Engang var Jorden og Mars ens: Hvorfor blev vores røde nabo livløs?

Til manges skuffelse har al søgen efter liv på Mars indtil videre vist, at Jordens røde nabo er en kold, død sten. Men der er håb endnu.

ExoMars-robotten bliver sendt op af ESA i 2020. Den skal tage prøver i op til to meters dybde af Mars' undergrund for at lede efter spor af liv. (© ESA/ATG medialab)

Det eneste, der minder bare lidt om liv på Mars i dag, er de små robotter, som forskere kan styre rundt deroppe - 227 mio. kilometer væk.

Men måske har der engang været liv på overfladen. I løbet af de seneste års udforskning af Mars har forskere gjort forskellige opdagelser, der peger på, at vilkårene for liv har været til stede på Mars i planetens fortid.

Flydende vand er nøglen

Engang var der nemlig flydende vand på overfladen. Man kan i dag se spor fra både forhistoriske søer og floder. Og i jordprøver har de små marsrobotter opdaget en hel del af de grundstoffer og molekyler, som vi jordboere mener, er altafgørende for, at liv kan opstå.

- Vi mangler at se de mere komplekse organiske molekyler, som kan være byggesten for liv. Man kan sige, at vi har fundet ingredienserne til livets byggesten på Mars, siger Kai Finster, professor i astrobiologi ved Aarhus Universitet.

Men Mars huser ikke længere liv - hvis planeten da overhovedet nogensinde har gjort det. Forholdene på planeten er nemlig blevet meget mere fjendtlige over de sidste par millioner år.

Mars blev ristet af solvinden

For milliarder af år siden var Mars og Jorden meget ens. Planeter med vand, atmosfærer og magnetfelter. Men på et tidspunkt mister Mars sit magnetfelt, da planetens kerne bliver fast i stedet for flydende.

Det betyder, at de udbrud af stråling fra Solen, der kaldes solvind begyndte at skrælle atmosfæren af. Normalt bliver solvinden nemlig afbødet af magnetfeltet.

- Efter Mars mister sin atmosfære, kan der ikke længere være flydende vand på overfladen. Det kan kun eksistere som damp eller is. Og samtidig mister overfladen sin beskyttelse mod UV-stråling fra Solen, siger Kai Finster.

Men løbet er endnu ikke kørt - vi kan stadig opdage liv på vores nærmeste røde nabo. Hvis det findes, gemmer det sig højst sandsynligt et stykke under overfladen, siger Kai Finster:

- Atmosfæren er væk, og det betyder, at stråling ville ødelægge liv på overfladen. Men i undergrunden kan der være mikrobiologisk liv, som trives. Der er beskyttelse fra stråling, og der er en mere venlig temperatur.

Det Europæiske Rumagentur ESA kan (måske) snart give svar på, om der er tegn på liv i Mars' undergrund. Som en del af ExoMars-projektet vil sende en lille robot til Mars i 2020. Den får bl.a. til opgave at tage prøver under overfladen ned til to meters dybde.

Facebook
Twitter