Flere swipes og beskeder i indbakken: Sådan har vores dating-vaner ændret sig under corona

Corona kan gøre det mere attraktivt at være i et parforhold, siger ekspert.

Der bliver sendt flere beskeder mellem brugerne på dating-apps under coronakrisen. (Foto: © AKHTAR SOOMRO, Scanpix)

Hvis du overvejer at finde kærligheden på dating-apps, så er det måske et godt tidspunkt at give det et skud.

Det ser nemlig ud til, at der er flere potentielle scoringer nu end normalt.

Flere dating-sider og apps fortæller DR, at de har oplevet en stor stigning i danske brugere, siden covid-19-pandemien brød ud i foråret.

En af dem er dating.dk.

- Vi har set en stigning på op mod 30 procent flere brugere. Det var især meget markant i starten af første bølge omkring april, siger Thomas Gram, der er driftleder ved dating.dk.

Krisen har forstærket behov for en kæreste

Om stigningen i antallet af brugere faktisk skyldes pandemien, eller der er noget andet på spil, kan man ikke sige med sikkerhed.

Men filosof og forfatter Anders Fogh Jensen mener, at der kan være en sammenhæng mellem stigningen og pandemien.

- For nogle kan det handle om kedsomhed. Nogle bruger apps, hvor man skal swipe og bedømme hinanden ud fra billeder og profiltekst som underholdning. De hygger bare med det og søger ikke nødvendigvis en kæreste, siger han.

Appsene kan også hjælpe med at opfylde et socialt behov under en pandemi.

- Dating-apps kan for nogle også være en form for selskabs-erstatning. På den måde kan de stadig række ud efter andre mennesker og nye bekendtskaber, selvom de skal holde sig hjemme.

Anders Fogh Jensen forklarer, at der helt sikkert også er mange, der længes efter en kæreste. Og den følelse har pandemien måske forstærket.

- Jeg tror, at vi alle har kigget lidt på vores liv i den her krise. For nogle er tempoet blevet sat ned på grund af hjemmearbejde og færre sociale aktiviteter, hvilket giver tid til refleksioner over, hvad der betyder noget. For eksempel at få en partner, siger han.

Singlernes fede frihed er væk

Hvis du er i et parforhold og tænker på singlelivet, kan du måske se en masse friheder i, at man kun skal tænke på sig selv: Man kan tage ud at rejse, feste løs og møde nye, spændende mennesker.

Men friheder er der ikke mange af, når covid-19 raser.

- Hvis man er i et parforhold, kan man misunde den frihed. Men friheden er ikke misundelsesværdig og spændende nu på samme måde, fordi den er meget indskærpet under corona, siger Anders Fogh Jensen.

Og den manglende frihed kan også påvirke singlerne. Derfor kan nogle måske se en idé i at kigge efter en partner på dating-apps.

- Når andre grupperer sig med familie eller kæreste, kan singlerne måske kigge på deres eget liv, og føle, at de mangler en at rykke sammen med - og så er det oplagt at hoppe på dating-apps, Anders Fogh Jensen.

DR har forsøgt at indhente tal fra Grindr og Badoo, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen. Hos Tinder har de ikke præcise tal på danske brugere, som de ønsker at dele, men henviser istedet til generelle tal over alle brugere.