Filmmagi gør Robert De Niro 40 år yngre: 'Teknologien bliver mere og mere overbevisende'

I fremtiden vil vi både se ældre og afdøde skuespillere i nye, unge roller, siger forsker.

For at gøre Robert De Niro yngre har filmfolkene blandt andet filmet med infrarødt lys. (Foto: Banks Farris © Netflix 2019)

Snart kan unge hollywood-stjerner få hård konkurrence af deres ældre kollegaer.

Computerskabte effekter, også kaldet CGI, bliver nemlig bedre og bedre, og flere filmproducenter er begyndt at bruge teknologien til at gøre ældre skuespillere yngre på skærmen.

I denne uge har filmen 'The Irishman' premiere i visse biografer i Danmark, og sidst i november kan du streame den på Netflix.

Her kan du se skuespillerne Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci, alle over 75 år gamle, transformeret til yngre udgaver af dem selv.

De tre skuespillere har i flere årtier været nogle af de største ansigter i Hollywood. Robert De Niro har blandt andet spillet med i filmklassikere som 'Taxi Driver' fra 1976, 'Godfather 2' fra 1974 og 'Goodfellas' fra 1990.

I 'The Irishman' ryger Robert De Niro helt ned i 20’erne takket være en af de dyreste CGI-produktioner i filmhistorien.

- Ud fra traileren til filmen, kan jeg se, at de er kommet et skridt videre med den her teknologi. Det ser ret overbevisende ud. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det vil se ud i biografen, siger Henrik Schønau Fog, der er lektor på Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi på Aalborg Universitet i København.

Han arbejder blandt andet med medieteknologier og grafik til film og computerspil.

Teknologien i filmen er dog ikke helt perfekt ifølge internationale anmeldere. Men flere skriver, at forvandlingen er acceptabel, og at man vænner sig til den.

Flere forskellige metoder

For at gøre karaktererne yngre, må filmfolkene først og fremmest finde gamle filmoptagelser og billeder frem af skuespillerne.

- Det er vigtigt, at de finder nogle referenceskud af skuespillerne, så de får en idé om, hvordan de så ud som unge, siger Henrik Schønau Fog.

Herfra er der forskellige metoder, man kan benytte til at forynge menneskerne. Blandt andet kan man benytte digital makeup, forklarer han:

- Her tager man de optagelser, man har, og så lægger man nogle lag på ansigtet. Det kan for eksempel være, at man farver øjenbrynene eller fjerner nogle rynker, siger han og fortsætter:

- I superheltefilmen 'Captain Marvel' brugte man for eksempel den her metode til at gøre Samuel L. Jackson 25 år yngre. Man brugte faktisk 60 visuelle effektfolk til opgaven. De sørgede blandt andet for, at der blev rettet op på rynker og andre forhold i hver eneste frame (billede, red.) i filmen. Og der er altså 25 frames i sekundet.

Skuespilleren Samuel L. Jackson er i dag 70 år. I filmen Captain Marvel får digital makeup ham til at se 25 år yngre ud. (Foto: PHIL MCCARTEN © Scanpix)

En anden metode, som filmfolkene benytter sig af, er 3D-modellering. Her bygger man en digital klon af en skuespiller. Det kræver, at skuespilleren tager en dragt og en hjelm på med kameraer og trackingsystemer, så bevægelser og ansigtstræk kan optages på en computer. Inden for filmverdenen kaldes det for motion capture.

På den måde kan effekt-folkene designe en yngre version på computeren. Det kan blandt andet ses i filmen 'Gemini Man' fra 2019, hvor Will Smith spiller en yngre udgave af sig selv.

Men instruktøren på 'The Irishman', Martin Scorsese, er af den gamle skole. Han ville gerne undgå for meget digitalt udstyr på filmsettet. Blandt andet ville han ikke give Robert De Niro en hjelm på hovedet.

- I stedet satte filmholdet tre kameraer sammen til ét. Udover hovedkameraet, brugte de to ekstra kameraer, som filmer med infrarødt lys, og det gjorde det muligt at optage dybdeinformation af ansigterne, siger Henrik Schønau Fog.

- Herefter overførte filmfolkene informationen fra de infrarøde kameraer til en computer, hvor de designede digitale masker. Dem lagde de så henover optagelserne bagefter. På den måde kunne de gøre skuespillerne yngre, mens Scorsese fik frihed til at optage på den gamle måde, fortsætter han.

Kan blive lidt for creepy at se på

Filmbranchen har I mange år arbejdet på at få CGI-effekterne til at se så realistiske ud som muligt. Og det kan være en udfordring.

- Der er altid en fare for at falde ned i det, vi kalder the uncanny valley, hvor de digitale kloner ender med at se lidt creepy ud. De ligner næsten digitale zombier. For eksempel i 'Polar Expressen' med Tom Hanks, hvor hans øjne ser helt mærkelige ud, siger Henrik Schønau Fog.

- Men nu begynder det at ligne noget, og det ser ud til, at vi er kommet længere væk fra det her uncanny valley-fænomen. Så jeg tror, at det her kommer til at fortsætte og blive mere og mere forfinet, fortsætter han.

Teknologien lægger op til en helt ny udvidelse af filmkunst, forklarer Henrik Schønau Fog:

- Det er interessant at se, hvis det bliver brugt kreativt. Det kan for eksempel være til at skabe alternative universer, som vi ser det i 'Gemini Man', hvor Will Smiths karakter møder sig selv som ung.

Ungdomsikonet James Dean blev kun 24 år gammel. Nu vil filmfolk vække ham til live ved hjælp af computergenererede billeder. (Foto: NF © Scanpix)

Vækker de døde til live

CGI bliver ikke kun brugt til at gøre ældre skuespillere yngre.

Om cirka et år rammer filmen 'Finding Jack' det store lærred. Ved hjælp af CGI genoplever filmen ungdomsikonet James Dean, som døde i en bilulykke i 1955.

Instruktørerne af filmen har fået lov af James Deans familie til at bruge skuespilleren i den nye film. En skuespiller vil indtale hans stemme på ny.

- Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at se mere af den slags i fremtiden, hvor vi vækker skuespillere til live i nye universer, siger Henrik Schønau Fog.

- Men selvom det bliver nemmere og billigere, er det er stadig rasende dyrt at bruge den her teknologi i film. Og så stiller det jo nogle nye spørgsmål til copyright, når man bruger afdøde skuespillere. Skal man så have copyright af sin egen 3D-model, og bliver det så familien, der skal have det?

Han ser også nogle udfordringer ved at gøre ældre skuespillere unge, når det kommer til bevægelse.

- Da jeg så traileren til 'The Irishman', kunne jeg se, at de yngre versioner bevægede sig lidt som ældre mennesker ville. Jeg ved blandt andet, at instruktøren har forsøgt at få Al Pacino til at rejse sig hurtigere fra en stol for at få ham til at virke yngre. Men det er altså også en udfordring, siger Henrik Schønau Fog.