Forskere har ledt i 30 år: Nu har de fundet universets 'forsvundne' stof

Stoffet er fundet ved hjælp af mystiske radiokilder.

Korte radioglimt blev først opdaget for 10-15 år siden, men de har allerede hjulpet os med at blive klogere på universet. (© ICRAR)

De seneste 30 år har særligt ét spørgsmål optaget mange astronomer: Hvor blev det synlige stof, der engang var i vores univers, af?

Forskerne ved, at der fandtes meget mere synligt stof cirka 400.000 år efter Big Bang.

De har efterfølgende regnet ud, hvor meget synligt stof, der burde være i universet i dag.

Men når de har kigget ud i universet, har de ikke kunne finde det.

Nasa kalder det selv for 'pinligt', at forskerne ikke kan svare på spørgsmålet om, hvor meget synligt stof, der er i vores galakse.

- Forskere har haft et bogføringsproblem. Vi kunne ikke få det til at gå op, hvad universet bestod af. Vi vidste, at der var synligt stof, men vi kunne ikke måle det og dermed påvise, hvor det er. Men det kan vi nu.

Det siger Johan Fynbo, der er professor i astrofysik ved Cosmic Dawn Centeret på Københavns Universitet.

Han er ikke en del af holdet bag det nye forskning.

Forskningen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Radiokilder var løsningen

Det manglende synlige stof kaldes også intergalaktisk stof, da forskere mener, at det findes i det gigantiske rum mellem galakserne.

Men det intergalaktiske stof er ikke sådan lige at måle.

- I 1960’erne opdagede forskere, at det meste af stoffet mellem galakser var ioniseret. Og det er svært at måle, siger Johan Fynbo.

‘Ioniseret stof’ lyder måske kompliceret, men hæng på, for det kommer til at give mening.

Tager vi et stof som for eksempel hydrogen, så består det af et proton og en elektron, der hænger sammen. Det kaldes et atom. Men er elektronen og protonen skilt ad, så siger man, at det er ioniseret.

Ioniseret stof afgiver meget lidt lys, og det der er, kan vi ikke måle på Jorden.

- Det har derfor nærmest været usynligt med de teknikker, som vi har haft, siger Johan Fynbo.

Men nu har forskerne fundet løsningen i form af ultrakortvarige kilder - de såkaldte kort radioglimt.

- Korte radioglimt er et glimt af radiostråling, der ikke varer mere end omtrent en tusindedel af et sekund. De ekstremt korte glimt har givet os en ny metode til at måle mængden af det synlige stof, siger Johan Fynbo.

Korte… hvad?

Korte radioglimt er et mysterie i sig selv.

De blev først opdaget for 10-15 år siden, og vi ved stadig ikke meget om dem. Alligevel kan vi altså bruge dem til at blive klogere på universet.

- De korte radioglimt er et fænomen forbundet med ekstreme begivenheder i fjerne galakser, hvor man mener, at særlige former for stjerner udsender en radiobølge gennem universet, siger Johan Fynbo.

Ved at kigge på, hvor hurtigt radiobølgerne bevæger sig gennem universet, kan forskerne se, hvor tæt det materiale, som bølgerne er gået i gennem, er. For eksempel det synlige stof.

- Ankomsttiden for radiobølgerne fra A til B afhænger af, hvor meget ioniseret materiale det skal igennem, siger Johan Fynbo og fortsætter:

Og ved at analysere seks korte radioglimt har forskerne gjort det muligt at måle, at der er synligt stof i det intergalaktiske rum - og hvor meget der er.