Eksperter uenige: Er computerspil digital narko?

Computerspilbranchen beskyldes for at sælge produkter, der kan være lige så afhængighedsskabende som hårde stoffer. Men er de det?

Det nyeste inden for computerspil i disse år, er at det også kan være en karriere, hvis du spiller eSport. Men det er også nyt, at du kan få en diagnose som afhængig af spil. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Computerspil er en af de fritidsaktiviteter, særligt unge mennesker bruger allermest tid på. Men hvornår bliver computerspilleriet for meget?

Ifølge WHOs nye bibel over alle verdens diagnoser, får man stemplet "computerspilsafhængig", hvis man i en periode på et år spiller så meget computer, at det ødelægger ens socialliv, arbejdsliv eller uddannelse.

Og det lyder måske som en meget rigtig beskrivelse, men WHOs beslutning om at inkludere diagnosen i den nyeste udgave af sin diagnosemanual har alligevel fået både forskere og store dele af spilverdenen op af stolene og til tastaturerne.

Er computerspil den nye mediepanik?

Generelt er vores brug af skærme og teknologi til underholdning og afslapning til konstant debat i alle medier, og særligt børns brug af medier er konstant til debat.

Men har den ikke altid været det?

Tegneserier blev også beskyldt for at undergrave de unges moral og evne til at læse. Fjernsynet blev beskyldt for at skade de unges øjne. Og nu bliver computerspillene beskyldt for at gøre unge afhængige.

Stor debat i forskningsverdenen

Blandt verdens forskere er der en intens debat om netop computerspilsafhængighed, og der er to konkurrerende forklaringer på, at unge spiller meget.

Den ene er illustreret af Nicholas Kadaras i en artikel fra New York Post fra 2016.

Her trækker han på forskning af hjernens aktivitet, mens man spiller computer, som viser, at spillene aktiverer nogle af de samme centre i hjernen som er forbundet med nydelse.

Det er de samme centre som aktiveres voldsomt ved brug af narkotika som kokain - og derfor sammenligner han også computerspil med hårde stoffer.

Men centrene bliver også aktiveret hvis man spiser et stykke pizza eller dyrker sex. Grunden til at vi nemmere bliver afhængige af stoffer og ikke pizza, er fordi sex og pizza giver en mindre dopamin-påvirkning end kokain.

Og computerspil giver en mindre dopmain-påvirkning end sex. Det påpeger Christopher Ferguson i et indlæg på forskningsmediet The Conversation.

Det er bare et par eksempler på, hvordan fakta om dopaminudløsningen i forbindelse med computerspil kan fortælle to forskellige historier.

Spil aktiverer hjernens belønningscentre

En af dem, der særligt mener, at vi bør være opmærksomme på forbruget af computerspil er David Madsen, der er uddannet psykolog, og har Dabeco, en virksomhed, der hjælper mennesker, der har et problematisk overforbrug af computerspil.

Han mener sagtens, at man kan være afhængig, fordi spil er designet til at holde vores opmærksomhed fast:

- De her spil er jo designet til at aktivere vores belønningssystemer i hjernen, og på sigt bliver de reaktioner svagere. Så vil man opleve et behov for at spille mere, siger han til Digitalt på P1.

Han oplever ofte, at frustrerede forældre opsøger ham, fordi deres børn er inaktive og totalt opslugt af deres skærme.

Han ser en klar sammenhæng mellem spillenes belønninger og den stigende brug af dem, især hvis man bruger det som en virkelighedsflugt fra svære livssituationer:

- At man graver sig ned i computerspillene hjælper jo ikke én videre. Computerspilsdesignerne er blevet så dygtige nu, at det er blevet sværere at komme væk fra dem, når man først har sat sig, siger han.

Spil kan sammenlignes med fisketur

På ITU ser spilforsker og kandidat i psykologi Rune Kristian Lundedal Nielsen ret anderledes på det. Han arbejder på at kategorisere de forskellige belønningsmekanismer i spil, så vi kan blive klogere på deres påvirkning.

Han ser belønningsmekanismerne i spil som en slags spejling af virkeligheden, fordi de ofte indebærer elementer af tilfældigheder, og at mekanismerne derfor ikke er mere skadelige end en fisketur:

- De tilfældige belønninger, som ofte bliver anklaget for at gøre os afhængige, kan sammenlignes med fisketure. Det ville ikke være spændende, at tage på fisketur, hvis du vidste, hvad der skulle ske. På samme måde bruger spil tilfældige belønninger til at øge spændingen på en måde, som vi ser i virkeligheden, siger han til Digitalt på P1.

I hans øjne er den mest alvorlige problematik, at nogle spilfirmaer er begyndt at koble belønningsmekanismerne sammen med køb af digitale varer, der findes inde i spillet - i ekstreme tilfælde kan det endda minde om kasino-spil.

Et eksempel er Counter-Strike: Global Offensive, der er en af verdens største e-sportsspil.

På casino i spilverdenen

I CS:GO, som spillet forkortes til, bliver spillerne belønnet med digitale kasser eller nye dekorationer til våbnene i spillet, når de når et nyt niveau.

De digitale kasser kan åbnes med nøgler, som koster penge, og det udløser også en belønning i form af dekorationer.

Dekorationerne, eller skins, som de kaldes, har så forskellige sjældenheder, selvom de er digitale. Og den enkelte spiller kan sælge sine dekorationer videre, så de mest sjældne kan være tusindvis af kroner værd.

Det skaber en kasino-agtig økonomi, hvor spillet er den enarmede tyveknægt. Bare man spiller lidt mere, eller betaler lidt flere penge, så kommer belønningen i form af en sjælden dekoration, som man kan sælge.

Det er omvendt i spil som det populære Fortnite, hvor man også kan betale for skins, men hvor man på forhånd ved, hvad man får.

- Når man får tilfældige belønninger ved at betale, og når man kan sælge de belønninger videre, så bliver spillet funktionelt til et kasino. Så vi mener, at i nogle spil har man faktisk indført gambling, og her får det et lidt ondsindet twist, sige Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Hør mere om computerspilsafhængighed i den nyeste udgave af Digitalt på P1.

Facebook
Twitter