facebook-stifteren i det store hele klarede de to høringer som forventet. Han gled af på de mest kritiske spørgsmål og holdt sig stramt til den forklaring, han allerede var kommet med forud for høringerne.
Læs Mark Zuckerbergs forklaring her
Desuden pointerede Zuckerberg, at Facebook allerede har gjort meget for, at lignende skandaler ikke skal opstå.
Astrid Haug fortæller blandt andet, at Facebook har lovet, at den enkelte brugers privatindstillinger skal være nemmere at justere, hvilket blandt andet skal gøres ved at samle dem et sted.
- For eksempel vil man også skilte tydeligere med, hvem der har betalt politiske annoncer, hvor meget de har kostet og hvem de er målrettet til, siger hun.