Teknologi

Ekstrem sandstorm hærger nu hele Mars

NASA har stadig ikke forbindelse til robotbil på Mars, hvor storm vokser i styrke.

NASAs nyest marsbil, Curiosity, er ikke blevet påvirket af sandstormen og er derfor stadig i stand til at indsamle data. Blandt andet en ’sandet’ selfie. (© Nasa)

Det er en global sandstorm.

Sådan karakteriserer det amerikanske rumagentur NASA nu den alvorlige sandstorm, der siden slutningen af maj har hærget den røde planet.

På få uger er den vokset, så den nu dækker hele planeten. Og det ser ikke ud til, at den snart er ovre.

Sandstormen afbrød forbindelsen til den lille robotbil, Opportunity, som NASA sendte op i 2004. ’Oppy’, som robotbilen også kaldes, har haft det hårdt de seneste par uger.

På grund af sandstormen har den soldrevne robotbil startet et nødsystem og lukket sig selv ned, fordi den ikke kan få nok sollys til at holde alle systemer kørende.

Storm kan vare en måned

Men selvom NASA endnu ikke har modtaget signaler fra Opportunity, har rumagenturet alligevel ikke mistet håbet.

- En nylig analyse af roverens langvarige overlevelsesevne i Mars’ ekstreme kulde viser, at Opportunitys elektronik og batterier kan forblive varme nok til at fungere, forklarer en NASA Rover Status Report.

Stormen forhindrer robotbilen i at lade sin energi op, men varmen fra sandstormen er formentlig med til at holde temperaturen omkring roveren mere stabile og varmere end sædvanligt.

Hvis Opportunity stadig har energi nok, vil den starte et ur, som med faste mellemrum vækker robotten for at se, om vejret er blevet bedre.

Det er ikke første gang, at NASAs robot-bil er hårdt udfordret på Mars. Tilbage i 2007 hærgede en anden alvorlig sandstorm den røde planet i en hel måned, og den også afbrød forbindelsen til Opportunity.

Facebook
Twitter