Forsker bag dansk rumprojekt: 'Jeg håber ikke, raketten springer i luften'

Torsten Neubert har ventet i 20 år på at sende sin baby afsted til rummet. Nu sker det i aften.

Det er med blandede følelser, at forsker og idemanden bag det største danske rumprojekt nogensinde, Torsten Neubert, i aften følger opsendelsen af rumobservatoriet ASIM.

Han er med helt tæt på, når raketten sendes afsted fra affyringsrampen på Cape Canaveral i Florida. Og særligt én ting går gennem hans hoved, når han skal svare på, hvordan han har det inden affyringen, der sker i aften klokken 22.30 dansk tid:

- Jeg håber, at raketten ikke springer i luften. Jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer, hvis det sker.

ASIM, The Atmosphere-Space Interactions Monitor, skal fotografere de voldsomme tordenvejr og lyn, der optræder over skyerne op til 100 kilometer over jorden. Torsten Neubert fik selv ideen til projektet for 20 siden, da han arbejdede på Danmarks Meterologiske Institut.

Og derfor er det også noget helt særligt for lige Torsten Neubert at se projektet få vinger:

- Jeg får mit barn op i rummet. Det bliver født i morgen, og det er jo fantastisk stort.

Tæt på at kaste håndklædet i ringen

Der er blevet arbejdet rigtig hårdt i mange år på at realisere Danmarks store rumprojekt. Og for Torsten Neubert har der været tidspunkter, hvor han ikke troede, at det ville lykkes.

Da han fik ideen og begyndte at arbejde videre med den, blev han flere gange gjort opmærksom på, at han skulle forberede sig på en masse bureaukratiske udfordringer.

- Jeg tænkte, hvor svært kan det være? Men jeg må sige, at undervejs har der været faser, hvor jeg har tænkt, at nu smider vi håndklædet i ringen. Det har ikke været nemt. Man skal ikke tro, at det bare er ved et knips i fingrene, at man bygger et instrument og får det op med rumstationen. Det er virkelig, virkelig hårdt arbejde.

Meget kan gå galt

Når man skal sende teknologi ud i rummet, er der meget, der kan gå galt. For Torsten Neubert er det en bedrift i sig selv, at de er kommet så langt, som de er.

Men han kan først ånde roligt op, når observatoriet er koblet på rumstationen, og de kan se, at teknologien virker.

- Man holder vejret ved hvert skridt i processen. Hvis den kommer godt afsted, skal den også i den rigtige bane. Og hvis den kommer i den rigtige bane, skal den også hægtes på rumstationen. Og så skal de jo tænde for den - og der finder man ud af, om drengene og pigerne har lavet et godt stykke arbejde.

Facebook
Twitter