Teknologi

Er der liv i rummet? Planetjægere fra hele verden er samlet i Danmark

Lige nu er 160 forskere samlet i Aarhus for at diskutere, om der findes planeter ude i rummet, der ligner Jorden.

160 forskere mødes lige nu i Aarhus for at diskutere liv i rummet. Her ses en illustration af syv planeter, der kan minde om Jorden. De kredser om stjernen TRAPPIST-1. (© Nasa)

Verdens astronomer har i år fået et nyt våben til at finde liv i rummet: Rumteleskopet TESS(Transiting Exoplanet Survey Satellite), som blev sendt op i april.

Den skal lede efter fjerne planeter, såkaldte exoplaneter, der kredser omkring de stjerner, der er tættest på Solen.

Aarhus Universitet er et af de steder, hvor data fra TESS bliver analyseret. Herefter bliver dataene sendt videre til alverdens planetjægere.

Lige nu er omkring 160 astrofysikere og astronomer fra hele verden samlet på netop Aarhus Universitet. De skal diskutere, hvordan de skal bruge data fra TESS.

- Så kan vi dele vores viden og lære af hinanden, siger Andreas Dideriksen, der er specialestuderende i Astrofysik på Aarhus Universitet.

TESS Skal finde tusindvis af planeter

De planeter, som TESS finder, vil forskerne i fremtiden kunne kigge nærmere på gennem et andet og mere avanceret rumteleskop - det enorme James Webb-teleskop. Hvis alt går efter planen, skal det sendes op i rummet i 2021, men teleskopet er allerede blevet forsinket flere gange.

Forskere regner med, at TESS vil finde tusindvis af planeter.

- Måske er nogle af dem ligesom Jorden, siger Geert Barentsen, der er astronom hos NASA. Han er blandt de mange deltagere i Aarhus.

- Med nye teleskoper og ny teknologi kan vi komme tættere på at forstå, om vores planet er unik eller ej, fortsætter Geert Barentsen.

Afløser Kepler-teleskopet

TESS tager over for Kepler-teleskopet, som har opdaget næsten 4000 planet-kandidater.

Her kan du læse om nogle af de særeste planeter, Kepler har opdaget

Men selvom Kepler har hjulpet forskerne med at finde en masse planeter, så kredser de om stjerner, der er meget svage. Det vil sige, at forskerne har svært ved at analysere deres atmosfære, hvilket er afgørende for at finde ud af, om der er tegn på liv.

Derfor bliver det en kæmpe fordel, at TESS kigger på de klareste stjerner.

Konferencen i Aarhus startede søndag den 8. juli og slutter på fredag den 13. juli.

Sådan finder forskerne nye planeter ved hjælp af TESS

  • Forskerne vil analysere dataene fra TESS ved hjælp af den såkaldte formørkelsesmetode:

    Når en planet bevæger sig ind foran sin stjerne, formørker den stjernelyset en smule, når vi ser det fra Jorden. Der sker med andre ord et dyk i stjernelyset.

    Forskerne holder så øje med, hvor ofte dykket finder sted, og hvor kraftigt det er. På den måde kan de finde ud af, om der er tale om en planet, og de kan udregne planetens radius.

Facebook
Twitter