Russere omgår i stor stil Putins stramme internetcensur

Ved hjælp af såkaldte VPN'er snyder russere sig til adgang til Netflix og Facebook.

Antallet af VPN-downloads er steget markant i Rusland siden konflikten i Ukraine blussede op. (Foto: Petter Lagson © Unsplash.com)

De kan ikke længere logge på Facebook. Indholdet på Tik Tok er begrænset, og underholdningstjenester som Netflix er suspenderet.

Russerne er hårdt ramt af vestens reaktioner på invasionen i Ukraine samt Ruslands egen censur af medier i landet.

Men der er nogle løsninger for de russere, der stadig ønsker at benytte de vestlige tjenester.

Via såkaldte VPN-forbindelser kan man komme uden om blokeringerne. Og noget tyder på, at flere russere nu er begyndt at bruge den type værktøj.

En af de største VPN-udbydere i verden, Surfshark, har oplevet en stigning i salget af VPN i Rusland på 3.500 procent siden den 24. februar 2022.

En anden udbyder, RUSVPN, har oplevet en stigning på 500 procent i både Rusland og Ukraine.

- Det siger noget om, hvor internetkyndige folk er nu til dags. De ved godt, hvad der skal til, når først det bliver nødvendigt, siger Kristoffer Holten, der er medejer af PrivacySharks.

- Så det kan godt være, man kan lukke lande ned. Men folk er hurtige til at finde en vej udenom, fortsætter Kristoffer Holten.

Forsker: 'Ikke overraskende'

Carsten Schürmann, der er professor og leder på Center for Information Security and Trust på IT-Universitetet i København, har kigget på tallene fra PrivacySharks.

- Det er meget sandsynligt, at de her tal er korrekte. Og det overrasker mig slet ikke, at der er en stigning i downloads af den her type software som følge af konflikten mellem Ukraine og Rusland, siger Carsten Schürmann.

Han understreger dog, at undersøgelsen bør følges op med flere data.

- Det vil være interessant at se, hvordan tallene ser ud hos andre VPN-udbydere. Det vil give et endnu stærkere billede af situationen.

Ved hjælp af Google-værktøjer har PrivacySharks i deres undersøgelse også kigget på, hvor mange russere, der har søgt på 'VPN' siden konfliktens begyndelse. Her er antallet af Google-søgninger, ifølge firmaet, steget med 1.900 procent.

- Jeg tror, der er en usikkerhed i befolkningen, som bruger internettet. Og så er det normalt, at man går på Google og søger efter hjælp, siger Carsten Schürmann.

Det sociale medie Tik Tok har fjernet al ikke-russisk indhold på deres platform. Brugere kan nu kun se særligt udvalgt indhold fra Rusland. (Foto: DADO RUVIC © Ritzau Scanpix)

Rusland forsøger at blokere VPN

Men den russiske regering gør, hvad de kan for at blokere befolkningens muligheder for at hente en VPN.

Regeringen er blandt andet lykkedes med at blokere populære VPN’er som eksempelvis TunnelBear og Nord VPN.

- Myndighederne har muligheden for at blokere VPN’er, hvis de kender adressen til serveren, der bliver brugt. Omvendt kan VPN-udbyderne skifte adresse igen. På den måde bliver det et katten efter musen-spil, siger Carsten Schürmann.

Ifølge Kristoffer Holten er det dog myndighederne der i den sidste ende taber kampen.

- Der er mange forskellige udbydere, og de har alle sammen tusindvis af servere. Så det er stort set umuligt for Rusland at blokere dem, siger han.

Både ramt af Rusland og Vesten

Når den enkelte russer bliver ramt af begrænsninger på nettet, skyldes det først og fremmest sanktioner fra vesten som en protest mod invasionen.

Netflix har for eksempel valgt at suspendere deres service i landet. Og gaming-streamings-tjenesten Twitch har stoppet deres betaling til gamere i landet. Gamerne får ellers normalt penge for at live-streame deres computerspil.

Samtidig med det bliver russerne ramt af Putins forsøg på at censurere nyheder og viden.

Udover at havet blokeret Facebook og Instagram har retten i Moskva netop bandlyst de to sociale medier, som er ejet af selskabet Meta. Facebook og Instragram bliver nu betegnet som "ekstremistiske" af de russiske myndigheder.

Det sociale medie Tik Tok har desuden valgt at lukke ned for livestreaming og muligheden for at uploade nye videoer i Rusland. Tik Tok skriver, at de gør det på grund af Ruslands nye lov om fake news.

Derudover har myndighederne blokeret for en række forskellige nyhedsmedier.

- Russerne bliver altså ramt af en dobbelt censur. Og stigningen af VPN-downloads i landet viser tydeligt, hvor slemt, det står til, siger Kristoffer Holten.

Du kan læse mere om, hvilke tjenester russerne ikke kan benytte sig af her.

Explainer: Hvad er en cyberkrig?