Forsvundet i ti timer: Drone finder barn i kornmark

Droner bliver mere og mere almindelige til redningsoperationer, siger forsker.

Dronen kunne finde barnet midt om natten, fordi det var udstyret med et varmesøgende kamera. Dronen på billedet er et arkivfoto. (© ColourBox)

Myndigheder og 600 frivillige ledte i sidste uge efter en forsvundet dreng i den amerikanske stat Minnesota.

Den kun seksårige dreng nåede at være væk i næsten ti timer, inden han blev fundet med sin hund i en kornmark lidt over halvanden kilometer fra sit hjem.

Barnet blev fundet midt om natten, hvor temperaturen nærmede sig frysepunktet.

Og det var ikke de mennesker, der ledte i mørket med lygter, der fandt frem til barnet. Det var i stedet en drone, som blev styret af en lokal fotograf.

- Det er jo en rigtig god historie, hvor teknologi bliver brugt som hjælp i en redningsaktion, siger sektionsleder på Teknologisk Institut, Lars Dalgaard.

Dronen var udstyret med et termisk kamera, der er varmesøgende og dermed kan se mennesker og dyr i mørke.

- Den kan se mange ting, uanset om man er oppe i luften eller nede på Jorden. Vi har selv arbejdet med varmesøgende teknologi og blandt andet brugt det på traktorer. På den måde kan man se, om der er nogle levende dyr, der gemmer sig. Dem vil man jo gerne undgå at køre over, siger Lars Dalgaard.

Bliver brugt til at redde liv

Det er ikke første gang, at en drone bliver brugt til at hjælpe myndighederne med at finde mennesker.

Sidste år hjalp en livredder-drone med at redde to australske svømmere. Dronen fløj ud over de to svømmere og kastede et oppustet redningsobjekt ned til dem. På den måde kunne de svømme ind til land igen.

Droner bliver også brugt flere steder i verden, blandt andet i Kina, til at lede efter ofre i forbindelse med katastrofer som jordskælv.

Og i fremtiden kan vi også komme til at se flere droner hjælpe i forbindelse med for eksempel trafikulykker og ulykker på færger, forklarer Lars Dalgaard:

- Herhjemme ved jeg for eksempel, at man i skibsbranchen arbejder på, om man kan bruge droner til at hjælpe med at redde folk, der falder over bord på færger, siger han og fortsætter:

- Når der er en mand over bord, trykker man som regel på en knap, så man logger den gps-position, hvor manden er faldet i vandet. Her er tanken så, at der også skal flyve en drone ud, når man trykker på knappen. På den måde kan den hele tiden følge personen og lettere komme til at redde ham.

Kan blive farlige

Droneteknologien kan altså blive en ekstra hjælp i fremtiden, når det kommer til at redde liv. Men droner kan også blive brugt som våben.

Sammen med kunstig intelligens kan dronerne i krig finde og dræbe mennesker. Det har flere store udenlandske universiteter, heriblandt Oxford University, tidligere advaret imod.

- Ved hjælp af ansigtsgenkendelse kan dronerne flyve efter bestemte mennesker. Og droner bliver bedre og bedre til at finde vej og undgå forhindringer, sagde Ole Winther, der er professor ved DTU Compute, til DR Viden sidste år.

Facebook
Twitter