Forskere har opfundet hologram, du kan mærke og høre

I stedet for laser, bruger opfindelse bittesmå perler og lydbølger til at skabe billeder i 3D.

Ved hjælp af en enkel plastikperle, der suser rundt, kan forskerne danne billeder som dette af jordkloden. Kun ved hjælpe af en masse små ultralydsendere og LED-lys. (© The Guardian News / YouTube)

I den nye Blade Runner-film, der kom for et par år siden, havde Ryan Gosling sex med et hologram. En projektion han kunne både føle og høre.

Det er ikke længere ren science fiction. I hvert fald det med at føle og høre et hologram.

En gruppe forskere fra University of Sussex i England har nemlig opfundet en teknologi til at lave rigtige hologrammer i 3D, som du oven i købet kan se og høre.

Det skriver det amerikanske medie Gizmodo.com.

I stedet for at bruge lasere, som det meste hologram-teknologi i dag bygger på, har de brugt bittesmå perler og lydbølger til at skabe 3D-billeder.

Ægte 3D, ikke en illusion

Hvis du nogensinde har været til en hologram-koncert med en afdød kunstner som Tupac eller George Michael, så vil du vide, at ikke alle tilskuerpladser foran scenen er lige gode.

Det meste hologram-teknologi i dag skaber nemlig ikke rigtige 3D-billeder, men bruger et optisk trick til at narre dine øjne til at tro, at billederne er i tre dimensioner. Fra siden vil du dog tydeligt kunne se, at det er et fladt billede.

Det samme med 3D-fjernsyn og 3D-biografer.

Men det har de engelske forskere altså en løsning på. Ved at bruge bittesmå perler, som de manipulerer med ultralyd, er det lykkedes dem at lave ægte 3D-billeder, der står knivskarpt, lige meget hvorfra du står og kigger.

En illustration af, hvordan maskinen fungerer. En masse ultralydshøjtalere sidder i top og bund, mens et ledlys i toppen lyser på den hvide perle i de, farver, der er behov for. (© The Guardian News / YouTube)

En enkelt perle bliver til hele vores klode

De små perler, som forskerne bruger, er kun to millimeter store og lavet af ultralet plastic. Fordi de næsten intet vejer, kan forskerne manipulere dem med ultralydbølger, så de svæver i luften og danner præcis de former, forskerne ønsker.

Faktisk skal der kun en enkelt perle til at lave et billede af hele jordkloden, der drejer rundt. Lydbølgerne bevæger nemlig perlen så hurtigt rundt, at vores øjne slet ikke når at registrere det, og på den måde danner én perle et helt billede.

Forestil dig et propelfly. Når flyet holder stille og er slukket, kan vi se, at propellen består af to vinger. Så snart den er tændt, ligner det, at propellen er en fuldendt cirkel. Princippet er helt det samme med perlen.

Mærk vingeslagene fra en sommerfugl

Ikke nok med at forskerne kan få perlen til at danne et helt billede, de kan faktisk også få den til at vibrere, så den fungerer som en mikroskopisk højtaler.

Forestil dig eksempelvis, at perlen danner et ansigt, der taler. Her vil perlen så rent faktisk udsende lyden af stemmen - det er i hvert fald ambitionen for forskerne. De er nemlig lykkedes med at få perlerne til at afspille simple lyde.

Og selvom det ikke helt er lykkedes forskerne endnu, er det også planen, at du skal kunne mærke hologrammet.

Forskerne er nemlig overbevist om, at de kan få perlerne til at vibrere, så du kan mærke det, når du holder hånden tæt på. Det kunne, ifølge Gizmodo, eksempelvis være en sommerfugl, der flyver rundt, hvor du, hvis du stikker hånden helt tæt på, kan mærke vingerne baske.

Du kan se en video, der viser hologrammaskinen i brug, her.

Facebook
Twitter