Første planetjæger går på pension: Kepler fandt 2.662 planeter

Efter ni år i rummet har NASA pensioneret rumteleskopet Kepler. Det fandt tusindvis af planeter og viste, at der er flere planeter end stjerner i Mælkevejen.

En illustration fra NASA viser en kunstners fortolkning af Kepler. Rumteleskopet Kepler har fået en efterfølger, TESS, der skal bygge videre på Keplers opdagelser. (Foto: © NASA/WENDY STENZEL/DANIEL RUTTER, Scanpix)

Det har tilbagelagt 150 millioner kilometer, observeret 530.506 stjerner og fået udgivet 2,946 videnskabelige afhandlinger på baggrund af de enorme mængder data.

Men der er slut nu.

Kepler har snart ikke har mere brændstof. Derfor har forskerne ved NASA besluttet, at rumteleskopet skal på pension.

- Vi begyndte at forestille os denne mission for 35 år siden, da vi ikke kendte til én eneste planet udenfor vores solsystem, siger Kepler-missionens grundlæggende hovedforsker, William Borucki, der nu er pensioneret fra NASA, i en pressemeddelelse.

- Nu da vi kender planeter overalt, har Kepler sat os på en ny kurs, der er fuld af løfter for den fremtidige generation, der skal udforske vores galakse, siger han.

Banebrydende opdagelser af planeter

Kepler var NASAs første planet-jæger-mission og har lagt grundstenene for vores forståelse af rummets opbygning.

Lars A. Buchhave, der er professor i Astrofysik ved DTU Space, forklarer, at Keplers arbejde har været noget særligt for rumforskningen.

- Den revolutionerede vores forståelse af planeter omkring andre stjerner, og særligt de små planeter. Det vigtigste, der kom ud, var, hvor ofte der er planeter omkring andre stjerner. Små planeter, ligesom Jorden, er faktisk de mest almindelige, siger han.

Og det skal hjælpe forskerne i deres videre undersøgelse af universet.

- Det kan gøre os klogere på planeter, der er ligesom Jorden. De nærmeste stjerner, som vi kan se med det blotte øje, har også planeter som vores om sig, siger han.

Opdagelsen af omfanget af de små planeter giver nye muligheder for at udforske dem.

- Vi kan faktisk bygge teleskoper til at lede efter liv i deres atmosfærer indenfor vores levetid. Vi behøver ikke urealistiske kæmpestore teleskoper, for at undersøge nærmere, om der er liv i rummet, siger Lars A. Buchhave.

Der er omkring 300 milliarder stjerner bare i vores egen galakse Mælkevejen - og Kepler har vist, at der ofte er flere små planeter rundt om disse stjerner.

Afløseren er fundet

Det er rumteleskopet TESS, der skal kigge endnu nærmere på planeterne i vores galakse.

Kepler indsamlede data om de stjerner vi kan se, når vi kigger op på himlen, men det er kun en lille del af de mange milliarder stjerner.

- Kepler kiggede kun på et lille udsnit af alle stjernerne i vores galakse. Hvis du holder din hånd op mod stjernehimlen, så er Keplers udsnit cirka lige så stort, som det din hånd dækker, siger Lars A. Buchhave.

Keplers dataindsamling har givet indsigt i, at planeter er helt almindelige, og at der ofte er én eller flere planeter i kredsløb om en stjerne.

Og det skal hjælpe Keplers efterfølger.

- TESS undersøger hele himlen for at finde planeter omkring de allerklareste stjerner. TESS finder de planeter for at gøre os klogere på dem, hvad er de lavet af, hvad er deres atmosfære - og om der er liv, siger han.

Stadig opdagelser undervejs fra Kepler

Kepler tog det første skridt i jagten på liv i universet, men den var ikke bygget til at kunne klare de samme opgaver, som TESS skal varetage.

- Keplers data om planeter var interessante, fordi det gav en statistisk forståelse, men de stjerner, planeterne kredsede rundt om, var for svage og for langt væk til at blive undersøgt nærmere, siger Lars A. Buchhave.

- Med TESS og andre fremtidige missioner vil vi kunne finde planeter ligesom vores egen, og muligvis kunne finde liv ligesom her, siger han.

Selvom Kepler bliver i samme kredsløb som Jorden, vil det ikke kunne sende mere data til os.

Forskerne mener dog, at Kepler har gjort et stort stykke arbejde, der vil blive bygget videre på.

- Vi ved, at rumfartøjets pensionering ikke er enden på Keplers opdagelser. Jeg er spændt på de forskellige opdagelser, der stadig er undervejs på baggrund af Keplers data, og hvordan fremtidige missioner vil bygges op omkring Keplers resultater, siger Jessie Dotson, Keplers projektforsker ved NASA.