Eksperter undrer sig over 'adgangskrav' til det nye teenagevenlige YouTube

Tech-giganten vil lokke de unge til at lave Google-profiler og fastholde dem i universet, når de bliver voksne, mener eksperter.

Google laver privatlivsindstillingerne om for børn og unge under 18. Men det kræver, at man opretter en profil og logger ind - og det får kritik. (© Deyan Georgiev)

Børn og unge vil den kommende tid få en noget anderledes oplevelse, når de bruger Googles tjenester såsom YouTube og Googles søgemaskine.

Google slukker for de målrettede reklamer, der går efter børn og unge under 18 år. Det betyder, at reklamerne på YouTube ikke længere vil bygge på data om de unges alder, køn eller interesser, men i stedet bare være generelle reklamer.

Samtidig er det slut med den elskede og hadede auto-play-funktion på YouTube, hvor næste video automatisk går i gang efter et par sekunder, hviket kan resultere i et uendelighedshjul af algoritmebestemt binge-watching.

Det er et par af de tiltag, Google i den kommende tid vil sætte i værk for unge under 18 for beskytte deres privatliv og sikkerhed, skriver tech-giganten i en blogpost.

- Intet er vigtigere end sikkerheden for vores børn og unge. Derfor er det også naturligt og nødvendigt, at vi hele tiden forbedrer de værktøjer, som både børn og deres forældre har for at færdes trygt på nettet, siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.

Det er ikke kun på YouTube, at der sker ting og sager, men også på søgemaskinen.

Hvis du er under 18 og logget ind på sin Google-profil, vil du fremover blive præsenteret for en særlig filtreret udgave af Googles søgemaskine, der sorterer 'voksenindhold' væk.

Samtidig gør Googles det lettere at bede om at få fjernet et billede af dig selv, du ikke bryder dig om, inde i Googles billedsøgning.

Ekspert: Google vil lokke de unge til at logge ind

Pernille Tranberg, der er blandt andet rådgiver virksomheder i etisk ansvarlig brug af persondata, er normalt meget kritisk over for det, hun kalder 'Googles massive dataindsamling' hos børn og unge. Her er hun dog positiv:

- Der skal lyde ros til Google for endelig at gøre noget efter mange års misbrug af børns data. Der har været et enormt pres mod alle big tech-virksomheder til bedre at beskytte børn og unge i årevis. Det er rigtig fint, der endelig sker noget, siger Pernille Tranberg.

Men Google gør det ikke uden bagtanker, mener hun.

For at Google kan se, om brugeren er under 18 år og dermed skal have den mere børnevenlige udgave af googles apps, anbefaler Google nemlig, at man logger ind.

- Det er en stor fordel for Google at få så mange som muligt ind i deres univers og have dem bag et log on. Jeg synes, det burde være tilgængeligt uden log-on, siger Pernille Tranberg.

Ifølge Pernille Tranberg ønsker Google at give forældrene mere tryghed ved at oprette en profil til børnene.

På den måde bliver børnene tilknyttet Googles tjenester tidligt, hvorefter Google så kan fortsætte dataindsamlingen og de målrettede annoncer, når de unge er blevet voksne.

- Hele den her øvelse handler selvfølgelig også om at fastholde dig som bruger hos Google. Selvom man ikke bruger børns data, så kender de Google og bliver derinde, når de fylder 18. Man får skabt en hel masse Google-soldater ved at skabe de her log-ons, siger hun.

Hos interesseorganisationen Digitalt Ansvar, som blandt andet Red Barnet og Børns Vilkår står bag, har man samme analyse:

- Det er lidt komisk, at de beder unge under 18 om at oprette en Google-konto for at nyde godt af de beskyttelser, der kommer på Googles tjenester.

- De trækker jo kunder i biksen. Det er børn, der bliver kunder hos Google, siger Christian Skettrup, der er digital analytiker og bestyrelsesmedlem i foreningen.

Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark, er enig i, at Google gerne vil have brugerne til at oprette profiler. Han understreger dog, at man ikke bruger data om børnene til at målrette annoncerne til dem.

Derfor afviser han, at Google lancerer denne sikre udgave af YouTube for at få dem til at oprette profiler.

- Det handler ene og alene om børnenes sikkerhed, siger Jesper Vangkilde.

Data og annoncer er Googles forretning

Google lever som bekendt først og fremmest af netop annoncer, og derfor kan det overraske, at Google nu sætter en kæp i hjulet for en del af den omsætning, der kommer fra børn og unge.

Den klassiske frase, at ’hvis du ikke betaler for produktet, så er du produktet’, har i mange år været forbundet med blandt andet Google, hvis mest populære tjenester i udgangspunktet er gratis.

Tech-giganten har gentagne gange fået kritik for at indsamle store mængder data om brugernes færden – hvad du køber, hvad du søger på, og hvilke sider du besøger.

Via målrettede reklamer kan annoncører ramme lige præcis de målgrupper, de ønsker. Et tænkt eksempel på en målgruppe kunne være 14-årige drenge fra Jylland, der ofte ser Minecraft-videoer på YouTube.

Google: 'Handler ikke om penge'

Derfor kan det undre, at Google afskærer dem selv fra en del af deres forretning.

Er det her noget I gør i erkendelse af, at I indtil nu har indsamlet for meget data om børn og unge - og ikke har kunnet skabe en tryg nok tilværelse på jeres platforme?

- Det er en erkendelse af, at vi skal gøre endnu mere. Det er ikke et arbejde, der stopper. Vi skal hele tiden lave flere tiltag, der indhegner de unges digitale liv og giver dem flere rettigheder, men også strammer de muligheder, virksomheder har for at nå de unge baseret på deres alder og interesser.

I er inde og fjerne noget af jeres forretning ved det her. Kommer I til at miste penge på det her?

- Det her handler slet ikke om penge eller økonomi. Det handler om børns sikkerhed. Der er hundrede af millioner af børn, der bruger vores tjenester. Jeg kender ikke noget økonomisk regnestykke for det her, og det er slet ikke det, det handler om, siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.

Det er Pernille Tranberg som sådan enig i.

- Jeg tror, Google gør det her for at beskytte børn. Jeg tror ikke, de nødvendigvis har tjent så mange penge på børn. De gør det, fordi der er et kæmpe pres for at få tech-giganterne til at beskytte børn, siger hun.

Både i USA og EU har lovgiverne presset på for at få tech-giganterne til at skrue ned for den massive dataindsamling af brugerne.

Instagram, der er ejet af Facebook, har ligesom Google lavet forandringer for unge under 16. Selskabet har begrænset – men ikke stoppet, som Google – annoncørernes muligheder for at ramme de unge baseret på deres interesser, og hvad de klikker på.

Ændringer i Googles tjenester vil blive rullet ud henover de kommende uger og måneder.