Forsker designer motor, der i teorien kan flytte hele vores solsystem

Stråling fra rummet kan udslette livet på Jorden. Men astronom har fundet en løsning.

Det var YouTube-kanalen Kurzgesagt, der bad astrofysikeren om at udvikle en maskine, der kan flytte vores solsystem. Her ses deres illustration af hans design. (© Kurzgesagt)

Når en stjerne eksploderer et eller andet sted i universet, har det som regel ingen mærkbar virkning på os her på Jorden.

For det meste opdager vi almindelige mennesker slet ikke, at der er sket noget. Vi fortsætter vores daglige gøremål med indkøb, madlavning og dårligt tv.

Men hvis en såkaldt supernova-eksplosion på et tidspunkt sker i nærheden af vores solsystem, kan det have enorme konsekvenser for alt liv på Jorden. Hvis vi er så uheldige, at det er en af stjernerne tæt på os, der eksploderer, er gode råd dyre.

Vi vil nemlig blive bombarderet med store mængder stråling, der i første omgang ødelægger ozonlaget og dernæst alt liv.

Men det mener den amerikanske astronom Matthew Caplan at have fundet en løsning på. I rumfartstidsskriftet Acta Astronautica fremlagde han for et par uger siden sine ideer til to kæmpemaskiner, der ved at udnytte Solens energi skal flytte Solen og dermed hele vores solsystem i sikkerhed.

Og ideerne fejler i princippet ikke noget, lyder det fra danske Michael Linden-Vørnle, der er astrofysikerDTU Space.

- Rent teoretisk er der ikke noget galt. Det vil man godt kunne. I stedet for at flyve menneskeheden væk i et rumskib, så tager man bare Solen og planeterne med, siger han.

Der er bare et meget stort ‘men’:

- Det kan ikke lade sig gøre i dag og heller ikke i overskuelig fremtid - måske aldrig. Det skal gøres af en civilisation, der er langt mere udviklet end os, siger han.

Et stort tankeeksperiment

Selvom vi på ingen måde har teknologien til at bygge disse maskiner i dag, mener Michael Linden-Vørnle dog stadig, at det er interessant forskning, for vi kan alligevel lære en masse af det.

- Vi bliver klogere på, hvordan sådanne megastrukturer påvirker lyset fra en stjerne. Så hvis civilisationer andre steder i Mælkevejen har bygget noget lignende, kan vi komme med bud på, hvad det vil betyde for en stjernes lysstyrke og farvespektrum. Og det vil måske kunne bane vejen for at opdage intelligent, højt udviklet liv i rummet, siger han.

Men når det kommer til at beskytte Jorden mod supernovaer, mener han dog, at der må være andre og lidt mindre urealistiske løsninger.

-Det vil nok give mere mening, hvis vi opbygger et system, der kan skærme Jorden mod strålingen fra en supernova. Den farligste del af strålingen fra sådan en eksplosion varer nemlig ikke millioner af år, men blot få dage eller i værste fald måneder, og så er faren ovre. Så måske er det lidt at overgøre det at flytte hele solsystemet, siger han

Når det er sagt, mener han dog, at ideen om at flytte solsystemet giver mening, hvis mennesket langt, langt ude i fremtiden vil kolonisere andre solsystemer.

Flyt Solen med et gigantisk solsejl

Den amerikanske astrofysikers første idé til, hvordan vi kan flytte vores solsystem, er at bygge et gigantisk solsejl, der langsomt trækker Solen og resten af planeterne i sikkerhed.

Solsejlet skal dække hele den ene side af Solen, så det er et gigantisk byggeprojekt. Derfor er det også nødvendigt, at det materiale, det bygges af, er ultratyndt. Helt præcist på tykkelse med et rødt blodlegeme - der ikke er større end en mikrometer, foreslår han.

Sejlet vil så fungere som et gigantisk spejl, der reflekterer Solens stråler, så de kun skinner i én retning. Og det vil så få Solen til langsomt at flytte sig.

Ligesom med vinden hernede på Jorden, kan lys nemlig skabe fremdrift ude i rummet. Hvis en astronaut, der frit svæver rundt i verdensrummet tænder en lommelygte og lyser frem for sig, vil den faktisk skubbe ham ganske stille baglæns. Og det er altså samme princip solsejlet her udnytter.

Det er vigtigt, at sejlet sidder på én bestemt side af Solen, så det ikke sender store mængder stråling mod Jorden eller helt blokerer for lyset.

Og så kommer der heller ikke særlig meget fart på med denne metode. I løbet af den tid det tager Solen at kredse én gang rundt om Mælkevejens centrum (omkring 230 millioner år), kan Solen og solsystemet højest flyttes cirka 300 lysår. Og det er alt for langsomt, hvis vi kun får et varsel på et par millioner år i forhold til en nærtliggende supernova.

Men her kommer den amerikanske forskers anden idé ind i billedet. Den ‘opfindelse’ har nemlig fart på.

En koloenorm motor

Problemet er, at den anden idé er meget mere kompliceret at bygge end solsejlet. Den går ud på at bygge en såkaldt “Caplan Thruster”, som han har døbt den (efter sig selv).

Det er en gigantisk motor, der høster brint og helium fra Solen. Brinten hældes tilbage til Solen, mens det høstede helium føres ind i en kæmpemæssig fusionsreaktor, der danner ekstrem varm ilt, der så skydes bagud og skaber fremdrift.

Den naturlige strøm af brint og helium fra Solen (solvinden) leverer dog ikke brændstof nok til at gøre motoren effektiv. Derfor vil det være nødvendigt at få Solen til at afgive mere masse, der så kan samles op og bruges i fusionsreaktoren.

Det, foreslår den amerikanske forsker, kan gøres ved at placere store spejle omkring Solen, der reflekterer noget af sollyset tilbage mod et enkelt punkt på Solens overflade. Her bliver Solen ekstremt varm og begynder at kaste ekstra masse af sig.

Med en sådan motor er det muligt at flytte solsystemet mere end 30 lysår på bare en million år og dermed gennemføre rejser til andre stjerner i Mælkevejen. Motoren vil endda være i stand til at få solsystemet helt ud af Mælkevejen og flyve til vores nærmeste store galaksenabo, Andromeda, på mindre end en milliard år.

Her ses den maskine, som astrofysiker Matthew Caplan forestiller sig, kan sende hele vores solsystem på en rejse til en anden galakse. (© Kurzgesagt)

Muligt, hvis vi ikke dræber os selv inden da

For at bygge sådan en motor kræver det ekstremt meget byggemateriale. Så meget, at vi må skille planeten Merkur helt ad og bruge alle metaller, før vi kan bygge noget i den størrelsesorden.

Og at hakke en helt planet op i småstykker er ikke noget, man bare lige gør. Derfor tror Michael Linden-Vørnle da heller ikke, at det kommer til at ske. Selvom han ikke tør bruge ordet “aldrig”.

- Hvis man firkantet siger, at det aldrig kommer til at ske, så er der nok nogen der griner, når det på et tidspunkt viser sig, at jeg har taget fejl. Men spørgsmålet er, om teknologiske civilisationer som os slår os selv ihjel, inden vi når et punkt, hvor sådanne ingeniørbedrifter på planetsystemsskala er mulige, siger han og fortsætter:

- Hvis vores civilisation eller andre rundt omkring i universet er bundet til én planet, så må det jo slutte på et tidspunkt. Når enten vi har ødelagt planeten, eller stjernen den kredser om dør.

Men hvem ved. Måske lykkes det os i en fjern, fjern fremtid at tage vores stjerne, Solen, og dens familie af planeter og måner med på eventyr ud i det uendelige univers.

FacebookTwitter