Facebook vil blande sig i dit sociale liv: Det kan du forvente

Facebook vil af med de passive 'scrollere' og få dig til at kommunikere mere med dine nærmeste.

- Med ændringerne vil vi opleve en tilbagevenden til vores sociale netværk, siger adjunkt Anders Kristian Munk fra Aalborg Universitet. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Drukner Facebook-opslag fra dine venner og familiemedlemmer i en malstrøm af kattevideoer, reklamer fra virksomheder og nyhedsartikler?

Så er der redning på vej.

Facebook vil nemlig i de kommende måneder justere på den sociale platform for at komme tættere på det, som Facebook var engang, fortæller digital rådgiver Astrid Haug.

- Idéen er, at vi som brugere skal opleve flere opslag fra vores venner og familie. Det vil samtidig sige, at vi for eksempel kommer til at se færre nyheder og opslag fra virksomheder, siger hun.

Disse ændringer vil du opleve:

  • Flere opslag fra dine nærmeste: Facebook vil rangere opslag fra dine venner og familiemedlemmer højere end offentligt indhold.

  • Flere meningsfulde opslag: Opslag, der sætter gang i 'samtaler og meningsfulde interaktioner mellem folk', vil blive opprioriteret i dit nyhedsfeed.

  • Forsøg på at aktivere dig:Facebook vil forsøge at forudsige, hvilke opslag du vil have lyst til at debattere eller dele med dine venner og trække disse opslag højere op i dit nyhedsfeed. Det kan for eksempel være opslag fra en ven, der søger tips før en rejse, eller en video, som bliver sendt live.

  • Ændret rækkefølge i dit nyhedsfeed: Opslag, som i Facebooks vurdering kan ventes at afføde en interaktion mellem dig og en i dit tætte netværk, vil blive rangeret højere.

  • Mere fokus på kvalitet: Facebook vil opprioritere opslag, som folk har brugt tid og kræfter på at lave.Kilde: Facebook

Zuckerberg: Facebook skal være mere meningsfuld

Hvis du har været på Facebook helt fra den spæde begyndelse, så har du formentlig oplevet, hvordan opdateringer og fotografier fra dine venners ferier og fødselsdage med tiden har fyldt mindre og mindre, mens medier, politikere og virksomheder har sat sig tungere på din digitale strøm.

Men i et opslag på det sociale medie har Facebook-stifter og administrerende direktør Mark Zuckerberg i dag oplyst, at det vil blive ændret.

- På det seneste har vi fået tilbagemeldinger fra vores fællesskab om, at offentligt indhold som opslag fra virksomheder, mærker og medier overdøver de personlige øjeblikke, der binder os tættere sammen, skriver Mark Zuckerberg i opslaget.

Med ændringerne kan vi altså forvente, at der bliver skruet op for vores eget, sociale netværk, siger adjunkt Anders Kristian Munk, der forsker i brugerinddragelse og digitale metoder ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet.

- Vi vil opleve en tilbagevenden til vores sociale netværk, årgang på universitetet eller folkeskoleklasse, som alle sammen kom på Facebook og brugte det som deres interaktionsplatform, siger han.

Platformen er afhængig af aktivitet

Digital rådgiver Astrid Haug vurderer, at ændringerne potentielt kan føre til, at en del brugere vil bruge mindre tid på Facebook.

- Men brugerne vil få mere værdi af det, de møder, og være mere aktive. Lige nu bruger mange Facebook på den måde, at de scroller ned og ser nogle videoer eller falder over nogle nyheder, mens de ikke selv er aktive, siger hun.

Og det er netop brugernes aktivitet, som Facebook gerne vil have i vejret, forklarer Astrid Haug:

- Hvis vi ikke er aktive på platformen, så eksisterer platformen ikke.

Har belønnet clickbait

Den digitale rådgiver vurderer, at Facebook selv er skyld i, at platformen i de senere år har ændret sig markant.

Blandt andet har Facebooks algoritmer, som styrer indholdet på det sociale medie, belønnet såkaldt clickbait og opslag, som kun er lavet med henblik på at høste likes.

Altså sider, som specialiserer sig i at lave indhold, som får folk til at klikke, men hvor indholdet ikke lever op til det forventede, eller konkurrencer, som egentlig bare er lavet for at give en masse tommelfingre op.

- Nu skal folk i stedet skrive kommentarer - og rigtig gerne meningsfulde og lange kommentarer - frem for bare at like, siger Astrid Haug.

Skulle du imidlertid have lyst til at bevare din nyhedsstrøm, som du kender den i dag, så er det ifølge Facebook også en mulighed.

- Personer som ønsker at se flere opslag fra de sider, de følger, kan vælge funktionen 'se først' under deres præferencer for at sikre, at de altid ser opslag fra deres yndlingssider, oplyser Adam Mosseri, som er chef for nyhedsfeedet hos Facebook.

Du kan læse mere om, hvordan du selv kan påvirke din nyhedsstrøm, her på Facebook.

Facebook
Twitter