Facebook undskylder for racistisk indhold

Det sociale medie indrømmer, at 22 ud af 49 anmeldelser om stødende indhold blev forkert behandlet.

Facebooks regler for hvad der anses for stødende indhold er komplekse og svære for dem selv at håndhæve, viser en undersøgelse. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Onlinemediet ProPublica har siden slutningen af august sidste år indsamlet eksempler på indhold, der er blevet anmeldt for hadtale. Det er sket gennem en kampagne, hvor læsere af det journalistiske website indsendte de Facebook-indlæg, som de har anmeldt for stødende indhold.

Som opfølgning på kampagnen har ProPublica bedt Facebook uddybe og genoverveje 49 af de indlæg, som de har modtaget. Gennemgangen viser, at Facebook ikke er konsekvent i den måde, som de håndhæver deres regelsæt på.

- Vi undskylder for de fejl, vi har lavet - de afspejler ikke det fællesskab, vi ønsker at være med til at opbygge, siger vicedirektør hos Facebook Justin Osofsky til ProPublica.

Kampagnen har indsamlet mere end 900 stykker indhold, som var anmeldt til Facebook og udvalgt 49, som de har bedt Facebook om at revurdere. Og det er blandt disse at Facebook indrømmer, at de har taget fejl i 22 af tilfældende. Du kan se eksempler på, hvad der godkendes og afvises på denne side.

Let for brugeren, svært for Facebook

Når du som Facebook-bruger anmelder et opslag, som vises i dit nyhedsfeed eller på en side, bliver du bedt om at vælge, hvorfor du anmelder det. Det kan eksempelvis være på grund af chikane, hadefuld retorik, mistanke om selvmord eller selvskade, eller godt gammeldags spam.

Som bruger er det nemt at anmelde stødende materiale på Facebook (Foto: Esben Hardenberg © Esben Hardenberg)

Det er enkelt at anmelde, men systemet bag er både uigennemskueligt og komplekst. Det anmeldte indhold skal gennemses af en content reviewer, som er en del af Facebooks sikkerhedshold.

Når indholdet gennemses, skal holdet følge strikse retningslinjer for, hvad der skal fjernes, og hvad der får lov at blive. Det betyder, at indhold, der udtrykker fordomme mod en bestemt gruppe af mennesker, ofte får lov at blive oppe, så længe der ikke bruges voldsomme eller nedladende ord. Derfor er stødende indlæg, der benytter sig af sarkasme eller hån, ofte ikke omfattet af reglerne.

- Vores politik på området tillader indhold, der er kontroversielt og nogle gange usmageligt, men det krydser aldrig linjen og bliver hadtale, siger vicedirektør hos Facebook Justin Osofsky til ProPublica og tilføjer:

- Det kan inkludere kritik af offentlige personer, religioner, professioner og politiske ideologier.

Undergrupper er stadig udsat

I alt har Facebook syv typer angreb, der kan passe under betegnelsen som hadtale: - Opfordring til eksklusion - Opfordring til vold - Opfordring til adskillelse (fx. pga. race eller religion) - Nedsættende generalisering - Benægtelse (fx. af historiske fakta) - Brug af bandeord - Nedsættende tale mod individer eller grupper

Det kan se simpelt ud, men reglerne er ledsaget af en række undergrupper af mennesker, som de skal beskytte. Disse grupper har tidligere været grund til kritik fra ProPublica.

Det skete, fordi websitet fik adgang til interne dokumenter, der beskrev de grupper, som skulle beskyttes, og dem der ikke skulle. I dem stod, at hvide mænd skulle beskyttes, men at afroamerikanske børn ikke skulle. Forklaringen på det er, at Facebook beskytter ud fra race og køn, men ikke ud fra alder. Det er dog siden blevet rettet, så alder nu også er omfattet af beskyttelsen, men ifølge ProPublica vil angreb på for eksempel fattige børn eller smukke kvinder stadig stadig slippe gennem Facebooks censur.

Dette eksempel gør det tydeligt, at reglerne, der skal beskytte Facebooks mere end to milliarder brugere stadig er under udarbejdelse.

Facebook vil fordoble indsatsen

Afdelingen, der blandt andet håndterer anmeldelser af stødende indhold, fjerner i øjeblikket ca. 66.000 indslag om ugen. Den vil Facebook udvide i løbet af 2018, hvor den skal vokse fra 10.000 til 20.000 ansatte.

Forøgelsen af mandskab betyder, at flere anmeldelser kan håndteres hurtigere, men er kun en del af ligningen. Hvis Facebook skal overkomme problemerne med det stødende indhold, må de også nå til bunds i problematikken med, hvordan de udvikler og tolker deres eget regelsæt, som skal omfatte både de, der er på Facebook i dag, og alle dem, der melder sig til i de kommende år.

Facebook
Twitter
Emner: