Ekspert: Inden fem år kan du tage en førerløs taxa i Danmark

Der er skruet op for udviklingen af førerløse biler. De kan komme til Danmark allerede om fem år, vurderer ekspert.

Hvordan vil du have det med at sætte dig ind i en bil, hvor der ikke sidder nogen bag rattet, men hvor den bliver styret af software?

Hvis du ikke er helt tryg ved tanken, så er du heldig. Du har stadig nogle år til at vænne dig til tanken.

Men de førerløse og selvstyrende biler bliver almindelige i fremtiden. Og de kommer til at ændre vores forhold til biler.

- Førerløse biler vil give helt nye brugsmuligheder, som er umulige at forudse, siger Niels Buus Kristensen, der er forskningsleder ved Transportøkonomisk institutt i Oslo og blandt andet har været formand for transportministeriets ekspertgruppe "Mobilitet for Fremtiden".

Selvkørende levering af pizza

For eksempel vil der ikke være noget, der hedder lufthavnsparkering. Bilen kører jo bare hjem igen, når den har afleveret dig ved terminalen.

Pizzaudbringning? Den bliver heller ikke det samme som i dag.

Men det er blot to meget små eksempler. Niels Buus Kristensen sammenligner udviklingen med de førerløse biler med dengang, at vi fik smartphones, så telefonen pludselig kunne gå på internettet.

De små skærme udløste kreativitet, forretningsområder og virksomheder, som ingen kunne forudse.

Der er store penge på spil i udviklingen af bilerne. Et bud fra investeringsbanken UBS lyder på, at den globale omsætning for al slags selvstyrende teknologi vil være på cirka 18.000 milliarder kroner i 2030.

Taxa uden chauffør

I første omgang er det førerløse taxaer, som du kommer til at køre rundt i. Teknologien gør transporten billigere.

- I erhvervsmæssig transport, som for eksempel med taxa og lastbil, går omtrent to tredjedele af omkostningerne i mange tilfælde til personen, der sidder bag rattet. Så der er et stort økonomisk potentiale og en konkurrencefordel i at komme først, siger Niels Buus Kristensen.

En af de selvkørende biler, som Uber tester i USA. (© Uber)

Det er derfor, at for eksempel Uber, der mest er kendt for sin app og private taxa-kørsel, satser millioner på at udvikle den selvkørende og førerløse teknologi.

Uber har for eksempel investeret 150 millioner kroner i at bygge et testcenter i Paris, der skal forske i flyvende og førerløse taxer.

Men der er stadig enorme udfordringer, før bilerne kører rundt af sig selv derude på vejene. Uber har også lavet forsøg i USA med selvkørende taxaer, som dog er blevet neddroslet siden et uheld i marts, der kostede en kvinde livet.

Også Alphabet, der står bag Google, investerer massivt i de autonome taxaer og satser stort på at kunne tjene penge på taxakørslen. Deres selskab Waymo er en af de største spillere, og de begynder tests med hundreder af biler senere i år i amerikanske byer.

Selvkørende i Danmark

Men en ting er at udvikle en bil til at køre i en bestemt storby, der trods alt har et begrænset vejnet, og hvor der er et konstant klima. Som for eksempel Los Angeles.

Det er langt mere komplekst at udvikle bilens software, så den kan køre sikkert i for eksempel Danmark under alle vejrforhold og over hele landet på alt fra motor- til markveje. Det vil være kravet, hvis bilfabrikanterne skal markedsføre førerløse biler til private bilejere.

Vejdirektoratet spår, at de kommer omkring 2030. Men som Niels Buus Kristensen siger, så vil de først fylde en stor del af bilparken omkring 2040.

Men taxaerne kan komme langt tidligere, end eksperterne troede for bare et par år siden. Der er virkelig kommet skub i de autonome biler.

- Flere virksomheder meldt ud, at de tilbyder førerløse taxaservices i amerikanske storbyer i år eller næste år. Der er også planer om lancering i Europa. Dog uden at der er sat tidspunkt på, men jeg kunne sagtens forestille mig, at de kommer til Danmark indenfor 5-10 år også, siger Niels Buus Kristensen.

Hvor selvkørende er de?

  • SAE International, der laver standarder for bilindustrien, har inddelt autonom kørsel i seks niveauer.

  • Niveau 0 Føreren laver det hele. Styrer, accelererer, bremser og så videre.

  • Niveau 1 Bilen har for eksempel adaptiv fartpilot, der bremser ned for forankørende på motorvejen. Men føreren klarer de fleste funktioner.

  • Niveau 2 Bilen kan klare det meste som eksempelvis at styre og accelere, så føreren kan tage hænderne af rattet. Men føreren skal altid være parat til at overtage kontrollen og skal holde øje med omgivelserne.

  • Niveau 3 Som niveau 2. Men bilen har sensorer, der holder øje med omgivelserne, og selvom føreren stadig skal kunne træde til, er bilen langt mere selvkørende. Især ved lave hastigheder.

  • Niveau 4 Bilen kan selv styre, dreje, bremse, accelere, skifte vejbane, stoppe ved lyskryds og holde øje med omgivelserne og reagere i kritiske situationer. Kun i visse situationer som trafikkøer og indfletning er der brug for en fører.

  • Niveau 5 Bilen klarer det hele. Der er ingen pedaler eller rat.

Facebook
Twitter