Forsker der manipulerer naturen: Vi skal lytte til folks bekymringer

Syntesebiologi kan løse store samfundsproblemer ved at manipulere naturen. Men forskerne har erkendt, at de skal tage folkelige bekymringer alvorligt.

Centerkoordinator Nanna Heinz fra KU's Center for Syntesebiologi diskuterer teknologi og etik med Svend Brinkmann .

Udvikling af bedre medicin og mere effektiv produktion af bæredygtige landbrugsafgrøder.

Det er eksempler, hvor forskere bruger såkaldt syntesebiologi til at manipulere naturen.

Men hidsige debatter om genmodificerede GMO-afgrøder og sensationshistorier om at teknologien også kan bruges til at skabe kunstigt liv har tidligere spændt ben for forskerne.

Derfor gør de nu ekstra meget ud af at forklare sig, fortæller centerkoordinator Nanna Heinz fra Center for Syntesebiologi på Københavns Universitet, hvor bioforskerne arbejder sammen med etikere, filosoffer og kommunikationseksperter.

Brinkmann: Redder det os, eller er det farligt?

I radioprogrammet ”Brinkmann på P1” diskuterer hun forskningens muligheder og dens etiske udfordringer med værten, psykolog Svend Brinkmann.

Svend Brinkmann konstaterer, at syntesebiologi rummer to scenarier. Teknologien kan være med til at redde os. Men måske kan den også være farlig for os.

- Det er på den ene side et område, der er kæmpestore forhåbninger til. Hvis vi skal brødføde en stadigt voksende befolkning på vores jord, så skal vi have nogle kornsorter og plantearter i det hele taget, som er gode og effektive og modstår skadedyr.

- Og på den anden side er det noget, der er en utrolig frygt knyttet til. Hvad vil der ske, når vi går ind og modificerer dyrs og planters arvemateriale på snedige måder? Det er svært at forudse, siger Svend Brinkmann.

Lukkede systemer beskytter "naturlig" natur

Forskerne på Center for Syntesebiologi arbejder fx med stoffer, der vil kunne bruges i behandlingen mod kræft og Parkinsons sygdom. Det er stoffer, som er kendt i naturen og bliver produceret naturligt i planternes komplekse kemi, men som med teknologiens hjælp kan produceres hurtigere og i større mængder.

- Det foregår i lukkede systemer. Hvis man kan forestille sig et stort drivhus, hvor der hænger nogle store plastposer med grøn væske i, så er det dér, stofferne bliver produceret. Og så kan man fra væsken tappe de stoffer, vi gerne vil have, forklarer Nanna Heinz.

Når hun understreger, at arbejdet foregår i lukkede systemer, er det en konsekvens af den ballade, der tidligere har været om genmodificerede planter.

- En af de bekymringer, der er i befolkningen, er, at det kan gå ud og ødelægge den omgivende natur. Vi er inde og arbejde med planternes indre struktur, så plantecellerne er anderledes, end de vil være ude i naturen. Derfor skal vi selvfølgelig holde det fri fra den omgivende natur.

- Det er et af de områder, hvor vi har lyttet meget til, hvad man siger i befolkningen om den her teknologi, siger Nanna Heinz.

Modstand var en lærestreg

Forskningsområdet har i det hele taget fået sig en lærestreg efter den skæve start med GMO-debatten. Og selv om nogle af uenighederne bundede i misforståelser eller overdrivelser, har forløbet givet anledning til selvransagelse.

- Det har været nogle store lærepenge for forskerne at blive mødt med så stor modstand i offentligheden. Og forskerne var nok ikke så gode til at fortælle om både fordele og ulemper ved den her forskning, siger Nanna Heinz.

Derfor bliver det grebet anderledes an i dag, hvor forskerne har indtaget en mere lyttende holdning.

- Det er vigtigt, at vi lytter med respekt og anerkendelse. Og at vi ikke bare affejer den her nervøsitet, der kan være omkring en ny teknologi, som nogle kan opfatte som havende meget risiko i sig. Den risiko skal vi lære at tale om på en måde, som giver mening for folk, forklarer Nanna Heinz.

Efter hendes mening handler det om at få fortalt om nytteværdien, som følger med en eventuel risiko. Hun sammenligner det med trafik, hvor vi er vant til at udsætte os for fare ved at sætte os ind i en bil, fordi vi skal et sted hen.

- Det er noget af det farligste, vi kan foretage os som mennesker. Men der er en stor nytteværdi ved det. Hvis ikke vi kan mærke den konkrete nytteværdi for os selv, så er vi mindre villige til at se på en risikohåndtering, siger hun.

Humanistisk håndsrækning til bio-forskerne

GMO-debatten har også haft betydning for den måde, forskningen er organiseret på. På Center for Syntesebiologi giver det sig udslag i en meget bredt sammensat gruppe, som tæller plantebiokemikere, biofysikere, nanoteknologer, neurobiologer, farmakologer, kommunikationsforskere, filosoffer og jurister.

Kommunikationsforskerne har været med til at skabe en mere nyttig dialog med befolkningen.

- Det er en misforståelse, vi ofte møder, at det handler om, at vi skal undervise befolkningen i den her teknologi. Det viser en masse kommunikationsforskning, som vores kommunikationsforskere kan fortælle os om. Vi kan oplyse og oplyse og oplyse. Men det betyder ikke nødvendigvis at frygten eller diskussionerne omkring etikken går væk, siger Nanna Heinz.

Svend Brinkmann spørger hende drillende, om de ikke bare har etableret en spin-afdeling med kommunikationsforskere og filosoffer, der kan sælge det glade forskningsbudskab til en skeptisk befolkning?

- Det synes jeg ikke, vi har. Når forskere i dag skal søge offentlige midler, så skal de altid fortælle, hvad nytteværdien er af deres forskning, svarer hun.

- Og noget af det, vi har lært, er at vi skal lade være med at oversælge. Der er ting, vi skal lade være med at lave, og områder vi skal lade være med at gå ind på. Vi arbejder fx ikke med kunstigt liv, fordi vi ikke mener, det har nogen samfundsmæssig nytte, som det er nu, siger Nanna Heinz.