Forskere er bekymrede: Rensning af saltvand skader havene

I flere lande er afsaltningsanlæg nødvendige for at skaffe drikkevand. Men processen efterlader et skadeligt restprodukt, som i store mængder pumpes ud i havet.

Flere lande i Mellemøsten er begyndt at afsalte vand ved hjælp af afsaltningsanlæg. Dermed pumper de skadeligt brine ud i havvandet. Her er et afsaltningsanlæg i De Forenede Arabiske Emirater. (© WikiMedia Commons)

Flere steder i verden er det en udfordring at skaffe rent drikkevand. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden.

Derfor er vi tvunget til at finde nye teknologiske løsninger. I det seneste år er flere lande for eksempel begyndt at omdanne havvand til drikkevand via såkaldte afsaltningsanlæg.

I øjeblikket er der næsten 16.000 af sådanne anlæg fordelt på 177 lande.

Men anlæggene producerer ikke kun drikkevand. De producerer også brine, som er en engelsk betegnelse for det koncentrerede saltvand, der er tilbage efter, at havvandet er afsaltet.

Og det bliver ofte udledt direkte til havet igen.

- Når man udleder store mængder af brine ud i havene, så øger man lokalt saltindholdet i vandet, og man risikerer at ødelægge dyr og planters levesteder, siger Martin Rygaard, der er lektor i urbane vandsystemer på Institut for vand og miljøteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet.

- Og et andet problem er, at der ofte tilsættes kemikalier i afsaltningsprocessen for at holde membranerne rene. Når de udledes med brine, kan de medføre forurening, fortsætter Martin Rygaard.

Nye tal overrasker

Forskere fra blandt andet Canada og Holland har undersøgt cirka 20.000 afsaltningsanlæg. Inklusiv nogle, som ikke længere er aktive.

I undersøgelsen konkluderer de, at afsaltningsanlæggene i gennemsnit producerer 1,5 gange mere brine end afsaltet vand. Og det er dobbelt så meget, som man hidtil har troet, skriver de i en pressemeddelelse.

På verdensplan udleder anlæggene nu 142 millioner kubikmeter brine hver dag. På et år er det nok til dække Florida med cirka 30 centimeter brine.

- Bekymringen om brine-udledning er gammel. Men nu har man opdateret tallene og lavet en meget grundig opgørelse. Det har jeg ikke set før. Og det er jo store mængder, det handler om, siger Martin Rygaard, der ikke selv har noget at gøre med undersøgelsen.

Fire lande i mellemøsten producerer cirka halvdelen af den samlede brine-produktion. Her er et kort over afsaltningsanlæg i verden. (© UNU-INWEH)

Ikke lige stort problem alle steder

Ifølge forskerne bag undersøgelsen bliver godt halvdelen af alt brine produceret i mellemøsten. Det er i landene Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar.

- Det er problem i de områder, hvor der udledes meget store mængder af brine til et mindre havvolume. For så ændrer man simpelthen havets saltindhold, siger Martin Rygaard

Derimod er problemet ikke ligeså stort i andre dele af verden:

- Der findes steder, hvor afsaltningsanlæggene ligger mere isolerede, og hvor der er god mulighed for at blande brine op i havvandet og dermed minimere de effekter, der må være, siger Martin Rygaard.

Kræver nye teknologiske løsninger

Forskerne bag undersøgelsen fremhæver dog, at teknologien bliver bedre, og at man i de seneste år har gjort en indsats på området.

- Der er blandt andet forsket i, om vi kan afsalte vandet så grundigt, at vi ender med et pulverprodukt af salt, hvor der kan høstes mineraler, som man kan få en forretning ud af. Men problemet er, at det stadig er meget dyrt og energikrævende, siger Martin Rygaard og fortsætter:

- Det kan være vanskeligt at komme af med det her brine. Det gælder især, hvis et anlæg ligger inde i landet. Så skal det her affaldsprodukt transporteret hele vejen ud til kysten.

Teknologien med afsaltning er i vækst. Derfor er det ifølge Martin Rygaard godt, at vi får sat fokus på problemerne ved det.

- Man har forsket og arbejdet med at finde løsninger på det her i årtier. Der er mange, der har gode idéer. De har bare ikke fået dem udført. Vi mangler stadig økonomien og energien til det, og så at se teknologierne indført i stor skala, siger han.

Facebook
Twitter