Hvis du havde et fjernsyn for 53 år siden, og det var tændt, så var du muligvis vidne til én af de største milepæle i historien.
Nemlig da man kunne følge med i et live-signal fra rummet, hvor astronauten Neil Armstrong steg ud af sin rumraket, og sagde de berømte ord: "That's one small step for a man. One giant leap for mankind."
Hvis ikke, så har du nok alligevel hørt om Apollo-missionerne.
Missionerne strakte sig fra 1967-1972, hvor i alt seks månelandinger fandt sted.
Og så blev der ellers stille på Månen.
Tvillingen til Apollo
De sidste mange år har Månen stået i baggrunden for andre projekter. Man har blandt andet bygget en international rumstation og sendt robotter til Mars.
Men nu er det tid til at mennesket skal tilbage til Månen. I hvert fald ifølge Nasa.
Rumprogrammet har fået navnet Artemis.
Den første mission, Artemis 1, er skudt i gang i dag, og skal flyve en tur rundt om månen. Missionen skal først og fremmest teste raketten og udstyret.
Men missionen efter den, Artemis 2, bliver en bemandet tur.
Men hvorfor er man pludselig blevet så interesseret i at komme tilbage til Månen?
Hvis du vil blive klogere på det spørgsmål, kan du se videoen øverst i denne artikel.