Facebook vil skjule likes - for helbredets skyld

Men der er mere på spil end gode intentioner, siger ekspert.

Der er i første omgang tale om et forsøg hos nogle australske brugere. Om initiativet kommer til Danmark, vides ikke. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Fra i dag kan nogle australske Facebook-brugere ikke længere se, hvor mange der ‘liker’, ‘elsker’ eller er ‘ked af' andre brugeres opslag.

Antallet af visninger og reaktioner bliver nemlig privat, så kun brugeren selv kan se dem. I hvert fald i en periode.

For der er i første omgang tale om et forsøg, som ifølge Facebook skal øge brugernes mentale velvære.

- Vi tager tal ud af ligningen, så folk kan fokusere på kvaliteten af indholdet og af deres interaktioner i stedet for antallet af likes eller reaktioner, siger Facebooks australske kommunikationschef, Mia Garlick, ifølge The Guardian til Australian Associated Press.

Men ifølge Nathalie C. Larsen, der er digital chef for marketingsbureauet Lead Agency, handler Facebooks initiativ nok ikke kun om at gøre sociale medier til et skønnere sted:

- Facebook gør kun det her, hvis det er en god ting for forretningen, siger hun.

Kritikere: Der er tale om branding

Tidligere på året rullede en lignende test ud på Instagram i Australien og seks andre lande.

Her blev antallet af likes udskiftet med teksten ‘og andre’, hvis mere end én havde trykket på ‘like-hjertet’.

Instagrams chef, Adam Mossari, fortalte til BBC, at formålet var at reducere den stress, som brugerne oplevede ved at konkurrere på likes.

Men der opstod hurtigt diskussion om, hvorvidt der var tale om en branding-øvelse, fortæller Nathalie C. Larsen:

- Instagram fik fra flere sider skudt i skoene, at der var tale om signalværdi i kølvandet på den vedvarende debat om, hvorvidt sociale medier skaber en usund konkurrencekultur og falsk virkelighed, siger hun.

Facebook høster data som normalt

Nathalie C. Larsen tror, at der bag Facebooks nye initiativ gemmer sig flere overvejelser.

Initiativet gør blandt andet op med det, hun kalder en ‘like-hunting’-tendens, hvor brugere lægger indhold op med det ene formål at få mange likes.

Nogle gange også indhold, som ikke er behageligt for andre brugere.

Samtidig er initiativet en mulighed for at reagere på debatten om, at sociale medier gør os depressive og skaber en usund kultur. Altså er der tale om en god mulighed for branding.

Og så er der forretningen. Fordi likes bliver skjulte, betyder det ikke, at de forsvinder.

Facebook henter præcis ligeså mange data om dig, som de plejer at gøre. Og måske satser de endda på at få mere:

- Jeg tror, at Facebook tænker helt kommercielt: Deler vi mere, hvis vi ikke har en barriere i forhold til, hvordan det bliver modtaget? Jo mere vi deler, desto bedre er deres forretning, siger hun.

Instagram udråbt til skurk

I år er det ti år siden, at Facebook introducerede like-knappen.

Måske kan du slet ikke huske, at der engang fandtes Facebook uden likes?

Men de senere år er der kommet stigende fokus på, om jagten på likes og ‘det perfekte liv’ kan være skadelig for det mentale helbred - især hos unge.

I 2017 lavede den britiske sundhedsorganisation Royal Society for Public Health en undersøgelse blandt 1.500 14-24-årige briter, hvor de spurgte dem, hvordan Facebook, Instagram, Snapchat, Twitter og Youtube påvirkede dem.

Konklusionen var, at de sociale medier (undtagen Twitter) gav unge briter negative følelser som angst og utilstrækkelighed.

Instagram blev udråbt til at være værst for det mentale helbred.

Forsker: Vi ved ikke, om sociale medier påvirker psyken

Men forskningen har ikke draget nogen endelige konklusioner om sociale mediers effekt på vores psyke.

Tidligere i år udkom en anden undersøgelse, som er baseret på samtaler med mere end 12.000 britiske børn mellem 10-15 år.

Den viste, at der kun var en minimal sammenhæng mellem brug af sociale medier og børnenes tilfredshed med livet.

I forbindelse med undersøgelsen fortalte Lisbeth Klastrup, som forsker i sociale medier på IT-Universitetet, at der ikke er et klart billede af sociale mediers effekt på det mentale helbred.

Heller ikke selvom det måske virker sådan i medierne og den offentlige debat.

- Jeg oplever, at de forskningsresultater, der har peget på sociale medier som synderen i forhold til lavt selvværd og utilfredshed hos unge, har fået lov at fylde meget mere i debatten end forskning, der siger det modsatte, sagde hun til DR og uddybede:

- Der er undersøgelser, der peger på, at hvis du for eksempel allerede har lavt selvværd, så vil du blive påvirket mere af sociale medier. På samme måde kan du også opleve at føle dig alene på sociale medier, hvis du har et lille socialt netværk offline. Din oplevelse af sociale medier hænger sammen med, hvordan du har det i dit liv generelt.

FacebookTwitter