Forskere advarer: Vi må ikke panikke og slette for mange data

EU’s data-lov får flere virksomheder til at rydde op med for hård hånd. Og det kan ramme forskningen, der har brug for data, mener eksperter.

EU's data-lov får nu virksomheder til at slette vigtige data, som kan bruges i forskningen. Det er bekymrende, mener forskere. (Foto: Katarina Sundelin © COLORBOX)

I denne uge har du garanteret modtaget et hav af mails om nye regler og privatlivspolitik.

For med EU’s nye data-lov kaldet GDPR - General Data Protection Regulation - må virksomheder og organisationer ikke længere gemme dine personlige data uden, du får klar besked.

Overholder man ikke reglerne, kan det resultere i kæmpestore bøder. Derfor begynder flere virksomhedernu at slette personfølsomme oplysninger. Simpelthen for at være på den sikre side.

Og det kan resultere i, at der ryger nogle vigtige forskningsdata i papirkurven, mener professor i internetforskning, Niels Brügger fra Aarhus Universitet.

- Nu er det jo svært at vide, hvad virksomhederne rydder op i. Men hvis for eksempel at boghandlerne på nettet smider deres kundeoplysningerne ud, så bliver det jo svært at skrive e-bogshandlens historie i Danmark. For det kræver information om, hvem der har købt hvad, og hvor meget de har købt, siger han.

- Jeg tror panikken breder sig, og så smider folk måske for meget ud. Derfor havde det været godt med en ordning, hvor man fik tid til at finde ud af, hvad der skulle ud, og hvad der ikke skulle ud, fortsætter Niels Brügger.

Frygter for begrænset adgang

Det er ikke meningen, at den nye EU-lov skal begrænse forskningen på nogen måde. Derfor er der givet ekstra råderum til videnskabelige formål.

Men det nytter ikke noget, hvis virksomhederne går i panik, mener Forskningsleder på AU Datalab på Aarhus Universitet, Anja Bechmann.

- Det er ikke kun sletning af data, der er bekymrende. Hvis man som institution er bange for de her regler, kan det også gå udover forskningen fremadrettet. For selvom reglerne i sig selv har en lempelig tilgang til data under forskning, er vi jo dybt afhængige af, at virksomhederne giver adgang til de her data, og at de kan stole på, at forskere behandler data både juridisk og etisk korrekt, siger hun.

I øjeblikket er det for eksempel problematisk for forskningen, at Facebook har lukket ned for deres forskeradgang til data.

- Det betyder jo, at vi ikke kan undersøge emner som depression, fake news og internetmobning. Det kræver, at sociale medier lukker op for uafhængig forskning, der er godkendt af universiteterne og datatilsynet, og som lever op til den internationale standard for etik, siger Anja Bechmann

Data bliver mere overskuelige i fremtiden

Winnie Larsen er konsulent i sikkerhedsfirmaet F-Secure. Hun har arbejdet med EU’s data-lov siden den blev vedtaget i 2016.

- Jeg kan godt forstå bekymringerne fra forskerne. Og derfor er det vigtigt, vi lærer at holde balancen. Begrænser vi forskningen for meget, så høster vi ikke alle de fordele, vi som samfund kan få ud af at have den højeste digitaliseringsgrad i Europa. Åbner vi for meget op, så er det vores privatliv og sikkerhed, der er på spil, siger Winnie Larsen.

Hun understreger, at loven i fremtiden faktisk kan gøre det nemmere for forskere at få adgang til kvalitetsdata.

- Det store fokus på data gør, at virksomheder og organisationer vil få mere kontrol over hvilke data, de har liggende. Og når du ved, hvor oplysningerne er, så bliver de også mere tilgængelige for forskere, siger Winnie Larsen og fortsætter:

- Når vi strammer sikkerheden, så øger vi integriteten, og vi sikrer at dataene bliver valide. Og øget datakvalitet giver forbedret forskningskvalitet. Har du bedre grundlag, har du også bedre forskning.

Professor i internetforskning, Niels Brügger ser også fordele i data-loven.

- På humaniora har vi ikke rigtig haft nogen tradition for at omgås vores forskningsdata, som noget vi skulle passe særlig meget på. Men det kommer vi jo til at ændre på. Og det kan være en fordel, at vi bliver nødt til at tænke mere over, hvilke data de enkelte forskere faktisk har liggende, siger han.

Facebook
Twitter